
Af Tobias Qwist
Det er ikke nogen hemmelighed, at når det gælder spil, som er blevet filmatiseret, så er det ikke gået særligt godt, og mange har været dårlige.
Heldigvis er der undtagelser. Nogle er fine kærlighedserklæringer til spillet, og andre viser spillets univers på en ny og overraskende måde.
Her kommer en top 5 over film, som viser spiluniverser på en god måde, og som man nemt kan se, også selvom man ikke er gamer.
5: Hitman: Agent 47

Jeg kan ikke lave den her liste uden at snakke om en klassiker: ”Hitman: Agent 47”. Til jer, som ikke ved, hvem han er, kan jeg fortælle, at han er den her snigmorder, som er skabt til at dræbe, og som er kendt fra spillene med samme navn.
Og jeg siger jer, at jeg har haft stor tilfredsstillelse af virkelig at mærke, hvor næsten udødelig han er i spillene. Og hvordan man skal finde måder at komme ud af selv de sværeste situationer. F.eks. var jeg nødt til at skyde mig ud af et bandekontrolleret område. Kæft, det var svært, men det fik mig også til at føle mig som Hitman, som er blevet skabt til at være en supersoldat. Og som der altså er blevet lavet den her film om.
Filmen viser på en god måde, hvor badass, Hitman egentlig er – kold, kynisk og kontrolleret. Han virker næsten som et spøgelse.
I filmen følger man Hitman i jagten på en kvinde, som hedder Katia van Dees. Hun lader til at have nogle af hans evner. Faktisk virker det som om, Hitman er den onde i starten, men selvfølgelig er alt ikke, som det ser ud til at være til at begynde med. Hitman begynder at lære Katia op i hendes evner, og lad mig bare sige, hun kunne ikke have fået en bedre læremester.
Hvis man er til rå action og en film, som viser, hvor cool vores alle sammens favorit-snigmorder er, synes jeg, den skal ses.
4: Until Dawn

Forestil dig at være fanget i et hus og dø om og om igen. Skræmmende, ikke? Det er virkelighed for Clover og hendes venner, som er taget ud for at lede efter Clovers søster, som forsvandt året før.
”Until Dawn” er inspireret af spillet med samme navn fra 2015. I forhold til spillet, som minder mere om den klassiske Fredag den 13.-gyser, synes jeg, filmen har et noget mere spændende koncept.
Hver nat er en kamp for overlevelse for Clover og hendes venner, og hvis de dør, vågner de op og får lov til at dø igen på en ny og grufuld måde.
Og jeg siger dig, nogle af de måder, de dør på, er brutale. Lige fra at blive ædt levende indefra af orme til rent ud sagt at eksplodere. Jeg kunne sagtens se historien som et koncept til en toer af spillet.
Så, hvis du er til en spændende nyfortolkning af et godt gyserspil, kan Until Dawn anbefales!
3: Tomb Raider (2018)

Jeg har altid elsket et godt eventyr, og det har også påvirket min smag i spil. I Tomb Raider-filmen fra 2018 følger vi Lara Crofts rejse fra en normal, ung, hårdtslående kvinde til at finde sit kald som opdagelsesrejsende, som søger svaret på, hvad der skete med hendes far.
Jeg var nervøs for, om de fik Laras uskyldighed med. Ja, hun er bad ass, men spillene var gode til at vise, at når alt kommer til alt, er hun også bare en datter, som er på jagt efter sin far. Men det synes jeg, de får vist på en god måde, hvor hun gradvist viser, hun bliver mere modig og stepper op.
Man ser hendes udvikling igennem måden, hendes rejsepartner ser på hende. Han går fra at se hende som en pæn pige, som skal beskyttes, til at hende skal man ikke “messe” med.
Skuespilleren, som spiller Lara, virker også som den helt rigtige både udseendemæssigt, og fordi hun har den her lille smule kækhed, som man blandt andet ser i en scene, hvor hun snyder i et ulovligt cykelløb.
Hvis man ikke kan få nok af eventyr og action, og ikke kan få nok af Lara Croft, så synes jeg, man skal se Tomb Raider-filmen fra 2018. Der er i øvrigt også en Tomb Raider-tv-serie på vej. Det bliver spændende at se, om den bliver lige så god.
2: Sonic the Hedgehog

Når det gælder Sonic fra Sega, har jeg altid kendt til ham, fordi jeg elsker at høre om videospillenes historie. Men jeg har aldrig spillet nogle af spillene, så da jeg blev introduceret til filmen Sonic the Hedgehog, tænkte jeg: ja tak!
I filmen bliver vi introduceret til vores blå ven, som bor på Jorden i det skjulte. Grunden til, at jeg godt kan lide Sonic, er, at han er selvsikker og flabet men også én, man kan relatere til. For, når alt kommer til alt, er han ensom og vil bare have en ven, som han kan opleve ting med.
I løbet af filmen faldt jeg mere og mere for ham, og jeg fik virkelig fik lyst til at prøve spillene. Og så er jeg også nødt til at rose Jim Carrey for hans udgave af dr. Robotnik – jeg kan ikke forestille mig en anden udgave end hans.
Filmen er en god intro til dem, der ikke kender Sonic, og jeg synes, at han er en af de store spilmaskotter, som alle kan samle sig om.
1: Super Mario Bros. filmen

Da jeg så, at der kom en Mario-film, fik jeg festfyrværkeri i øjnene og skulle bare se den. I filmen følger man selvfølgelig det velkendte håndværker-makkerpar, Mario og Luigi, som har drømme om at blive til noget stort.
Det får de mulighed for, da deres by bliver ramt af en kraftig oversvømmelse. Men det går ikke helt som ventet. De falder ned i en svampeverden, bliver væk fra hinanden og skal finde hinanden igen.
Mario-spilverdenen ser fantastisk ud. Det er dér, hvor filmen virkelig træder i karakter og giver en nostalgisk følelse – som at være tilbage i barndommen. Jeg fik en boblende glæde, da jeg så Mushroom Kingdom og skulle heppe på vores helte igen. Og måden, de viste Mario Kart på, fik mig bare til at ville køre racerløbet selv.
Så, hvis du ikke har set Mario-filmen endnu – hvad venter du på? Du vil ikke fortryde det. Det er ikke kun en film for Mario-nørder, men for alle. For filmen giver en så dejligt varm familie-følelse og har så mange sjove scener, som alle kan grine af. Især prinsessens test til Mario kunne jeg ikke stoppe med at grine af. Toeren har i øvrigt premiere 2. april 2026, og jeg glæder mig allerede.

Tobias Qwist
Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.


