Tekst af Olivia Curtis, foto af Daniel Tjørnqvist
Som små drenge mødte Jón Tór og Daniel hinanden hen over hækken hjemme på villavejen. Det udviklede sig til et særligt venskab, hvor drengenes leg endte med at blive en af de vigtigste årsager til, at Daniel lærte at gå. I dette interview fortæller Jón Tór om, hvordan han som barn lærte sin ven Daniel at gå – helt uden at vide det.
Hvordan opstod venskabet?
”Jeg flyttede ind på vejen, hvor Daniel også boede. Vi var ca. 9-10 år gamle. Daniel ville lege med de kort, jeg legede med, men jeg nåede aldrig at lære ham det, for vi ville gerne så mange andre ting. Vi spillede computer og snakkede og fik et meget tæt venskab”.
Hvad motiverede dig som barn til at hjælpe Daniel?
“Jeg var ikke selv bevidst om, at jeg hjalp ham. Det var først nogle år efter, at jeg kunne se det.
Det startede egentlig med, at jeg ikke gad at betale for en busbillet hjem fra biografen, så jeg spurgte Daniel, om ikke bare vi skulle gå hjem.
Så endte vi med at gå, men jeg vidste ikke, at han den dag havde gået længere end nogensinde. Jeg var ikke klar over det. Men senere hen blev han glad for at gå ture sammen. Før havde vi spillet meget sammen, men nu gik vi bare helt vildt meget, selvom Daniel egentlig ikke kunne gå særligt godt. Derefter begyndte vi at træne sammen. Men der gik nogle år før jeg indså, at jeg havde hjulpet ham. Som barn tænkte jeg ikke rigtig over, at Daniel var begrænset, vi var jo bare to jævnaldrende venner. Så jeg havde ikke rigtig nogen grund til at tro, at jeg skulle vise et særligt hensyn. Der gik lidt tid, men så fortalte han mig, at den dag efter biografen var første gang, han havde gået”.
Hvad har venskabet med Daniel betydet for dig?
”Mest gik vi bare og snakkede som to venner. Nød naturen eller fik en kebab sammen. Senere har jeg nok påtaget mig mere en hjælpende rolle. Jeg har tænkt over hans handicap, men ikke da vi startede med at lege, og nogle gange har jeg måtte konfrontere ham med det. Men så gik der nogle år, og så ville jeg også nogle andre ting som at gå i byen, hvor det ikke var lige så nemt for Daniel at komme rundt. Så nogle gange har der været nogle begrænsninger, men venskabet er det vigtigste. Og når vi var ude i byen, så passede vi ekstra godt på hinanden. Nogle gange har jeg følt, at jeg skulle tage et hensyn og ikke presse for hårdt, men det er også godt for mig at lære”.
Hvad fik det dig til at føle, da det gik op for dig, hvad jeres tid sammen havde betydet?
“Jeg følte glæde. Overvældet. Fordi jeg ikke var klar over hvor meget det betød. Og det betød meget for mig, at jeg kunne hjælpe. Daniel er en rigtig god ven for mig, så da jeg så, at jeg kunne hjælpe ham med at få den gangfunktion og få den livskvalitet, det rørte mig”.
Hvad er det vigtigste, du har lært af dit venskab med Daniel?
“Man skal tage folk for, hvad de er. Han kalder også mig skæv, ligesom han kalder sig selv. Om det er et handicap eller en sjov hobby eller andet der gør en anderledes, så længe man er et godt menneske. Og Daniel er et virkelig godt menneske. Daniel er en meget direkte som person, han kender sine begrænsninger og er god til at sige fra, og det kan vi alle lære noget af”.
“Vi har en lang historie bag os, og jeg er glad for at have givet ham mulighed for at blive mere aktiv. Men jeg er lige så taknemmelig for at have ham i mit liv. Jeg har næsten været misundelig på hans ærlighed, hvor han også ser det gode i mig, så jeg har fået bedre selvværd af vores venskab”, afslutter Jón Tór”.
