Af Magnus Schultz Pedersen
Foto: Chris Palmgren (Tidligere ansat, nu frivillig fotograf)
Valgkampen er overstået. Jeg har hængt valgplakater op, jeg har delt flyers ud og jeg har deltaget i en paneldebat. Det har været en på alle måde begivenhedsrig valgkamp. Det har været hårdt, men det har også været sjovt.
Tirsdag den 18. november kulminerede en måneds valgkamp med den altafgørende afstemning, hvor borgerne skulle afgøre, hvem de helst så som deres repræsentanter de næste fire år.
Færre stemmer end sidst
Jeg tilbragte valgaftenen i Ringsted Kongrescenter, hvor der var valgcafé. Her kunne man på en storskærm følge med i resultaterne fra de forskellige afstemningssteder, som tikkede ind en efter en.
Alle partierne var til stede, heriblandt os fra Radikale Venstre. Vi var alle virkelig spændte på, hvad resultatet ville blive – ikke mindst for os, da vi i forvejen ikke havde noget mandat i byrådet.
Spærregrænsen i Ringsted er 800 stemmer, og ved valget i 2021 fik vi kun 560 stemmer, hvilket resulterede i, at vi mistede det mandat, vi havde dengang. Så det var ikke uden spænding, da vi sad og fulgte med i resultaterne efterhånden som de blev offentliggjort.
Der gik dog ikke meget mere end halvanden time, før vi indså, at vi heller ikke denne gang ville komme over spærregrænsen. Vi fik blot 417 stemmer – altså 143 mindre end i 2021. Det var en tilbagegang, vi ikke helt havde regnet med, da vi ellers havde gjort alt for at synliggøre os i valgkampen.
Så der kommer lige fire år mere uden radikal deltagelse i byrådet. Det er vi selvfølgelig kede af, men vi lader os ikke slå ud. Vi satser på at tredje gang er lykkens gang.

Fra 32 til 28
Det har været hårdt og tidskrævende, men det har i den grad også været spændende og lærerigt. Jeg fik f.eks. rykket en personlig grænse ved at deltage i min allerførste paneldebat.
Jeg havde oprindeligt sat mig for, at jeg ikke skulle deltage i paneldebatter, så det var med nerverne udenpå tøjet, da jeg mødte op på ZBC Ringsted for at gøre det alligevel. Det gik dog godt, synes jeg selv – og det må der også være andre der synes, for jeg fik i alt 28 personlige stemmer. Det er godt nok færre end de 32, jeg fik i 2017, men det er da et fint resultat.
En del af dem er selvfølgelig fra familie og venner, men meget tyder på, at næsten halvdelen af de stemmer kommer fra folk, jeg ikke kender – så jeg må trods alt have vundet noget tillid, hvilket jeg er meget glad for. Og med det i tankerne kunne jeg godt forestille mig at vende tilbage som byrådskandidat i 2029, og forhåbentligt vinde nogle flere vælgeres tillid.
Under alle omstændigheder forbliver jeg aktiv, og det er der også behov for, da der er for få medlemmer – ikke bare i Radikale Venstre, men i alle partier.
Endnu et valgår
I dag er det kun 2-3% af befolkningen, der er medlemmer af et politisk parti, og meget tyder på, at der bliver færre med tiden. Så hvis du selv overvejer at blive en del af et politisk fællesskab og gøre en indsats for demokratiet, så tag et kig på de forskellige partier og overvej, om der er et af dem, der skal have dig med på holdet.
I 2026 skal der også være folketingsvalg, hvilket er en kærkommen mulighed for at blive politisk aktiv.

Skrevet af Magnus Schultz
Magnus Schultz er skribent i ordets bredeste forstand. Han kaster sig gerne ud i alle slags genrer og om alt slags indhold. Om det er portrætartikler, reportager, historiske analyser eller noget helt fjerde, kan man altid kende Magnus’ stil på et flydende sprog, et skarpt blik for fakta og et nysgerrigt øje for de mennesker, han portrætterer.




