Af Magnus Schultz, foto af Matias Olsen
Jeg har været single de sidste 8 år og tanken om at prøve at finde kærligheden igen har da strejfet mig, men på den anden side, kan jeg ikke helt gøre op med mig selv: Har jeg egentlig lyst til en kæreste? På den ene side kunne det være rart at have en at dele tilværelsen med, på den anden side så har jeg det også meget fint med bare at være mig selv. Kender du det?
Svært at finde min seksuelle orientering i bybilledet
En anden årsag til at jeg endnu ikke har fundet kærligheden igen er, at jeg ikke er så vild med datingsider, som jo er den væsentligste måde at finde kærligheden på nu om dage. Og det er især når man, ligesom jeg, er homoseksuel.
Jeg har prøvet datingsider, og det var også der, jeg fandt min seneste kæreste. Jeg synes bare, det bliver for overfladisk nogle gange og kommer til at handle lidt for meget det seksuelle
… og så kan man jo heller aldrig vide om personen på den anden side af skærmen nu også er reel eller har en helt anden agenda.
Hvis jeg skulle finde mig en kæreste, så ville jeg helst møde personen i virkeligheden.
Men det kan også være svært, når man heller ikke rigtig har lyst – eller snarere nogen årsag – til at komme de steder, hvor man har en chance for at møde folk med samme seksuelle orientering som mig selv.
Jeg vil hellere komme de steder, hvor jeg har interesse i at komme, og hvor mine venner også har interesse i at komme – også selvom, det gør det sværere at møde folk med samme seksuelle orientering som mig selv. Havde jeg haft nogle venner, som også selv søgte den slags steder, så havde det måske set anderledes ud. Hvem ved?
Skal min kæreste så pludselig med til alt?
Endnu en årsag er også, at jeg ikke rigtig har lyst til at binde mig og være nødsaget til at skulle være i kontakt med vedkommende dag ud og dag ind. Eller at føle sig forpligtet til at invitere ham med til alt, hvad jeg ellers skal til; fester, koncerter, familiesammenkomster osv.
Jeg ved inderst inde godt, at man ikke behøver at invitere sin kæreste med til alt hvad man skal lave med vennerne, men alligevel ville jeg stadig have denne følelse af, at det ville være på sin plads at høre om min kæreste har lyst til at tage med.
Så alt i alt, er det lidt et ambivalent emne for mig. Skal jeg give det et skud, eller skal jeg bare nyde den frie tilværelse? Lige nu har jeg det fint med det sidste, men hvem ved om det ændrer sig om nogle år? På den ene side kunne det være rart, da tanken om “en bedre halvdel”, som en af mine venner beskriver det, virker dejlig, men på den anden side er det også lidt ligegyldigt, da jeg har det fint med at være en fri fugl og dermed også have oceaner af tid til vennerne og familien.
Ingen har nogensinde sagt at kærlighed mellem to mennesker skulle være nemt.
