Af Magnus Schultz Pedersen
Foto af Matias Olsen
Så blev det 2026! Et nyt år med mange planer og forventninger – ikke mindst for lokalpolitikerne.
Som bekendt var der i 2025 kommunalvalg, og 1. januar var officielt første arbejdsdag for de nyvalgte kommunalbestyrelser, og her er der mange forventninger at leve op til – ikke mindst fra os her på Glad.
Den rette hjælp i tide – også som voksen
Larna O’Reilly og Tobias Qwist fra Glad-redaktionen i Ringsted er nogle af dem, som har en klar opfordring til landets kommunalpolitikere; den førte politik på handicapområdet kan og skal blive bedre.
De var begge til et vælgermøde i Sorø under valgkampen, hvor temaet var handicapområdet. Her kunne kandidaterne rykke rundt mellem forskellige borde og høre om vælgernes erfaringer med handicapområdet i kommunen. Der var bl.a. forældre til børn med handicap til stede, og flere af dem havde, ifølge Larna, en dårlig erfaring med handicapområdet.
“De følte ikke, at deres børn fik den hjælp, de har brug for,” fortæller Larna, og det synes hun ikke er i orden.
Larna mener, at børn med handicap skal have den hjælp, de har brug for, og det skal ske så tidligt som muligt. Jo længere, man venter, jo værre bliver det for barnet, også i voksenlivet.
Det bedste skal stå først
Kommunerne får tit skudt i skoene, at de kigger mere på økonomien fremfor mennesket – og det har Tobias også oplevet. Dengang, der skulle findes et bosted til Tobias, kunne Sorø Kommune ikke tilbyde ham et passende bosted i kommunen, og de var ikke åbne overfor at kigge udenfor kommunegrænsen. Han måtte derfor, med hjælp fra sin mor, selv søge i en anden kommune.
“Jeg forstår godt, at de gerne vil spare penge ved at holde det indenfor kommunen, men de skal huske, at det er mennesker, de har med at gøre,” siger han.
Hans opfordring er derfor, at man først og fremmest kigger på mennesket og finder det rette bosted, så man kan få en tryg og sikker base, og en mulighed for at udvikle sig i livet. Ifølge Larna, så er kommunerne forpligtet til at vurdere, hvad der er bedst for den pågældende person. Derefter må de kigge på, hvad der er billigst indenfor denne vurdering.
“Sådan er det i hvert fald med hjælpemidler, men jeg forestiller mig, at det også gælder for bosteder,” siger hun.

Tag forældrene i hånden
Det endte heldigvis godt for Tobias. Han kom ind på et bosted i Ringsted, hvor han bor i dag – og han er overbevist om, at det skyldes en meget ressourcestærk mor, at han endte der.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende,” siger han.
Desværre er det ikke alle forældre, der er så ressourcestærke, og mange ender med at gå ned med flaget. En af årsagerne til det kan være, at man som forælder tit står meget alene og selv skal finde ud af tingene. Tobias ser det som en naturlig ting, at kommunen tager forældrene i hånden og vejleder dem i deres søgen efter den rette støtte til deres børn – også når de bliver voksne.
Når man fylder 18 år, går man automatisk fra børneområdet til voksenområdet, hvilket ofte betyder, at man skal starte forfra med at søge om diverse bevillinger. Tobias kan godt forstå, at der findes forskellige regler for børn og voksne, men det bør efter hans mening kunne gøres bedre.
“Et handicap forsvinder ikke med alderen, det varer hele livet,” siger han.
Kom ud til borgerne
Noget andet, som både Tobias og Larna godt kunne ønske sig, det var, at man fra systemets side blev bedre til at komme ud til borgerne.
“Det, jeg oplever er, at de kigger meget på papirerne, og ikke så meget på personen,” siger Tobias.
Han tror på, at hvis kommunens folk tog mere ud og besøgte f.eks. bostederne, og fik et indblik i de her borgeres liv og hverdag, så ville de nemmere kunne sætte sig ind i det menneske, de har med at gøre. Og det gælder også kommunalpolitikerne.
Ved vælgermødet i Sorø oplevede både Tobias og Larna, at kandidaterne var nysgerrige og lyttede til det, der blev sagt. De kunne godt ønske sig, at der også udenfor valgkampen var denne nysgerrighed – og her oplevede Larna også en åbenhed.
“Der var én der sagde, at vi altid kan invitere dem, og så ville det som regel godt kunne lade sig gøre”, fortæller hun med optimisme i stemmen.
Held og lykke til kommunalpolitikerne
Det var et lille udpluk af Larna og Tobias’ ønsker for handicappolitikken i kommunerne.
Fra Glad ønsker vi alle landets kommunalpolitikere held og lykke med deres arbejde de næste fire år, og vi håber og tror på, at I vil gøre jeres bedste, også på handicapområdet.


Skrevet af Magnus Schultz
Magnus Schultz er skribent i ordets bredeste forstand. Han kaster sig gerne ud i alle slags genrer og om alt slags indhold. Om det er portrætartikler, reportager, historiske analyser eller noget helt fjerde, kan man altid kende Magnus’ stil på et flydende sprog, et skarpt blik for fakta og et nysgerrigt øje for de mennesker, han portrætterer.




