Tekst: Maria Lytzen
Foto: Lotte Horup
Som menneske med et handicap følger jeg meget med i, hvordan forhold og levevilkår er for mig her i Danmark.
Men jeg har også tit tænkt på, hvordan det mon er at leve med et handicap, i andre lande?
Derfor har jeg med stor glæde fulgt med i DR-dokumentarserien ”Rosenmeirs Rejse”, hvor para-atleten Peter Rosenmeier rejser ud verden og møder mennesker med handicap, som lever markant anderledes liv end i Danmark.
Efter at have set programmerne har jeg lyst til at vide endnu mere om de forhold og levevilkår han har oplevet, i de lande han har besøgt – både i forbindelse med programmerne, men også når han har rejst rundt som para-atlet.
Derfor tog jeg turen ud til Brøndby Stadion, hvor Peter Rosenmeier arbejder for Parasport Danmark, for at tale med ham om de anderledes levevilkår handicappede lever under, udenfor Danmark.
Hvilket af de lande du har besøgt, har gjort størst indtryk på dig?
Nu var vi jo først i Afrika, og det var klart der, hvor jeg havde regnet med, at det ville være hårdest at være – rent følelsesmæssigt.
Men det var det faktisk ikke.
Altså, det er enormt fattigt, og hvis du ikke kan arbejde, så er du mere eller mindre færdig.
Og det er uanset om du har et handicap eller ej.
Men deres baggrund er jo som den er, på grund af mangelfuld uddannelse og viden.
Så derfor står Afrika i stærk kontrast til, da vi var i Ukraine.
Her er et land, der egentlig er okay med økonomisk (vi var der før krigen), men hvor man tager en beslutning om, at handicappede mennesker ikke er lige så meget værd som alle andre, hvorefter de så afleverer dem til staten.
Så jeg synes det var hårdere at møde de forskellige skæbner i Ukraine, fordi de tager en beslutning om at gøre sådan, men har faktisk en mulighed for at gøre noget andet, men det gør de bare ikke.
Vi var også i Dubai….
Det er gået op for emiraterne i Dubai at lige om lidt, så har verden ikke brug for deres olie længere, og så skal de finde på noget nyt at tjene penge på.
Derfor har de besluttet at blive et sundhedsmekka, samt være verdens bedste land for mennesker med handicap.
Og det betyder jo så, at de har lavet en masse regler.
Du må f.eks. ikke sige handicappet mere, men skal sige People of Determination.
Det er helt gak, efter min mening!
Du må heller ikke nægte en person med et handicap at få et arbejde, hvis de kommer og siger, at de gerne vil arbejde i en butik, uanset om der er en stilling slået op eller ej.
Umiddelbart tænker man – det er da meget godt, men det er det jo bare ikke, for du skal jo ikke få et arbejde på baggrund af, at du har et handicap.
Du skal jo få det på baggrund af, at du har nogle kompetencer inden for et område.
Hvilket land vil du sige, er det bedste land at leve i som handicappet?
Hvis jeg skulle nævne et land udenfor Skandinavien, hvor jeg synes mennesker med handicap har det godt og mange muligheder, så er det Japan.
I modsætning til mange af de andre lande, så de er jo ekstremt ordentlige, og ekstremt organisatorisk stærke.
Der er jo ingen, der på den måde bliver efterladt af systemet.
De har styr på tingene, både det menneskelige og det sundhedsmæssige.
Vi har det godt i Danmark
I mit hoved er der ingen tvivl om, at vi har det rigtig godt i Danmark.
Mit formål med at sige dét, er ikke at vi bare skal flette næbbet og være glade for, at vi bare kan eksistere, som vi kan i Danmark.
Der er masser af ting omkring mennesker med handicap i alle mulige afskygninger, som kan optimeres rigtig meget i Danmark.
Men jeg synes også, at vi lever i et samfund, hvor vi tager mange ting for givet og glemmer, hvor godt vi trods alt har det.
Vi skal være glade for, at vi er født i Danmark, og ikke alle mulige andre steder.
5 facts om Peter Rosenmeier, du måske ikke vidste:
Han er uddannet pædagog
Har spillet fodbold i 6 år
Gik også til svømning som barn
Begyndte at spille bordtennis som 15-16-årig
Arbejder som rekrutteringsansvarlig i Parasport Danmark med børneprojektet Rising Stars
– som handler om at få børn med fysisk handicap til at dyrke idræt
