Anmeldelse: Battlefield 6

26. 11. 2025

Af Frederik Robetjé

Det længe ventede comeback fra Battlefield landede i oktober og toppede med 750.000 spillere på førstedagen. Spillet har tiltrukket både egne fans og Call of Duty-fans, og derfor er spillet en stor succes. Da jeg startede spillet, kom jeg i en serverkø som nummer 478.000, men kom igennem 10-20 minutter senere.

Fantastiske missioner

Det første, jeg gjorde, var at spille kampagnen igennem. Der er otte missioner i alt, så det er ikke en lang historie, men de otte missioner er fantastiske. Du spiller en gruppe NATO-soldater, som kæmper mod en paramilitær gruppe, der har soldater fra hele verden. Gruppen har fået enorm magt og er godt på vej mod at ødelægge NATO-alliancen. I løbet af kampagnen spiller du skiftevis fire soldater.

Første mission slutter med en meget barsk scene. Man har destrueret nogle servere og bliver hentet. Helikopteren bliver skudt ned, og man oplever det mest brutale øjeblik i hele spillet. Medlemmerne af ens squadron dør én efter én. Fjenden kommer tættere på, og alt ser bare sort ud. Dine kammerater ligger døde ved siden af dig, du sigter med din pistol for at skyde så mange, du kan – men heldigvis åbner en helikopter med NATO-soldater ild og dræber alle fjenderne.

I fjerde mission kaldet “Night Raid” skal man som dansker lytte godt efter. Den første fjende, man dræber, siger: “Fuck det her sted, mand!” jeg sad på Discord og snakkede med mine venner, og jeg troede, det var en af dem, der sagde det. Men nej, det kom inde fra spillet. 

Man kan virkelig fordybe sig i kampagnen, og den kunne godt have været længere, men for at være ærlig, så er det fint.

Battlefield moments

Battlefield handler mere om multiplayer og om at skabe sine egne “Battlefield moments” – altså øjeblikke, der kun er mulige i Battlefield og ingen andre spil. Et af de øjeblikke er det, alle Battlefield-fans kender til: At hoppe ud af et fly, tage en RPG frem og skyde flyet, der jager dig. Det vises faktisk i den korte video, når spillet starter.

Jeg havde mit eget hyggelige øjeblik, hvor jeg havde en Stinger, som er et våben, der låser sig fast på fly og helikoptere, i hånden. Jeg drillede en helikopter, og pludselig var der en kampvogn, der kørte op til stenen, jeg hyggede mig ved. Han prøvede at dræbe mig, og jeg kunne ikke andet end at løbe rundt om stenen, fordi en Stinger er ubrugelig mod en kampvogn. Jeg nåede lige at dræbe en fodsoldat, der kom løbende, idet helikopteren, jeg drillede, kom flyvende med missiler og destruerede mig.

Lav dine egne baner

Min favoritbane i multiplayer er indtil videre den tilbagevendende Operation Firestorm fra Battlefield 3. I Battlefield 3 var det en af de største baner, og den var populær. Den består af en lang vej, der går igennem et stort olieraffinaderi med lagerbygninger i området. Der var plads til både kampe i luften og ved alle bygningerne, og man kunne også have snigskytter liggende ved bjergene.

Jeg husker banen som om, den var to-tre kilometer lang, men her i Battlefield 6 er den blevet 30% mindre, hvilket er super ærgerligt, da jeg elskede at spille Operation Firestorm og et andet map, der hedder Caspian Border. Jeg spillede næsten ikke andet.

“Portal” er en ny tilføjelse til spillet, hvor man kan lave sine egne baner og starte servere, med de baner, som man har lyst til. Man kan også ændre på servernes indstillinger, så man f.eks. kan tvinge det ene hold til kun at bruge kniv. Du kan f.eks. også lave en server, hvor man kun kan flyve i fly.

Det er sjovt, og der er nogen der har været MEGET kreative med de nye muligheder og skabt et Space Invaders-lignende spil inde i Battlefield. Et spil i et spil – det må jo være gameception!

Tilgængelighed

Tilgængelighedsindstillinger er der ikke mange af. Der er kun den sædvanlige ændring af både holdkammeraters og fjenders ikoner på kortet. Så er der også, hvor du kan vælge, om specifikke funktioner skal være “tryk” eller “holde nede” – som f.eks., om du skal holde løbeknappen nede, eller om du skal trykke en enkelt gang for at blive ved med at løbe.

Der er dog en tilføjelse, som f.eks. Counter-Strike ikke har. Du kan nemlig slå tinituslyde fra. Det vil sige, at eksplosioner ikke kommer til at lave den dér skingre, høje hylelyd.

Konklusion

Den første store opdatering, spillet fik, har fikset alle de ting, spillerne brokkede sig over. Nogle udfordringer var umulige i spillets første udgave, og rekylen var generelt for høj. Det føltes ikke som om, skuddene ramte, hvor man sigtede. Alt det er fikset nu.

Udviklerne hos DICE lytter til deres rigtige spilleres feedback. Det kan godt være, jeg ikke er tilhænger af størrelsen af nogle af banerne, men det skyder jeg til siden af den simple grund. DICE tænker på deres spillere, og vi har savnet et tripple A-spil, hvor spillerne føler, de bliver lytte til. Det kunne Bungie og Activision godt lære noget af.

Tilgængelighed:

Spil:

Spillet er ude nu. Vi har testet det på pc. Det fås også til PS5 og Xbox Series X/S. Anmeldelsen er skrevet efter spillets opdatering til version 1.1.1.0.

Frederik Robetjé

Frederik er Glads Counter-Strike-nørd. Han spiller det stort set hver dag, men kaster sig også over andre spil og er inderst inde stadig en casual gamer.

Vil du se mere…

Anmeldelse: Pokémon Legends: Z-A

Anmeldelse: Pokémon Legends: Z-A

Der er smæk på kampene i nyt Pokémon-spil til Nintendo. Desværre er den storby, spillet foregår i, kedelig og livløs – selvom den er fuld af sprællevende Pokémon.

Anmeldelse: EA Sports FC 26

Anmeldelse: EA Sports FC 26

Det er blevet tid til årets udgave af EA’s fodboldklassiker. Oliver Kruse dirrede af forventning til det nye spil – men er FC 26 en forbier eller en fuldtræffer?