Top 5: Største spil på vej i 2026

8. 01. 2026

Af Tobias Qwist og Casper Frisk

Foto af Matias Olsen

Så er det tid til endnu et spændende spil-år. Det betyder også endnu en top fem-liste over de spil, mig og min kollega Casper Frisk glæder os til i det nye år. Måden listen kommer til at fungere på er, at vi hver især har valgt nogle spil, vi ser frem til. Og sikke et spilår, det ser ud til at blive. Mig og Casper snakker om, at vi nemt kunne lave en top 25-liste.

Så, bliver det muligvis det bedste spil-år nogensinde? Vi må se …

5. Wolverine (Tobias)

Da jeg har hørt, at Insomniac Games, som er holdet bag blandt andet de populære Marvel Spider-Man-spil, vil gå i gang med et Wolverine-spil, tænkte jeg bare ”yes!” – fordi Wolverine er, i mine øjne, en af de mest badass helte nogensinde.

Man følger Wolverine, eller Logan, i tiden før X-Men, hvor man har til opgave at kæmpe sig igennem en masse fjender i jagten på information om hans mørke fortid. Det gør det bare mere fedt, fordi jeg synes, han har en af de mest interessante baghistorier, som jeg ikke kan vente med at lære mere om. Selv om spillet foregår i Wolverines tid før X-Men, kan man i traileren se, at der var en charmerende blå dame med.

For lige at vende tilbage til kampsystemet, der ser det heldigvis ud til, at det kommer til at minde meget om måden, man kæmper i Spider-Man-spillene. Heldigvis, for det vil bare gøre det mere flydende og nemt at gå til. Men det kommer til at være mere voldeligt. Det er sat i kategori M, som vil sige, at det er sat til, at man skal være 16/18 år gammel for at spille det.

Spillet udkommer i efteråret 2026 og er til PS5.

4. 007: First Light (Casper)

Jeg har set mange James Bond-film gennem årene. Jeg vil ikke påstå, at jeg er hardcore-fan, men der er alligevel noget ved universet, der altid har tiltrukket mig. Og nu, hvor det nye 007: First Light er på vej – lavet af holdet bag Hitman-serien – så kan jeg simpelthen ikke lade være med at glæde mig.

Gameplayet ser lovende ud, grafikken og lyddesignet virker virkelig stemningsfuldt, og alt det, de har vist frem indtil nu, har givet mig store forventninger. Jeg håber virkelig, spillet kan leve op til hypen og give den dér ægte spionfølelse – og så håber jeg selvfølgelig, at jeg ikke ender med at blive skuffet. Det her er helt klart et af de spil, jeg holder øje med i 2026.

Spillet udkommer den 27. maj 2026 til alle platforme.

3. GTA VI (Tobias)

Det vil ikke være en spil-liste for 2026 uden GTA VI fra Rockstar. Det er der mange, der har ventet på – og det har jeg også. Denne gang bliver man taget tilbage til min favoritby i GTA, Vice City. Jeg har utroligt stærke minder fra det første Vice City-spil, som jeg spillede meget sammen med min bror. Jeg tossede rundt for at få så meget politi efter mig som muligt, imens han tog sig af historien. Og ja, jeg synger stadig med på “Hold the Line” fra det mesterfulde soundtrack. Jeg håber virkelig, at soundtracket i GTA VI er lige så godt.

Nå, men denne gang følger man parret Lucia og Jason, som er GTAs svar på forbryderparret Bonnie og Clyde. Lucia er Rockstars første kvindelige hovedperson, som igennem hendes far er blevet et godt skydetalent, og hendes hoved fejler ikke noget. Det ser ud til, hun er temmelig god til hacking, hvor Jason er mere den her hårde type, som har levet et hårdt liv, som man ikke skal stå i vejen for.

Det ser også meget mere livagtigt ud end de tidligere spil. Det ligner nærmest, man er i en film. Man skal også være mere taktisk med, hvilke våben man skal have med, og hvordan man slipper væk fra politiet. Sociale medier ser også ud til at være en vigtig del af spillet, så jeg glæder mig bare til at hjælpe med at gøre Lucia og Jason til Vice Citys powerhouse.

Spillet udkommer den 19. november 2026 til PS5 og Xbox Series X/S i første omgang. Så skal der games!

2. Hytale (Casper)

Hytale bliver ofte kaldt en kopi af Minecraft, men samtidig er det også noget helt nyt. Det er et spil, der har været under udvikling i rigtig mange år, og udviklerne har været igennem store udfordringer undervejs.

På et tidspunkt blev projektet opkøbt af Riot Games, og det ændrede retningen markant. Nu er spillet igen tilbage hos de originale udviklere, og det giver håb om, at spillet kan blive realiseret, som det var tænkt fra starten. Spillet ser ekstremt cool ud og føles som det, mange af os længe har ventet på: et Minecraft 2 – ikke bare en kopi, men en naturlig videreudvikling med mere dybde, bedre systemer og en større verden.

Jeg håber virkelig, at Hytale vil overraske og vise, at al den lange ventetid ikke har været forgæves.

Første del af spillet udkommer den 13. januar 2026 til pc.

1. Pokémon Pokopia (Tobias)

Nogle gange har man brug for at komme ned i gear og falde helt ned efter at have spillet et større spil som f.eks. GTA eller Assassin’s Creed – det er her spillet Pokopia kommer ind i billedet.

Det er et spin-off af Pokémon-spillene fra firmaet Koei Tecmos Omega Force og udgivet af Nintendo, hvor du er en Ditto, som er forklædt som et menneske, og hvor du har til opgave at bygge dit eget lille Pokémon-samfund. Her kan du kan blive venner med Pokémoner, og lære deres angreb, så I sammen kan bygge det perfekte samfund for dig og Pokémonerne. De fleste Pokémoner er fra den første generation, men en del andre generationer af Pokémon er med.

Jeg glæder mig helt vildt til at skabe den ultimative by og få endnu et spil, som kan få mig helt ned i gear.

Spillet udkommer 5. marts til Nintendo Switch 2, og hvis du ikke har én, så bare rolig – spillet støtter Game Share, som vil sige, at du kan dele spillet med dine venner, også selvom de kun har en Switch 1.

Så ja, der er noget godt i vente i det nye år. Mig og Casper havde en del spil oppe at vende. F.eks. kommer der også et remake af Tomb Raider 1, hvor man prøver at finde ud af hemmeligheder om Atlantis. Der er også Lego Batman og Resident Evil Requiem, som ser spændende ud, og mange flere. Ja, jeg ved ikke, om jeg får tid til at spille dem alle. Det bliver et stort gamerår.

Tobias Qwist

Som en slags altmulig-mand i gamerverdenen, elsker Tobias alt fra simple platformsspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er, at han vil vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

Casper Frisk

Siden han var 7 år gammel har Casper levet en stor del af sit liv online og live-streamet på Twitch og Youtube. Casper er især vild med indie-spil og stopper aldrig med at tale om BioShock.

Vil du se mere…

Top 5: Dyr i spil

Top 5: Dyr i spil

Dyr er lige så vigtige som andre karakterer i spil. Derfor har vi dedikeret en top 5-liste til vores yndlingsdyr – de barske, de bidske, og de helt igennem bedårende dyr!

Top 5: Virkelige steder i spil

Top 5: Virkelige steder i spil

Har du ikke mulighed for at tage på sommerferie? I gaming kan du rejse til virkelige steder uden at forlade dit hjem. Vi har samlet de fedeste destinationer!