Af Mathias Thing Nielsen
Julen står for døren, og det er igen blevet tid til at tælle ned til juleaften med alt, hvad dertil hører af kirkegang, flæskesteg, brun sovs, hvide og brunede kartofler samt ikke mindst rødkål og risalamande. Og den søde juletid rimer som bekendt også på læsetid!
Jeg har udvalgt tre bøger, som sætter den helt rigtige julestemning og giver lidt julemagi i den mørke tid!
Den første bog, jeg har taget med, er Mens vi venter på julen af den svenske børnebogsforfatter Ulf Nilsson. Den indeholder fortællinger, som kan læses for hver søndag i advent op mod jul.
Dernæst har jeg Jul da jeg var lille, som eren samling af kendte nordiske forfattere, der fortæller om deres barndomsjul.
Sidst, men ikke mindst har jeg selvfølgelig en samling af Astrid Lindgrens julefortællinger med. Så mon ikke, der skulle være noget for enhver smag?
Som udmeldt i forrige udgave, bliver dette den sidste udgave af boganbefalingerne, da undertegnede stopper på TV-Glad ved årets udgang.
Jeg vil gerne sige tak alle, der har læst (og hørt) med siden første omgang boganbefalinger i sommeren 2022.
Men lad os nu kaste et blik på bøgerne, jeg har med her i den søde juletid.

Mens vi venter på julen
Titel: Mens vi venter på julen
Forfatter: Ulf Nilsson
Oversat fra svensk af Anne Fægteborg
Forlag: Turbine, 2023
Findes som lydbog og punktbog
Har du nogensinde haft besøg af en nisse på dit værelse, skippet ventetiden, fordi du simpelthen ikke kunne vente eller blevet syg med influenza LIGE i dagene op til jul og siden oplevet, at nogen eller noget har overtaget tjansen med juleforberedelserne hjemme hos dig?
Det er det, personerne i de fire adventsfortællinger oplever i Mens vi venter på julen.
Fire hyggelige fortællinger, der kan læses som en adventskalender, én for hver søndag i advent.
Der er både traditionel julestemning, men også almenmenneskelige refleksioner over det, som julen også handler om, nemlig hvordan vi omgås hinanden og højtideligholder det faktum, at der den 24. december for 2.000 år siden kom et lille menneskebarn til verden i en stald i Betlehem.
Lydbogen er indlæst af Rikke Bolander for Nota, nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder, i 2024.

Jul da jeg var lille
Titel: Jul da jeg var lille
Delvist overst fra svensk af Birgit Steenstrup
Forlag: Gyldendal, 1993
Findes som lydbog
Jul da jeg var lille indeholder rigtige erindringsfortællinger med lige danske og svenske bidrag. Personligheder som Astrid Lindgren, Selma Lagerlöf, Godtfred Hartmann og Mette Winge giver her deres fortællinger om deres barndomsjul.
En erindringssamling fuld af hyggelig julenostalgi og en perfekt samtalestarter mellem generationerne om julen dengang og nu.
Lydbogsudgaven er indlæst af Susanne Stage for Danmarks Blindebibliotek i 1994.

Julefortællinger
Titel: Julefortællinger
Forfatter: Astrid Lindgren
Oversat fra svensk af Kina Bodenhoff og Johannes Riis
Forlag: Gyldendal, 2018
Findes som lydbog og punktbog
Julefortællinger er en komplet samling af Astrid Lindgrens julefortællinger, som stammer fra fortællingerne om Emil fra Lønneberg, Madicken, Pippi Langstrømpe og Lotte fra Spetakelmagergade.
Fortællingerne er en rejse lige lukt tilbage til barndommens jul, den magiske tid vi alle husker.
I fortællingen Kitte Kry hjælper mormor ser vi en klassisk fortælling om en mormor, der bor under samme tag som sit barnebarn. Mormoren falder og brækker benet, og hvordan skal det dog så blive jul? Kitte Kry sætter sig for at hjælpe sin mormor, så det atter kan blive jul!
I fortællingerne fra Emil fra Lønneberg hører vi også om det, som julen egentlig handler om, nemlig næstekærlighed og menneskeligt overskud. Dette er symboliseret ved fortællingen om Emils julegilde for lemmerne fra det lokale fattighus.
Lydbogsudgaven er indlæst for Nota af Ellen Flyvbjerg i 2019.

Det var så denne omgang boganbefalinger og den sidste nogensinde af undertegnede.
Tusind tak til alle, der har læst med. Jeg håber, I er blevet inspireret til masser af god læsning.
Der er masser af bøger, som ligger og venter på at blive læst. Og husk, en funktionsnedsættelse er ikke en hindring for at give sig i kast med bøgernes verden, hvilket var min mission, da jeg sagde ja til, at bestyre en udgivelse med boganbefalinger.
Tak for opbakningen.
Rigtig glædelig jul og godt nytår. Og pas på jer selv derude.

Skrevet af Mathias Thing
Mathias Thing er litteraturformidler og taleskriver. Hans formidling er analytisk og leveret i et majestætisk sprog, der får de fleste til at stoppe op og lytte. Mathias fælder ikke dom i sin formidling, men baner vejen til kulturens forunderlige verden for sine læsere.




