Skrevet af David Frantsen
Foto: Matias Olsen
Dansktop – et paradis for minoriteter
Mange minoriteter elsker dansktop! Eller en del af os med vævefejl i kysen hitter en stor glæde i denne genre. Derfor lå det selvfølgelig lige til højrebenet for TV Glad at interviewe Birthe Kjær.
Jeg må dog lægge hovedet på blokken og indrømme, at jeg ikke selv har hørt så meget Birthe Kjær, men har da nynnet gladeligt med, når “Sommer og sol” brusede ud af radioens vidunderlige univers.
Dog kan jeg sagtens genkende glæden, som andre minoriteter føler ved dansktoppen, for når man har autisme, ADHD og angst, så er disse melodier lige til, da der oftest bliver sunget om netop det, som sangen handler om, helt korrekt.
På efterskolen brystede jeg mig af, at mens mine kære kammerater skrålede med på Britney Spears og Alphabeats fantastiske melodier, satte jeg en ære i hellere at ville høre Peter Belli, Poul Rudi og Dario Campeotto.
Dansktoppen er kommet for at blive, og jeg vil mene, at det smørhul, Danmark i dag er på globalt plan, skyldes denne gren af musikkens entertainere. Birthe Kjær er ingen undtagelse, for hendes sange minder os om, hvor mageløst et land Danmark er, på godt og ondt.
Man skal jo heller ikke glemme, at ABBA i sin tid også skød deres karriere i gang med det svenske sidestykke, Svensktoppen. Derfor var det med stor ærefrygt, at skulle møde regentinden af dansktop…
Da jeg skulle synge “My way”
Men inden da, havde jeg sagt ja til at synge “My way” af den legendariske crooner Frank Sinatra. Det var med den største respekt og bævren, at jeg gjorde det, for efter min mening var Sinatra nok den største af de største. Ingen kunne synge, som han ku’, og jeg har også et motto, der hedder “ingen jul uden Sinatra,” fordi Sinatras stemme og melodier er lige dét, der får julestemningen ind i vore hjerter.
“My way” var også en sang, som Birthe sang til sin venindes begravelse, så derfor var jeg virkelig nervøs for, om jeg kunne gøre det ordentligt. Så var det, at jeg øvede med orkestret LiveStrings, der også optrådte med min enestående kollega Andrei i udsendelsen om Hjulmand. For seerne spiller musikerne nok kun en meget lille birolle, men for mig var samarbejdet en stor oplevelse.
LiveStrings er nogle af de allersødeste, mest professionelle og nærværende mennesker i verden. De er utroligt professionelle, og Nicolai og Karen, som jeg øvede med, har begge kæmpe viden og talent inden for musik.
Den måde, som Karen spiller violin på, lyder så smukt, at hun uden tvivl er den nye Svend Asmussen. Og når Nicolai sidder ved sit piano, kan man bare mærke den gensidige kærlighed imellem ham og klaveret. Jeg tror ikke, jeg har set større connection mellem et menneske og et klaver, bortset fra Tony Banks fra Genesis, for Nico er hans efterfølger – skulle jeg mene.
Mødet med Birthe
Da jeg og mine kære kolleger så mødte Birthe til “En særlig samtale,” var det et meget sødt og energisk menneske, som vi traf. Birthes kærlighed til sit arbejde og familie, strålede bare ud af hende, og da hun satte ord på tabet af hendes forældre, blev jeg ret rørt, for under interviewet med Birthe, lærte jeg en vigtig sag:
Den hengivenhed, man har til vennerne og familien, er lige så værdifuld, som den liebe man kan have til en kæreste, OG at man sagtens kan være lykkelig som single! Det tog mig mange år at forstå, for jeg har været i giftige parforhold, og det er ligeså meget et misbrug, som misbruget af sukker. I øvrigt imponerede Birthe mig med at fortælle os, at hun havde været røgfri i 20 år!
Og da jeg skulle fremføre “My way,” fløj sommerfuglene rundt i kroppen på mig, og deres vingeslag fremførte svedperler fra mit legeme, men alligevel følte jeg mig tryg, fordi Nicolai og Karen er så toptjekkede til deres erhverv!
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Birthe, Strong, DR, mine fabelagtige kollegaer fra TV Glad, og ikke mindst LiveStrings for tilliden, og for deres indsats og præsentation. Alle bør glæde sig til “En særlig samtale” med Birthe Kjær.
