Af Larna O’Reilly
Foto af Matias Olsen + privatfoto
Et genert barn
Som barn var jeg meget genert, og jeg brød mig ikke om at fx at sige noget i klassen, eller at andre kiggede på mig. Jeg husker tydeligt, hvordan vi skulle optræde i skoleteateret engang. Jeg var så bange, at jeg blev helt ked af det og løb væk fra scenen. Jeg havde slet ikke lyst til at deltage, og det var så overvældende.
Starten på TV Glad
I 2022 begyndte jeg på TV Glad, og jeg troede, at jeg kun skulle være bag kameraet. Jeg ville slet ikke stå frem foran andre. Men en dag besluttede jeg alligevel at sige ja til at være med foran kameraet, og selvom jeg blev nervøs, gjorde jeg det. Jeg forsøgte lidt ad gangen, og selvom det blev ved med at være svært, forsøgte jeg igen og igen. Jeg kunne mærke, at jeg langsomt begyndte at tage skridt ud af min komfortzone.
På TV med millioner af seere
I 2024 er alting forandret. Nu ser millioner af mennesker mig på TV, og de kan høre, hvad jeg har at sige om mig selv. Jeg er blevet rost af Nikolaj Coster-Waldau, hvilket var en helt speciel oplevelse for mig. Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det føltes, men det var som en bekræftelse på, at jeg havde taget nogle kæmpe skridt. Jeg laver nu podcast og skriver også artikler, hvilket jeg aldrig havde troet, jeg ville kunne. Fra den generthed og angst, jeg følte som barn, er jeg nu blevet en, der tør stå frem og dele min historie med verden. Jeg er stolt af, hvor langt jeg er kommet, og det er ikke slut endnu.