Holder det stadig: GTA Vice City

31. 01. 2022

Af Svend Gejl 

Grand Theft Auto: Vice City har 20-årsjubilæum. Vi kigger nærmere på, om spillet stadig holder. Artiklen indeholder spoilers!

Hvad går det ud på? 

Man styrer Tommy Vercetti rundt i den fiktive by Vice City i den vildeste 80’er-Miami Vice-stil. Han kommer tilbage efter 15 års fængselsophold, med fly til Escobar International Airport, Vice City, med få penge på lommen.

Han skal skaffe og sælge narkotika for at tjene penge til sin gamle mafia-boss Sonny Forreli.

Men det ender galt, da nogle maskerede mænd dukker op og skyder efter Tommy og Forreli-gutterne, og fyren de skulle handle med dør. Så Tommy og hans advokat Ken Rosenberg må flygte væk, da Sony Forreli vil have sine penge tilbage. Tommy Vercetti vil have hævn, og det hele begynder. 

Det syntes vi dengang

I dette fede, farverige spil, som var en efterfølger til Grand Theft Auto 3, var grafikken begyndt at blive bedre. Dengang var det mega cool, at Rockstar åbnede for flere muligheder, en der var i Grand Theft Auto 3.

At man startede indenfor i et hotel var begyndelsen på, at bygninger og steder kunne besøges. Det gjorde spillet mere levende.

“Jeg husker, at man kunne køre rundt og slagte folk med samuraisværd på motorcykel til fed 80’er-diskoradio.”

– Fra artiklen

Man kunne flyve med RC-helikopter, hvilket var den mest irriterende mission af alle, og man kunne også flyve med vandfly. De forskellige radiostationer som Fever 05, Wildstyle og V-Rock gjorde, at spilserien begyndte at blive magisk. 

Jeg husker, at man kunne køre rundt og slagte folk med samuraisværd på motorcykel til fed 80’er-diskoradio. Man kunne købe huse, stripklubber og firmaer. Endda få adgang til nyt tøj og nye våben, som en kødhakker, en motorsav, en flammekaster samt tåregas, der kun var med i PS2-udgaven. 

Det synes vi nu

Personlig er jeg jo til retro-grafik og kan godt lide grafikken i GTA: Vice City. Men grafikken er nok ikke, som mange ville forvente, at den var i dag. Den er kantet og ikke så pæn. Remasteren fra 2021 ser heller ikke smooth ud.

Gameplay-mæssigt holder historien stadig, men man har ikke så mange muligheder som i de seneste Grand Theft Auto-spil. Man savner at kunne lidt mere, som at rende rundt og besøge flere bygninger og lave andre ting end at rende rundt og skyde, eller køre rundt og klare missioner.

“Der er blod, action og nøgenhed, lækre damer, fede biler, fly, helikoptere, våben og narkotika.”

– Fra artiklen

Dog kan man finde nogle steder, hvor man kan få skiftet sit tøj. Man kan også besøge en stripklub samt være inde i sit safe house.

I bund og grund synes jeg stadig, spillet holder i dag. Personligt kan jeg stadig lide den gamle grafik fra spillet, da 80’er-looket er mega charmerende, og historien er også stadig god.

Spillet er ikonisk med sin 80’er-stil med masser af farver, fede cut-scener og soundtracks. Der er blod, action og nøgenhed, lækre damer, fede biler, fly, helikoptere, våben og narkotika. 

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han samler på spil og figurer og elsker at hygge med vennerne online.

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…