Af David Frantsen
Foto af Matias Olsen
For nylig var jeg sammen med min familie i Det Kongelige Teater for at se balletten Nøddeknækkeren. Mens jeg skriver denne klumme, er mit tastatur en lille smule vådt, fordi jeg bliver helt rørt bare af at tale om balletten. Denne marveløse opsætning varmede mit hjerte som minoritet! Derfor vil jeg fortælle, hvad teatret gør ved mig!
Teater gør mig lykkelig
Autisme, ADHD og angst er de tre diagnoser, som jeg stadigvæk prøver at lære at leve med. Derfor er teatret sammen med bøger og tegneserier det, der gør mig allermest lykkelig. Alle tre underholdningsformer har en evne til at berolige mig, der ikke er film og TV forundt.
Det, der er særligt ved teatret, er energien og den begavelse og kultur, man mærker. Det er helt ubeskriveligt. Jeg har i mit voksne liv mest set musicals, og det begyndte med forestillingen Cats i 2017, som jeg så sammen med min kære far i Royal Arena. Lige siden har jeg været bidt af en gal teaterflåt!
Cats gjorde mig så fro, som noget kunne være. Både fordi katte er mine yndlingsdyr, men også fordi teatret i det hele taget et det, der skildrer os mennesker bedst! Og hvorfor er græske tragedier fra antikken stadigvæk så stort et hit i dag? Jo, det kan jeg forklare:
Ganske vist udvikler vi os både sprogligt, videnskabeligt, kulturelt og ikke mindst teknologisk hele tiden, men på det menneskelige plan er vi stadigvæk, fuldstændig som vi var i stenalderen. Vi griner og græder af det samme, som vi har gjort siden tidernes morgen!
Jeg har ingen kæreste i skrivende stund, men får jeg en, må hun indstille sig på, at vi altid vil være tre i forholdet grundet min store passion for teatret! Da jeg selv laver TV, ved jeg om nogen, at det er timet og tilrettelagt. Med teater er der et program, som oftest skal følges til punkt og prikke og med denne struktur og direkte connection, bliver teater så guddommeligt, som noget kan være!
Jeg har både set musicals, revy, stand-up, shows og nu også ballet. Jeg har besluttet, at jeg vil blive ved med at gå i teatret, indtil den dag jeg stiller mine træsko! For til forskel fra film er det levende mennesker af kød og blod, man ser i teatret.
Koncerter har jeg det til gengæld svært ved, fordi der tit er frit leje til at improvisere. Tit kan der gå jamsession i den, så sangene fortsætter ud i uendeligheder, hvorimod der for det meste er et strukturelt program i teater, som skal følges. Det gør også mig utroligt tryg.
Det er umuligt – både for andre og mig selv – at se mig grine, græde og juble så meget, som når jeg er i teatret. Den stemning det giver, får alle mine følelser til at løbe løbsk. Hverken koncerter, cirkusforestillinger eller fodboldkampe kan røre mig på samme måde!
Selv i disse streamingstider – eller PRÆCIS fordi streaming er det hotteste hotte – går teater aldrig nogensinde af mode. ALDRIG! Og hvorfor?
Alle teaterstykker, både ballet, revy og musicals, repræsenterer det, at være menneskelig, og jeg mener, det er nøglen til teatrenes succes. For uanset om en forestilling handler om en overvægtig kat som Bustopher Jones, der tømmer alle restauranter i London; eller om Judas, der i desperation og frygt forråder Jesus; eller om det er en revysketch, hvor salige Dirch Passer lavede sit legendariske fingernummer, så kan forestillinger med levende individer komme helt ind til kernen af menneskehedens sjæl.
Netflix og Disney+ har den velsignelse, at jeg kan spole og sætte på pause, lige når jeg har lyst – NÅR det passer mig! Med teatret er det sådan, at det kun er Vorherre, der kan benytte pause- og spoleknapperne. Plus det er en once in a lifetime-oplevelse, som aldrig nogensinde kommer tilbage igen.
Det Kongelige Teater – mit paradis
For mig er Det Kongelige Teater et levende eksempel på, at paradis eksisterer! Mit borgerligt-radikale sind giver mig en tro på det enkelte individ frem for en hel gruppe. Jeg mener, at et hvert menneske i døden kommer til sit eget paradis eller helvede afhængig af, hvordan man har opført sig.
Og mit paradis er Det Kongelige Teater med den ordentlighed og kvalitet, dette teater og kulturpalads repræsenterer. Da jeg så Nøddeknækkeren, og personalet opdagede min solsikkesnor, fik jeg simpelthen den mest omsorgsfulde og anstændige service, som kun Disneyland i Paris når til sokkeholderne.
Det store scenetæppe var broderet med antik kunst, og det fik mig til at græde af glæde. Under hele forestillingen græd jeg, ligesom da jeg i 2019 også fik gang i tårekanalerne under Cirkusrevyen, krydret med gode grin. Også da jeg i 2022 så Shu-Bi-Dua The Musical i Tivolis koncertsal, blev jeg akkurat ligeså emotionel.
Teater forsvinder først, når menneskeheden uddør, men til den tid skulle vi gerne have koloniseret Mars. Og tænk, hvis jeg kunne åbne Køhnteatret på Den Røde Planet – DÉT ville være vidunderligt!
