Klumme og foto af Maria Quitzau
Min mobil vækker mig kl. 06:00. Jeg har behov for et pusterum og trække stikket ud af min Ipad – bare være.
Jeg prøver at se 1 uge frem. For nogle gange er det svært at følge med tiden. Her kan jeg godt komme ud på glat is, jeg føler mig som en Disney prinsesse på skøjter. Men når solens første stråler viser sig, jeg bliver varm inderst inde. For jeg kender ikke dagen lige med det samme, men der er fuglefløjt og glade stemmer udenfor.
Fremtiden udvikler teknogien, til andre måder at se tingene på. Før i tiden var der buskort og køb af billetter til bussen, her betalte man med kontanter. Nu er det rejsekortet, man skal rejse med, rejsekortet skal man tage frem i toget og i bussen og metro. Fremtiden udvikler teknogien og sætter frø, sår den kan spirer til noget nyt og spændende.
Men tiden flyver superhurtig fremad, på skærme til Ipad og computer med nye apps til mobiler og til armbåndsur.
For de ældre er det praktisk med et talende armbåndsur, ligesom det er smart med programmer til dem, der har et Handicap og som ikke har noget sprog.
Hvad med dem som helst vil være i nutiden, ja for har man Down syndrom, som jeg er født med, så har man 47 kromosomer, det forsinker udviklingen. Og man lærer langsommere end mange andre gør.
Jeg lærer bedst, hvis jeg får nye ting i hænderne. For jeg kan ikke håndtere E-boks, regninger eller pengesager i bank. Så det får jeg hjælp til. Men nogle gange ville jeg ønske, at man kunne stoppe tiden, for forandringer kan ske for hurtigt.
Tiden udvikler sig til noget mere spændende og teknologi kan gøre, at vi alle kan være med – også gamle eller svagtseende -, men Ipad og teknologi kan også gøre, at jeg glemmer tid og sted. Jeg vil gerne følge med strømmen og kunne de samme ting som andre, men jeg har barrierer i mit handicap, så uanset hvor meget jeg prøver, så vil jeg jo stadig være mig. Og der kan teknologi gå for hurtigt.
