Af Svend Gejl
Vi er kommet i vinterperioden, og derfor skal I have fem gode bud på snebaner. De gør vinteren lidt mere vinterlig, og baner med sne giver hygge til årstiden. På med vanter og hue, for nu bliver det en kold omgang med vinterbaner.
5. Robotnik Winter Zone (Sonic the Hedgehog: Triple Trouble)

Spillet er fra Sonic the Hedgehog-serien og er til den håndholdte Sega Game Gear.
Ligesom alle de andre spil i serien, er du det hurtige pindsvin Sonic, der skal ud at redde alle smaragderne, som er blevet stjålet. Det er et platformspil, og du skal klare dig igennem forhindringerne i banerne for at komme til bosserne.
Denne bane er den fjerde i spillet, og den har et vintertema. Robotnik har forvandlet den sommerlige tropeø til en vinterø med sit atomdrevne supervåben, han har fremstillet.
Der er isglatte veje, som man glider rundt på, irriterende istapper, der falder, så man skal undgå dem, og isvægge, man kan smadre ved at løbe ind i dem. Det gør det til en perfekt bane at få lidt udfordringer i, da man skal have tungen lige i munden for ikke at dø ofte.
Sonic the Hedgehog: Triple Trouble, Sega, Game Gear, 1994
4. Surface 1 (GoldenEye 007)

GoldenEye til Nintendo 64 er et first person shooter-spil baseret på James Bond-filmen GoldenEye. Du er hemmelig agent ligesom i filmen, og du er taget ud på mission for at destruere den tophemmelige satellit.
Level fire i spillet er en snebane, hvor du sniger dig rundt for at komme til satellitbunkeren, hvor vagter patruljerer med snipere, Klobbs og KF7-våben. Banen er dækket af sne og grantræer og er meget åben. En bane, hvor du har meget svært ved at snige dig rundt, som James Bond ellers er god til.
Det er en anderledes bane for spillet. Den er firkantet, åben og ensformig. Du bliver nemt angrebet og dør meget hurtigt, for du har ikke rigtig noget, du kan gemme dig bag. Men det er også en dejlig bane, hvis du vil have noget afveksling fra snigeriet og at rushe rundt og skyde løs, da det er en åben bane.
GoldenEye 007, Rare/Nintendo, Nintendo 64, 1997
3. New Quack City (Fur Fighters)

Spillet handler om, at du spiller som dyr i et first person shooter/platformspil, hvor du skal ud at redde alle ungerne, der er blevet kidnappet. Du skal skifte mellem at spille de forskellige dyr, for de kan hver sin ting, der skal bruges for at kunne gennemføre banerne.
New Quack City er en storby, du ankommer til, hvor der er sne. Banen har en stor bro, og du skal over til den anden side, efter du har klaret, hvad der skal laves i den første del af byen.
Spillet er i bedste cartoon-stil (cel shaded grafik), som er unik, og hele vinteroplevelsen giver noget særlig stemning til spillet. God vinterbane med gode city vibes.
Fur Fighters, Bizarre Creations/Acclaim, Dreamcast, pc & PS2, 2000
2. Alaska (Metal Gear Solid)

Et af de første spil til PlayStation 1 i serien, som handler om, at du er Snake, som befinder sig på en atomfabrik og skal redde alle gidsler og stoppe de onde planer.
Shadow Moses er en ø, der er en del af Alaska, hvor FOXHOUND og Next-Generation Special Forces opererer og befinder sig. De styres af Liquid Snake, som har kapret atombombefabrikken. Du skal snige dig rundt udenfor i snevejr på helikopterpladsen for at komme ind på basen. Du er først udenfor basen og skal undgå at blive set og snige dig over til den anden side af banen for at komme ind til den anden del af fabrikken.
Banen er sådan set ret frustrerende, da man nemt kan blive opdaget, hvis man ikke lister rundt ad den rigtige rute. Men ellers kan jeg godt lide dette level, også fordi det er et rigtigt område i Alaska, stedet er lavet over, og så er det et af de gode spil fra manden, der skabte Metal Gear, Hideo Kojima.
Metal Gear Solid, Konami, PlayStation & pc, 1998
1. Ice Island (Croc: Legend of the Gobbos)

Du spiller som krokodillen Croc, som skal ud at redde King Rufus’ Gobbos, som er små plyssede væsner, der er blevet stjålet af Baron Dante.
Ice Island er den anden ø ud af fem øer i spillet. Det er bl.a. her, du møder Chumly, den første boss i spillet. Øen byder på glatte veje, snebjerge, pingviner og iskoldt vand.
Croc er et af mine favoritspil til PlayStation 1. Ice Island har et godt soundtrack og et dejligt, atmosfærisk snelandskab, som hver gang, jeg ser det, bringer minder og nostalgi frem i mig, da jeg blev slugt ind i Crocs univers, første gang jeg spillede det. Jeg har brugt mange timer på det.
Croc: Legend of the Gobbos, Argonaut Software/Fox Interactive, PS1, Saturn & pc, 1997

Svend Gejl
Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han samler på spil og figurer og elsker at hygge med vennerne online.


