Spil som gav mig frirum

16. 05. 2025

Af Tobias Qwist

Foto af Matias Olsen

Spil kan hjælpe en på mange forskellige måder i hverdagen, om det er at hjælpe en med at komme op i gear, få mere motion, komme mere ud eller få et større netværk. Men for guds skyld, så hjælper det også mange med at slappe af og komme væk fra hverdagen et øjeblik. Det gør det for mig. Her kommer tre spil, som har hjulpet mig med at slå hjernen fra og give mig et frirum.

Animal Crossing – Nintendo Switch

Man skulle næsten have levet under en sten, for ikke at kende Animal Crossing, da spillet kom ud i 2020 til Nintendo Switch. ALLE spillede det. Og det er et af de mest afslappende spil, jeg har spillet. Det er så simpelt – man får sin egen lille ø, som man får mulighed for at bygge helt selv op. Man kan bygge huse til sine fæller, øboere og hjælpe dem med deres liv på øen. Lige fra at så planter og hjælpe med at gro mad til at samle sommerfugle.

Mine minder med spillet startede med, at en af mine veninder prøvede at komme ind i spilverdenen, og en dag spurgte hun: “Skal vi ikke prøve Animal Crossing?” Jeg sagde ja, og vi startede med at bygge hver vores ø og hjalp hinanden med at bygge dem op og finde på forskellige idéer. Men det, som også var fedt ved det hele, var, at fordi spillet var så simpelt, kunne vi stadig være sammen med andre og snakke med dem, fordi det krævede så lidt af os at spille. Det var bare perfekt.

Sims 4 – PC

Nu skal I høre noget om mig – jeg er en drømmer. En mega drømmer. Jeg elsker at se på flotte mansions på YouTube. Faktisk vil jeg have min egen – min helt egen – men det er ikke realistisk.

Så kom jeg til at tænke på Sims. Der kunne jeg bygge mit eget hus og skabe mit drømmeliv. Så jeg gik i gang med at skabe den ultimative bolig med hjælp fra min ven. Der var alt – en gym i kælderen, hjemmebiograf og selvfølgelig en swimmingpool. Jeg kunne leve drømmen. Jeg kunne udforske lige præcis, hvilket job jeg ville have – lige fra kok til rockstjerne til hemmelig agent. Og ja, jeg kunne bare have downloadet et af de mange flotte huse, som andre havde lavet, men det ville ikke være det samme, fordi det skulle være mit projekt.

Samtidig er det et meget betydningsfuldt minde for mig.

GRIS – PlayStation

Jeg elsker, hvor meget forskelligt man kan i spil, og at der i dag er mere og mere at vælge imellem. Men selv for mig kan det blive for meget – der er for mange ting at vælge imellem, og nogle spil kræver så meget fokus, fordi jeg skal løse en svær gåde eller klare en svær boss.

Men så er der heldigvis et spil som GRIS, som er et yderst simpelt platformspil, hvor man er en pige, der skal prøve at få farverne tilbage i sit univers. Musikken er smuk, og spillet viser så fint kampen mod sorg på sin egen måde. Det var blandt andet derfor, det fangede mig – men også fordi jeg nu havde et spil, hvor jeg kunne snakke i telefon med mine venner eller høre podcasts imens. Det var skønt. Så hvis du er ude efter et spil, som er lige til at gå til, som har simpel men en unik stil og også har en dybere mening, så prøv GRIS.

Gaming er bare en af mine måder at få en pause fra hverdagen. Men der findes mange måder at få en pause fra hverdagen på – man kan læse en bog, dyrke sport, høre musik, være sammen med familien. Hvad virker bedst for dig?

Tobias Qwist

Som en slags altmulig-mand i gamerverdenen, elsker Tobias alt fra simple platformsspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er, at han vil vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

Vil du se mere…

Svære valg i spil

Svære valg i spil

Der er mange svære valg i livet. I anledning af kommunalvalget ser Tobias Qwist tilbage på de sværeste valg han har truffet igennem sit liv som gamer.

Anmeldelse: EA Sports FC 26

Anmeldelse: EA Sports FC 26

Det er blevet tid til årets udgave af EA’s fodboldklassiker. Oliver Kruse dirrede af forventning til det nye spil – men er FC 26 en forbier eller en fuldtræffer?