Jeg var kun 3-4 år gammel, da vi opdagede, at jeg havde gigt. På en ferie med mine forældre skulle jeg gå op ad en stor trappe. Da jeg nåede toppen, var mit knæ hævet til dobbelt størrelse, og jeg var fuldstændig udmattet. Efter den oplevelse blev jeg undersøgt, og lægerne troede først, det var børnegigt. Men det viste sig at være leddegigt – en kronisk sygdom, som kun ville blive værre med tiden. Allerede som 5-årig blev kørestolen en daglig nødvendighed. Det var noget, jeg skulle lære at leve med resten af mit liv.

På det tidspunkt var det svært for mig at forestille mig fremtiden. Jeg kunne højest gå en kilometer, før jeg var totalt udmattet. Kørestolen var nødvendig, men den fik mig også til at føle mig mere handicappet. Dengang tænkte jeg ved mig selv: ”Hvis jeg ikke finder en bedre behandling, jamen så får jeg skæve fingre, som jeg har set på billeder af andre gigtpatienter, der er hårdt ramt.” Det gjorde mig helt vildt bange.

Selv om min krop satte begrænsninger, har jeg altid været et friluftsmenneske. Jeg nød at sidde i haven og lytte til fuglene. Når jeg ikke kunne komme ud, lyttede jeg til dem gennem et åbent vindue, for frisk luft skulle jeg altid have omkring mig.

Som 19-årig skete der pludselig noget, der ændrede mit liv. Lægerne fandt en ny og langt stærkere medicin. Jeg gik fra piller til at få medicin en månedlig intravenøs behandling på hospitalet. Medicinen gjorde, at jeg ikke længere havde brug for kørestolen. Det var som at få mit liv tilbage.

Og det blev starten på at blive gladere inde i mig selv.

Første skridt mod en ny livsstil
Da coronaen ramte, var jeg i større risiko for alvorlig sygdom, fordi jeg også har en immundefekt. Jeg kunne hverken tage offentlig transport eller gå på arbejde. Mit liv blev sat på pause, og jeg begyndte at lede efter noget, jeg kunne gøre for mig selv. Det var her, idéen om at vandre opstod. Jeg kunne bare tage ud i naturen og gå fra A til B, uden at være afhængig af noget eller nogen.

Det føltes som et frisk pust af frihed. Naturen blev mit fristed, og jeg fandt en ro, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg lærte naturen at kende på en helt ny måde – jeg hørte fuglene, kom tæt på dyrene og opdagede, hvor smukt landskabet egentlig er.

I dag vandrer jeg to gange om ugen, og jeg går gerne op til otte kilometer ad gangen. Mit mål er at kunne gå ti kilometer. Min kæreste er ofte med, og han er fantastisk til at heppe på mig indtil jeg når målet. Det giver mig ekstra energi at have hans støtte.

Når jeg beslutter mig for noget, så fuldfører jeg det – også selvom det kan gøre ondt. Jeg tror, viljestyrken ligger til mit familieefternavn, Stampe. Vi fuldfører altid det, vi sætter os for. Min indre stemme siger: ”Du kan godt, Victoria!” Det føles lidt som en turnering, og hver tur som en lille sejr. Det hjælper mig med at leve i nuet – også på de dage, hvor sygdom fylder mest. Vandring er blevet en form for frihed fra sygdom og medicin.

Opskriften til dig
Det er det bedste, der er sket for mig. Derfor vil jeg give mit bedste råd videre, hvis du overvejer at vandre: Tag dig tid, nyd naturen, og kast dig ud i det. Start i det små, og træn dig gradvist op. Har man en sygdom, men kan klare det uden kørestol, så gør det – vandring er fantastisk medicin for både krop og sind.

På mine gode dage nyder jeg at gå en lang tur, og på de dårlige dage hviler jeg og lader op til den næste. Jeg får stadig medicin, som kan tynge kroppen, så nogle dage har jeg færre kræfter. Men jeg vil altid finde en balance, så jeg kan holde min vandrehobby ved lige.

Før man ved af det, er man lige så bidt af det, som jeg er. Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag ville kunne gå uden kørestol. Derfor føler jeg, at jeg sejrer hver gang, jeg vandrer. Det er blevet en livsstil for mig – og jeg ville få abstinenser, hvis jeg ikke kunne komme ud at gå.

Skrevet af Victoria Stampe

Victoria Stampe er reporter, der er optaget af sociale og sundhedsmæssige forhold inden for handicapområdet. Victoria har en mission om at gøre information let tilgængelig, uanset modtagerens forudsætninger, så det kan gøre livet mere retfærdigt og håbet større for mennesker med handicap.

The post Fra kørestol til vandrestøvler appeared first on TV Glad.

Jeg har mødt Miklas Diaz til en snak om at flyve, når man har infantil autisme og OCD. Miklas er 25 år gammel og bor i Odense sydvest, men i dag møder jeg ham og hans mor, Connie Diaz, i Roskilde Lufthavn. Her har Miklas tidligere fået mulighed for selv at styre et fly.

”Folk siger, at vi ingenting kan. Nogen tror, vi er ingenting. Men jeg synes, det er forkert! Jeg kan mærke, at jeg er klog inden i. At vi autister kan være kloge – vi er fantastiske personer,” siger Miklas, der fik sin diagnose omkring år 2012.

Miklas har altid haft drømme for fremtiden: ”Da jeg gik i skole, ville jeg være maler. Senere ville jeg være dyrepasser, men så fandt jeg ud af, at jeg ville være pilot,” siger han og drømmer videre: ”Hvis jeg var pilot, ville jeg gerne flyve med min familie til steder i Danmark og vise dem, hvordan det er at flyve og vise dem den smukke natur.”

Ramt af flyskræk
Interessen for fly startede omkring år 2013, da Miklas købte et flysimulatorspil. For ham er det de mange systemer og knapper, som gør fly fascinerende. Med den interesse virker det ikke oplagt, men Miklas har rent faktisk flyskræk.

”Det startede med, at jeg var bange for at sige ordet bombe,” fortæller han. Senere blev frygten rettet mod turbulens. Lige før corona-krisen rejste han med sin familie til Island. ”Det var på vej hjem fra Island til Kastrup, hvor jeg husker, at de havde lovet meget blæsevejr. Det regnede, jeg kan huske, at jeg var meget nervøs,” fortæller han om rejsen hjem derfra.

Det var så ubehageligt for Miklas at flyve, at han efterfølgende takkede nej til at rejse med på næste familieferie.

Fra frygt til frihed
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor Miklas kunne tænke sig selv at flyve, når han har flyskræk. Til det svarer han: ”Jeg vil gerne ud at se verden. Det er ligesom en stor legeplads. Det er en meget spædende verden at se!” Så nysgerrigheden vandt over flyskrækken.

Da Miklas skulle flyve selv første gang, var han nervøs. Det skete en lørdag i maj 2023, og det var dejligt solskinsvejr med en lille smule blæst. ”Jeg kunne se alt nede på jorden. Både landskab og hav, huse og biler, der var små og kørte langsommere deroppefra. Det var en fantastisk oplevelse,” siger han og får julelys i øjnene, når han taler om det. ”Vi fløj syd for Roskilde mod Køge og så mod venstre nordpå, inden vi drejede til venstre tilbage mod lufthavnen. Jeg fik lov til at styre det meste af vejen. Jeg fik lov til at lette flyet!”

Miklas’ mor, Connie, bryder ind: ”Da de landede, udbrød piloten som Miklas fløj med, at Miklas kan jo flyve! Der havde ikke været meget han kunne hjælpe Miklas med, så han havde bare siddet ved siden af.”

I forhold til flyskrækken fortæller Miklas: ”Jeg var lidt nervøs og bange for, at man skulle falde ned, men jeg koncentrerede mig mere om flyvningen i stedet for at tænke den der tanke.” Oplevelsen har altså hjulpet rigtig meget på flyskrækken, men han har den stadig en lille smule.

Aldrig giv op på drømmene
Jeg spørger ham, hvorfor han gerne vil fortælle sin historie til mig. ”Det er fordi mennesker som tror, at folk med handicap eller autisme ikke kan flyve et fly, skal vide, at det kan man faktisk godt. Man skal bare lære om at flyve. Selvom man tror, man ikke kan, så skal man prøve alligevel. Man skal aldrig give op med at drømme. Man skal aldrig give op. Aldrig,” lyder svaret.

Selvom Miklas har opnået en af sine store drømme, er han da heller ikke stoppet med at drømme nye drømme. Næste mål for ham er at flytte i bofællesskab og tage kørekort, hvis det kan lade sig gøre.

Uanset hvilke drømme Miklas har, kan jeg ikke lade være med at tænke for mig selv, at han kan få ting til at ske, fordi han tror så meget på, at det nok skal lykkes.

Alle kan flyve
Miklas’ historie har gjort mig nysgerrig på, hvad man egentlig skal gøre, hvis man selv drømmer at prøve at flyve et fly selv. Derfor har jeg snakket med Anna Kjær Thorsøe, som er direktør for Center Air Pilot Academy om det. ”Hvis man har lyst til at flyve, så kan man ringe til en flyskole, som har instruktører man kan tage ud og flyve med. Det er det, der hedder en prøvelektion,” fortæller Anna.

Men kan man også det, hvis man er en person med særlige behov? Til det svarer Anna mig: ”Hvis instruktøren føler, at begge parter er trygge ved det, så kan man godt. Det kommer an på instruktøren, men det vigtigste er, at man er åben og klar til at tale om ens problemer.”

Derfor er der altså håb for alle, der drømmer om selv at prøve at flyve – uanset om man har et handicap eller ej.

Skrevet af Maria Lytzen

Maria Lytzen er reporter med passion for kongehuset og popkultur i både ind- og udland. Med sit nysgerrige væsen og åbne sind er Maria også en dygtig interviewer og reportage-journalist. Hun giver ofte sig selv en birolle i teksterne, som giver læserne adgang til, hvad hendes møde med verden vækker i hende.

The post Miklas kan flyve appeared first on TV Glad.

Selvstændigheden kalder på mig
Den minder mig om, at jeg skal ordne en masse forskellige ting
Betale regninger og tjekke e-Boks

Selvstændigheden kalder på mig 
Når jeg kan selv, får jeg en positiv glæde inde i mig 
Overskud til morgengymnastik og gåture 

Selvstændigheden kalder på mig
Når jeg får en opgave på arbejdet, går jeg i fuld gang 
Jeg føler mig helt fokuseret 

Drømmene skal have plads
Når jeg gør ting selv, har jeg overskud til at sætte mål
Opnå det, jeg drømmer om

Drømmene skal have plads 
At stå på egne ben er ikke nemt, men det er nødvendigt 
Hvis jeg vil bo selv 

Drømmene skal have plads
Har længe haft et ønske om at komme i et mindre bofællesskab 
Drømmen er at kunne selv 

The post Selvstændigheden kalder appeared first on TV Glad.

The post Fra arkivet: I drømmene kan Frederik alt appeared first on TV Glad.

The post Hvordan ser fremtiden ud? appeared first on TV Glad.