Første rejse alene: En ny side af mig selv 

30. 01. 2024

Tekst og foto af Magnus Schultz Pedersen 

“At rejse er at lære…” 

Sådan skriver min kollega Mathias Thing Nielsen i en af sine rejseklummer, og det er jeg enig i, især hvis man rejser alene, hvilket jeg gjorde for første gang i december 2023. 

Jeg tog på en juletur til Berlin, hvor jeg har været flere gange og elsker at være. Indtil nu har jeg kun rejst sammen med familie eller venner, men jeg har længe gerne villet prøve at gøre det alene for at få en fornemmelse af, hvordan det er i forhold til det andet, og om jeg ville kunne holde ud at være afsted på egen hånd. 

Det kunne jeg heldigvis godt, og så lærte jeg også en ny side af mig selv at kende, da der skete noget uforudset, hvor jeg reagerede på en, for mig, nok lidt uventet måde… 

Overskuelighed i én pakke

Jeg valgte at tage dertil med en bustur fra SkanRejser, hvilket jeg har gjort de fleste af gangene, og som, efter min mening, er den bedste måde at gøre det på. Jeg er ikke så vild med at flyve, og samtidig vil jeg gerne have det så let og overskueligt som muligt. 

Alt var samlet i én pakke; bus, færge, hotel og morgenmad – så jeg skulle ikke bestille transporten og hotellet hver for sig som i mange andre tilfælde. 

Jeg blev samlet op på et af fem udvalgte steder og transporteret hele vejen til hotellet i Berlin, og da ferien var slut, blev jeg hentet ved hotellet og kørt samme vej tilbage. 

En perfekt og overskuelig rejseform, især for mig. 

Velfungerende transport og velsmagende juledrikke

Selve opholdet gik også godt. Jeg har været i Berlin flere gange og kender derfor diverse områder ret godt plus den offentlige transport, som er rimelig velfungerende og nem at finde ud af. 

Man kan købe en billet, der er gyldig i hele 24 timer, og samtidig gælder billetten til samtlige offentlige transportmidler i hele byen; tog, bus og sporvogn. Ret praktisk, når man som mig har brug for, at det ikke er så indviklet. 

Med den billet havde jeg rig mulighed for at rejse byen tynd og se på de historiske monumenter, heriblandt Olympiastadion, hvor min yndlingsfodboldklub holder til.  

Nu var det jo december måned, så byen var også fuld af diverse julemarkeder, hvor jeg også hang en del ud og drak Glühwein, som tyskernes gløgg hedder. 

Dansk musik på et tysk værtshus

Selvom jeg var alene afsted, var jeg ikke 100% alene. Jeg har en håndfuld bekendte i byen, som jeg har lært at kende igennem vores fælles passion for fodboldklubben Hertha BSC. Jeg mødtes med to af dem den første aften på deres stamværtshus, hvor vi hyggede os og snakkede om alt muligt – skiftevis på dansk og tysk. 

Ligesom jeg har en særlig interesse for Tyskland, så har den ene af de to en særlig interesse for Danmark og kan derfor en smule dansk. Dermed kender han også en del danske musikere, heriblandt TV-2, som han begyndte at spille et par numre af.  

Så sad jeg pludselig dér midt i Berlin og sang med på nogle danske popsange sammen med en tysker. Det var en lidt surrealistisk følelse, men også meget sjovt – og ikke mindst befriende, da jeg kan spejle min interesse for Tyskland i hans interesse for Danmark.  

En ukendt side af mig selv

Turen derned og opholdet forløb gnidningsfrit. Til gengæld blev hjemrejsen ikke helt som forventet. 

Bussen skulle have hentet os kl. 15, men den endte med at være hele seks timer forsinket. Færgerne på den oprindelige rute var aflyst pga. en orkan, så de måtte tage en anden rute, og på de tyske motorveje var der lange køer pga. vejarbejde og færdselsuheld. 

Dette ville mange andre med autisme nok have reageret på med panik og frustration, men ikke mig – overraskende nok. Det var selvfølgelig ret frustrerende, især fordi forsinkelsen blev forlænget flere gange. På trods af det tog jeg den med ophøjet ro og tænkte, at det nok skulle gå alt sammen. 

Samtidig blev jeg, qua mine ret stærke tyskkundskaber, helt tilfældigt primusmotor på videreformidlingen, da hotellets personale gjorde os opmærksomme på forsinkelsen. En opgave, jeg tog på mig med oprejst pande, hvilket jeg også er ret stolt af. 

Det endte også godt i sidste ende. Vi kom afsted kl. 21:30 og nåede den sidste færge kl. 00:45. Alt var godt, og jeg kom helskindet hjem kl. 5 om morgenen – godt udmattet og klar til at gå i seng. 

Frisk på endnu en tur?

Det at rejse alene er faktisk meget befriende. 

Når man rejser sammen med andre, skal man som regel blive enige om, hvad man skal lave, og man skal følges ad. Når man er alene, er man mere fri, og det, synes jeg, var rigtig dejligt. 

På den anden side kan det også blive lidt ensomt i længden, især hvis det er en lang tur. Nu havde jeg heldigvis mine lokale venner, så det var ikke tilfældet for mig, men havde de ikke været der, så kunne jeg måske godt have følt en vis ensomhed – især hvis turen havde varet mere end de seks dage, jeg var afsted. 

Alt i alt var turen en succes, hvis man ser bort fra forsinkelsen den sidste dag. En sådan oplevelse ville nok få mange til at tænke: “Det gør jeg aldrig igen” – men ikke mig. Jeg ser lidt denne uforudsete hændelse som en personlig prøvelse, og ud fra min tackling af situationen er jeg ikke i tvivl om, at jeg godt kan tage på sådan en tur igen i fremtiden – og det kommer jeg også til! 

Vil du se mere…

Mit liv med epilepsi som indlægsseddel

Mit liv med epilepsi som indlægsseddel

I 44 år har epilepsi været en del af Niels Dahls liv. I denne klumme har han kogt de mange år ned til én indlægsseddel, der beskriver, hvordan et liv med epilepsi kan se ud.

En dag i mit hoved

En dag i mit hoved

Der er et mylder af tanker i Sumer Mansoors hoved, og det er ofte de dårlige tanker, der kommer foran de gode. Det sætter hun ord på i dette digt.