Tekst: Magnus Schultz Pedersen
Foto: af Matias Olsen
På redaktionen i Ringsted er vi ret glade for hatte, lige fra de klassiske caps til de mere gammeldags typer.
For nogle af os er hattene en stor del af vores identitet og noget, vi går med stort set hver dag.
Men de har også en særlig betydning og funktion, i forhold til vores personlige udfordringer.
Magnus – Min kasket fortæller om mine interesser

Jeg har det meste af mit liv prøvet at gå med forskellige former for hovedbeklædning, i forskellige perioder af mit liv.
På min STU f.eks. var jeg inde i en meget musisk periode, hvilket bl.a. kom til udtryk i en ternet fedora-hat, som jeg fandt på en festival.
Jeg har altid haft en stor interesse og fascination for den tyske hovedstad Berlin, og er samtidig stor fan af den lokale fodboldklub Hertha BSC. Derfor går jeg i dag meget med en kasket fra denne klub, hvorpå der også står Berlin.
Jeg har også andre kasketter, men med lige præcis denne kasket, føler jeg, at jeg viser hvor meget jeg elsker Berlin og denne fodboldklub, så derfor er den min personlige favorit.
Til at starte med gik jeg med skyggen vendende fremad, men i dag vender jeg den bagud, da jeg synes det passer godt til min personlighed, som jeg føler er lidt i den ungdommelige ende, på trods af mine 31 år.
Dennis – Min hat beskytter mig

Dennis er blind, men har stadig lidt syn tilbage, som han gør, hvad han kan, for at beskytte. Det gør han bl.a. ved at have kasket på, som dækker for sollyset.
Han har cirka fem forskellige kasketter, hvor nogle af dem har et fodboldlogo på sig, da fodbold er en stor del af hans liv og identitet – men det er ikke det eneste, der er vigtigt, når han vælger kasket.
“Skyggen skal være så flad som muligt, for hvis den er bøjet, skygger den ikke nok for solen” siger han.
Noget andet, der også er vigtigt for ham, det er, at der er hætte i hans jakker og hans trøjer – især når det regner, for i kraft af at han er blind, kan han ikke både have paraply og blindestok i hænderne.
Men disse hætter hjælper ham ikke kun i dårligt vejr…
Er han i dårligt humør, f.eks. om morgenen, har han både kasket på og to hætter over hovedet, for at beskytte sig selv og andre.
“Det signalerer, at jeg lige skal have lov til at falde ned, når jeg ankommer på arbejdet og at man ikke skal prikke alt for meget til mig” siger han.
David – Jeg føler mig voksen med min sixpence

De her moderne kasketter går David Frantsen til gengæld ikke med, da de minder ham for meget om en mørk periode af hans liv, hvor han selv gik med dem.
I stedet går han med den klassiske sixpence.
Det startede for cirka 10 år siden, da han var i praktik på en gård.
Her blev han forelsket i en pige og ville gerne imponere hende, ved at ligne en landmand.
Det lykkedes ikke, men til gengæld fandt han en stor glæde ved at gå med sixpence.
“Udover, at den giver mig en følelse af, at ligne Poul Reichhardt, så føler jeg mig også mere voksen, når jeg går med sixpence” siger han.
Samtidig betragter han den også som et personligt kendetegn. Når han er på arbejde, har han den altid på – især når han er på skærmen – hvorimod når han har fri, så har han den sjældent på.
“Når jeg bliver sat på plads af min chef, tager jeg den også altid af for at vise ydmyghed” siger han, og tilføjer, at den dermed også symboliserer hvilket humør han er i.
Mathias – Hatten hjælper mig mod stress

Mathias Thing går også med sixpence. Ikke for at ligne Poul Reichhardt, men for at have en anonym stilart, som passer til hans personlighed og ikke tiltrækker for meget opmærksomhed.
“På en måde handler det om at afgrænse mig lidt fra omverdenen, men ikke på den overdrevene måde, som med en hætte f.eks.” siger han, og supplerer;
“Samtidig er jeg også lidt en gammel sjæl, som en af mine kolleger udtrykker det, og her passer min sixpence perfekt ind.”
Men det er ikke det eneste, der er vigtigt i forhold til hans hovedbeklædning. Materialet skal være blødt og diverse mærkater skal fjernes, da han har en følsom hovedbund.
Derudover skal pasformen også være den rette.
“Jeg blev opereret for vand i hovedet som barn og fik indopereret en ventil, så det må ikke sidde for stramt, da det kan påvirke ventilen og dermed mit hoved” siger han.
Mathias er, qua sin autismediagnose, også et stort vanemenneske, og hans sixpence er med tiden, blevet en fast del af ham. Så hvis han glemmer den, kan han let blive ramt af stress, fordi der er noget, som ikke er som det plejer.
“Man kan sige, at den er en del af mit daglige møblement, på linje med min servicehund og mine høreapparater” konkluderer han.
Andrei – Bowlerhatten gør at jeg skiller mig ud

Andrei Thustrup går hverken med sixpence eller moderne kasketter.
Han går derimod med traditionelle gammeldags hatte, såsom bowlerhat og høj hat.
“Jeg kan godt lide de her gammeldags hatte, da designet er meget enkelt, ligesom det var på mange områder dengang, man gik med disse hatte” siger han og supplerer med et grin;
“Samtidig minder formen på en bowlerhat om en ekstra stor hjerneskal.”
Grunden til at han går med disse hatte er, at han i kraft af sin autismediagnose, ikke vil ligne alle andre.
Derfor iklæder han sig sort og simpelt tøj, plus en gammeldags hat.
På den måde føler han sig også lidt usynlig og anonym, da folk ender med at fokusere på selve hatten, fremfor på personen.
“Det giver mig en følelse af at have en anden identitet, fordi folk tænker; Det er bare ham med hatten, og det får mig til at slappe mere af” siger han.
Samtidig minder hatten ham om den tid, hvor folk var mere distanceret fra hinanden og ikke gav hinanden kram, når de mødtes, men bare lettede på hatten. Han kan ikke lide at kramme, pga. sin overfølsomhed, så derfor er denne stil også perfekt til ham.
