Af David Frantsen
Fotos: Matias Olsen
“Jeg er nok bare en hystade…”, “Hvornår lærer jeg at høre efter….”, “Jeg skal ikke være så vild….”. Det er tanker, der har suset rundt i hovedet på mig, indtil det gik op for mig, at jeg havde autisme.
I anledningen af Den Internationale Autismedag vil jeg nu fortælle, hvordan det har været for mig at være larve, puppe og sommerfugl med denne diagnose.
Autisme i barndommen
Fra begyndelsen var jeg ikke som andre børn. Nærmest som en ulvehvalp i en hundekennel. Jeg ville ikke altid lege med andre, og i børnehaven gik jeg altid rundt med en kæp på skulderen og sang:
“Hej ho, hej ho, så skal vi hjemad gå!” Mine venner i børnehaven havde ikke noget imod det, for i Prins Jørgens Gård Børnehave i Vordingborg, var vi mange skæve eksistenser, og vi børn havde det skideskægt med hinanden.
Men dengang i 1990´erne havde man en utrolig minimal viden om handicappede børn. Jeg kiggede aldrig de voksne i øjnene, når de snakkede til mig, og de forbød mig at lege med legetøjsdyr, fordi jeg altid skulle brøle og skrige som en lille bjørn, når jeg levede mig ind i legen.
I skolen var jeg klassens klovn og kunne slet ikke høre efter i timerne. I 5. klasse var jeg til børnepsykiater, hvor jeg fik at vide, at jeg havde autisme, eller rettere sagt: “Aspergers syndrom”. Den slags form for autisme, jeg har, kaldte man det dengang.
Mange refererede til os som “normale med autisme” dengang, og det, syntes jeg, var yderst forkert, for så blev vi tit tvunget til at opføre os mere “normalt”. Men det åndelige er jo lige så meningsfuldt som det værdslige, og man hælder jo heller ikke en kørestolsbruger ud af rullestolen og siger “gå så”, vel?
I dag er jeg så lykkelig over, at det bare hedder autisme.
Teenagetiden
Teenagetiden var en meget lunken tid for mig. Omverdenen kunne ikke forstå, at jeg havde mine særinteresser som eksempelvis dyr og Disney, og det betød, at jeg blev mobbet meget og udviklede en temmelig aggressiv adfærd, da jeg var i puberteten.
I 7. klasse startede to bøller i min klasse, og de skulle hele tiden drille mig med, at jeg var vild med dyr og lokkede mig til at fortælle latinske dyrenavne kun for at gøre nar ad mig.
Det var svært for mig at håndtere. På grund af min autisme kunne jeg ikke aflæse dem, plus at jeg også tog tingene dobbelt så meget nær. Da jeg var 14, gik det så galt, at en af bøllerne overfaldt mig. Personen ville have, at jeg skulle snakke om dyr, hvortil jeg sagde:
“Det har jeg slet ikke lyst til, for jeg har erfaret, at når du vil have mig til at tale om dyr, så er det kun for at gøre mig til grin, så den hopper jeg ikke på!”, og så hoppede bøllen op på mig, rev mig i armen og sparkede mig i inderlåret, så jeg fik et stort blåt mærke. Jeg måtte bide tænderne sammen, for hvis jeg græd, så kunne jeg få en på siden af hovedet.
Det kan godt være, at vi mennesker rent teknologisk og videnskabeligt har udviklet os meget, men på det menneskelige plan, der er vi jo stadigvæk fuldstændig, som vi var i stenalderen. Og netop derfor kunne det havde været vidunderligt, hvis der var mere oplysning dengang om mobning og minoriteter.
Voksenlivet
I 2018 var jeg 27 år gammel og landede på mit drømmejob, TV Glad i Ringsted, men jeg havde stadigvæk nogle aggressioner i kroppen, og jeg kunne tit med vilje lave drama, fordi det havde ligget naturligt for mig siden 7. klasse, indtil en fra min familie sagde:
“David, har du overhovedet fået bearbejdet konflikterne fra folkeskolen?”. Og så knækkede filmen, fordi jeg hver dag i 7. klasse havde haft paraderne oppe for at forsvare mig og havde Hitler, Mussolini, Lenin og Stalin i hovedet, fordi jeg skulle være en benhård mand, der kunne forsvare mig mod bøllerne.
Da jeg samme år var på ferie med familien i Sverige, havde jeg haft en uheldig oplevelse i et supermarked, og så blev jeg så hidsig, at jeg marcherede ud i skoven i nærheden af feriehytten, og ENDELIG efter alle de år fik jeg grædt ud. Jeg lå i skovkanten og rullede mig sammen som en vandspruttende drage og hulkede og græd som aldrig før.
Men herregud, hvor var det SKØØØØNNNT!!!! Bedre sent end aldrig, for mænd må også græde og vise sårbarhed, og selvom at livet går op og ned, så har jeg aldrig haft det så godt, som jeg har nu.
For det at være voksen og have autisme er ret skønt. Både fordi jeg elsker at lave TV, Radio og andre ting for TV Glad, men også, fordi jeg endelig også via min dagbog og terapeut har fået bearbejdet traumerne fra folkeskolen og har lært at se indad.
Som voksen har jeg lært utroligt meget om mig selv. Jeg har lært selverkendelse, blandt andet det med at når en trend starter, så må jeg gerne holde fast i mine egne værdier med værdighed.
Og med disse ord vil jeg sige, at alle har ret til at være dem, de er. ALLE køn har ret til at vise sårbarhed! Mænd har OGSÅ har ret til at græde. For grunden til, at jeg ikke fik mine oplevelser bearbejdet var, at jeg selv havde den gammeldags overbevisning om, at “rigtige mænd græder ikke! De skal spille med musklerne og være hårde!”.
Nej, uanset hvilket køn du er, mand, smuk kvinde, transkønnet, nonbinær eller genderfluid, så skal du have lov til at glæde dig, når du er trist eller at græde, når du er lykkelig. Glædelig autismedag!
