Af: Julie Kragelund Holm
Foto: Jonas Koch
Indtalt af: Maria Lytzen
Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt, og det har tvunget mig til at tænke over, hvad jeg lægger vægt på, når jeg lige om lidt skal sætte mit kryds. Kommunalpolitik er vigtig for mig, fordi det er der, jeg har medbestemmelse over, hvad politikerne skal prioritere. Mit kryds kan være med til at pege min kommune i en retning, der gør min hverdag som menneske med handicap mere fri, mere fleksibel og med mindre frygt.
Som menneske med særlige behov er jeg ikke interesseret i, at de sparer på handicapområdet, og jeg frygter, jeg mister noget af min hjælp. Så når jeg skal tage stilling lige om lidt, kommer jeg først og fremmest til at se på, hvor højt partierne vægter handicappolitik. Jeg har samlet tre punkter inden for handicapområdet, der fylder mest hos mig.
Frihed til at kunne forlade sit hjem
Jeg vil lægge vægt på, om et parti vil give mere frihed til personer med handicap. Helt konkret kan det være at få samlet hjælpen fra kommunen og ikke kræve borgerens tilstedeværelse, så man er mindre bundet til sit hjem. Som det er nu, skal jeg være hjemme, når jeg får hjælp fra kommunen, også selvom den ikke kræver, at jeg er tilstede. Jeg er taknemmelig for den hjælp, jeg får, men den har også en pris, fordi den binder mig til mit hjem og begrænser min frihed. Og som det er nu, må en pårørende ikke overtage hjemmetjansen for mig, hvis der en dag er et behov for det. Jeg er dog så helidg at få min hjælp samlet, så jeg er det mere fri, og det ønsker jeg for alle med særlige behov.
Et andet område i handicappolitik, som giver frihed, er ledsagerordningen. Når jeg skal sætte mit kryds den 18. november, kommer jeg til at gå op i, hvad de enkelte partiers syn på ordningen er. Ledsagerne giver mig som menneske med handicap frihed og forbedrer min livskvalitet. Det kan være at tage en tur i biografen og se den film, jeg længe har ventet på, tage ude at shoppe de sko, jeg har brug for, eller gå på opdagelse i et andet land. Derfor vil jeg stemme på et parti, der ser ledsagerordningen som en bonus og ikke en byrde.
Mere fleksibilitet til at være fandenivoldsk
Den 18. november vil jeg også stemme ud fra, hvilket parti, der vil gøre hjælpen til mennesker med handicap mere fleksibel.
Det kunne være ved at udvide det tidsrum, hvor man kan få hjælp i. Jeg oplever, at det kan være svært at få hjælp uden for den ”normale” arbejdstid, samtidig med at det ikke altid er lige let at få rykket hjælpen til en anden dag. Ved at gøre hjælpen mere fleksibel kan jeg
også få lov til at være uforsigelig og impulsiv. Nogle gange har jeg også brug for at være fandenivoldsk. Ikke at jeg skal være det hver dag, men at jeg har muligheden for nogle gange at være det ville være en lettelse.
En hverdag med mindre frygt
Når jeg skal stemme, vil jeg finde et parti, der vil arbejde for at gøre tilværelsen for mennesker med handicap mere tryg. Det kan ske ved at sætte flere penge af til nattevagter på botilbuddene. På den måde sørger politikerne for, at borgere med handicap kan føle sig mere trygge, også om natten. Jeg har epilepsi, og hvis jeg får anfald, kommer de altid sent om aftenen. Der er ikke nogen nattevagt tilknyttet mit bofællesskab, men jeg har heldigvis en tilkaldealarm. Jeg er dog klar over, at hvis anfaldet kommer, så går der længere tid, før hjælpen kommer med en tilkaldealarm, end hvis der sad en nattevagt på den anden side af mine vægge. Det føles utrygt.
Tryghed er for mig også velkendte ansigter og faste rutiner. Jeg har en fast hjemmehjælper, der kommer, og jeg sætter virkelig pris på, at jeg har mulighed for at opbygge en relation til et menneske, der så ofte hjælper mig. Min stemme går derfor til et parti, der kan se en fordel i, at hjemmehjælpen er de samme få og ikke de mange fremmede.
I mit baghoved ligger frygten for at miste min hjælp og ulmer. Jeg har på nuværende tidspunkt den hjælp, jeg har brug for. Men jeg er også meget bevidst om, at hvis jeg mister noget af min hjælp, kan det have store konsekvenser for mit liv. Hvis jeg for eksempel mister min kørselsordning til mit arbejde, kan jeg pludeselig ikke passe mit arbejde, som giver mig livskvalitet. Mine to streger går til det parti, der anerkender, at det er en frygt, mange mennesker med handicap deler.
Jeg skal sætte mit kryds lige om lidt. Og lige indtil det er sat, vil jeg prøve at finde et parti, der lytter til mennesker med handicap. Til deres lyst til frihed og fleksibilitet og deres frygt.
