Tekst af David Frantsen, Foto af Matias Olsen
Det er ikke altid, at der har været lige meget fokus på os mennesker med funktionsvariationer – inklusiv os mennesker med autisme. Op igennem tiden er der personer i den fiktive verden – på film eller andre i medier -, som vi både har kunnet spejle os i, men som også har haft modsat effekt på andre folks syn på autismediagnosen.
Eksempelvis filmen “Rain Man” fra 1988. Jeg afskyr denne film, fordi den giver en forkert opfattelse af, hvordan vi med autisme er. Jeg er nogle gange blevet konfronteret med folk, der har troet at jeg var ligesom Dustin Hoffmans karakter, og jeg har måttet afvise blank hver gang, og forklare at langtfra alle på autisme-spektrummet er ligesom ham.
Film kan nedbryde tabuer
Lidt bedre (kun lidt) gik det med filmen “Mozart and The Whale” fra år 2003, der handler om to mennesker med autisme, som forelsker sig og bliver kærester. På den ene side synes jeg, at det var en sød kærlighedshistorie, men på den anden side var den også meget stereotyp i den måde mennesker med Aspergers bliver portrætteret på. Eksempelvis i en scene, hvor de er i Zoologisk Have, hvor den kvindelige hovedrolle står og efterligner dyrene, syntes jeg var meget stødende at se på.
Men så er det vigtigt at huske serien “Atypical”, som havde premiere på Netflix i år 2017. Denne serie gav et lidt mere realistisk billede på, hvordan personer med autisme tænker. Selvom jeg til tider blev lidt irriteret på hovedpersonen Sam, så mener jeg virkelig, at denne serie er god til at nedbryde tabuer. Især hvor svær kærlighed og sex kan være, når man besidder denne diagnose!
Identifikation med animationsfigurer
Der har også i animationens verden været figurer, som jeg har kunnet identificere mig med på den ene eller anden måde. Og som jeg også har været lidt besatte af på en måde. Hvis jeg har villet skjule min følelser – til en familiekomsammen eller hvis jeg har villet imponere piger – har jeg tit optrådt og opført mig som Frieza fra Dragon Ball.
Altså, hvor jeg har været lidt elegant og listig, kun for at skjule det der gemmer sig bag mine øjne. Da jeg også har ADHD, var jeg som barn helt vild med Tigerdyr fra Peter Plys. Han har altid så meget krudt at brænde af, og han er megahurtig.
Da jeg var 10 år, kunne jeg heller ikke dy mig for at springe op på andre, mens jeg sagde de samme lyde som Tigerdyret.
Vi udvikler os i vores eget tempo
Under alle omstændigheder synes jeg, at det er godt og vigtigt, at der er kommet så meget fokus på mennesker med handicaps ude i medieverdenen. Jeg er så stolt over, at vi fra TV-Glad giver outsiderne en stemme! Og man skal huske på, at mennesker med handicaps udvikler sig i deres helt eget tempo, og at det man ser på film, ikke nødvendigvis afspejler den virkelige verden præcis. Det gælder hverken scener om den store kærlighed eller mennesker med diagnoser.
