Af Dan Jørgensen
Foto: Jonas Koch
Der er noget helt særligt ved mig. Siden jeg gik i folkeskole, har jeg bygget på et fantasiunivers, som jeg tit fortæller om og taler ud fra. Jeg har flere universer med fantasifigurer, som jeg digter på. Men karaktererne er ikke opstået ud af en livlig fantasi alene – de er vokset ud af store begivenheder, hvor der er sket skelsættende ting i mit eget liv. Så derfor får du nu historien bag historien.
Dexter Qrest Mackage bliver til
Jeg har to figurer, som følger mig. Den ene hedder Danic Darklight, og den anden hedder Dexter Mackage. Dexter er den, der har været der længst. Han kom til i min skoletid i 90’erne. Der byggede vi meget LEGO, og så skulle vi finde nogle karakterer til legen. Navnet Dexter optog mig, fordi jeg syntes, det var et stærkt og sejt navn. Jeg kunne lide navnet, så jeg kaldte min LEGO-mand for Dexter. I mit hoved var Dexter et levende menneske og ikke en LEGO-mand. Jeg kunne være Dexter.
Senere fandt jeg ud af, at Dexter faktisk var en anden side af mig. Det viste sig nemlig, at Dexter fik nyt job, da jeg selv fik nyt job; han lærte magi, da jeg selv havde lært og oplevet mange ting; og han ændrer udseende over tid, ligesom jeg selv gør. Jeg kan mærke Dexter mest, når fantasien og minderne kommer, og når jeg tænker på fortiden og gamle venner.
Men Dexter er som sagt ikke den eneste, som følger mig.
Danic Darklight bliver født
Da jeg var yngre, fik jeg tit nogle voldsomme epileptiske anfald. Epilepsi afkræfter kroppen, og tapper alt energi. Man går bare lige pludselig i kramper, og jeg måtte sove meget. Når jeg havde haft et stort anfald, blev jeg indlagt på hospitalet i en uge eller to ad gangen. Det var under en af de her indlæggelser, at der opstod en ny karakter: Danic Darklight.
Danics mor er gudinde af livet, og hans far er konge af underverdenen, og derfor er Danic en guddemon, som indeholder både lyse og mørke kræfter. Mit liv var ret mørkt på det her tidspunkt, men Danic Darklight sørgede for, at jeg ikke skulle give op. I enhver situation, man kommer ud for, har man en stemme inden i, der siger, at man ikke skal give op, og min indre stemme er Danics stemme.
Jeg kan mærke Danic, hvis jeg føler mig usikker på noget, men alligevel gerne vil. Han hiver nærmest i mig og siger: ”Kom nu, Dan! Du vil gerne!” Han giver mig et skub, men også mulighed for selv at træffe valget. Han sørger også for, at jeg undgår at blive syg og holder mine epileptiske anfald på afstand. Der er gået to år, siden jeg sidst havde et epileptisk anfald, så han har gjort, hvad han skulle for at bevare balancen.
Den skjulte kærlighed
Jeg føler, at Dexter og Danic står på hver side af mig. De er en del af mig selv i en anden verden. Dexter er mit andet jeg, og Danic balancen mellem min lyse og mørke side, kærlighed og følelser. Men vi er ikke altid ens. Dexter har en adoptivdatter, det har jeg ikke. Men jeg har nevøer og niecer, som jeg er meget glad for. I kender det sikkert alle – hvis der er ting, vi ikke kan få i virkeligheden, kan det alligevel løbe frit i fantasien.
De har begge to en kæreste, og det har jeg heller ikke. Dexter fik sin kæreste på et tidspunkt, hvor jeg selv havde mødt en servitrice på en café i Kongens Lyngby, som jeg blev forelsket i. Kærligheden lykkedes for Dexter, men det gjorde den ikke for mig. Servitricen havde en anden kæreste, så jeg kunne ikke få hende. Men Dexter og jeg har begge haft den samme oplevelse af, hvor overvældende skønheden fra et andet menneske kan være.
For Danic gik det sådan, at han fik en kæreste, da jeg engang var indlagt på sygehuset. Der var der en sygeplejerske, som altid var der til at hjælpe mig. Hun bragte lys. Jeg kan huske de første ord, hun sagde til mig: ”Du skal ikke være bange,” og jeg svarede afkræftet: ”Er du en engel?”
Jeg blev på en måde forelsket i hende, og hun var årsag til at Danic fik en kæreste. Så blev Danics prinsesse født. Hun hedder Sakura. Danics kæreste er den skjulte kærlighed, som giver mig en styrke. De viser, at jeg ikke skal give op på at finde kærligheden selv – hun er derude, og jeg forestiller mig, hvem der kunne blive min Sakura.
Et liv uden Dexter og Danic
Uden Dexter og Danic ville jeg være en helt anden person. Jeg holder styr på, hvad der er rigtigt og forkert at gøre gennem fantasiuniverset. De har hjulpet mig med at få venner, som jeg ellers havde haft svært ved, fordi jeg har autisme. Men de hjælper mig med det. De hjælper mig med at være imødekommende, lytte til folk og være kærlig. Dexter hjælper med at vise omsorg. Når jeg trøster mine niecer og nevøer, føler jeg, at det er Dexter, der trøster sin adoptivdatter.
Dexter og Danic har åbnet mig, også fordi jeg kan få lov til at udleve følelser, erotik og kærlighed igennem dem. Det er sådan, jeg øver mig på relationer, og den her måde skader aldrig nogen. Hvis man er bange for at udtrykke sine følelser, så kan det hjælpe at lave sine egne karakterer. Måske er der nogen derude, der har det lige som mig? Til dig vil jeg bare sige: Sig det højt og vis den del af dig selv frem til verden.
