I august 2026 mistede jeg min far til kræft. Han havde været syg i flere år, og det var en hård tid for hele familien. Men når jeg tænker tilbage på min far, er det ikke sygdommen, jeg først husker. Jeg husker hans humor, hans kærlighed og ikke mindst hans utrolige stædighed.

Min far var en utrolig stædig mand. Hvis han stod og arbejdede med en hammer og kom til at slå sig over fingrene, så stoppede han ikke bare. Nej, han skulle lige gøre arbejdet færdigt, lægge hammeren fra sig, og først derefter kom der et stort “AV!”

Sådan var min far. Stædig som bare pokker, men også et af de mest kærlige og hjælpsomme mennesker, jeg har kendt. Han havde en fantastisk humor, især sort humor, og vi kunne diskutere næsten alt uden at blive uvenner.

Men det vigtigste var, at han altid tænkte på andre. Nogle gange så meget, at han helt glemte sig selv.

Han var ikke bare min far. Han var min bedste ven.
Jeg havde ikke den nemmeste barndom. Jeg er født i 1989, og dengang var forståelsen for mennesker med handicap og diagnoser ikke altid særlig stor. Jeg skiftede skole mange gange, fordi lærerne havde svært ved at forstå mig.

Jeg var anderledes, og det betød desværre, at mange så mig som et problem.

Som barn var jeg hos over 12 forskellige læger og fagpersoner. Flere havde meget lave forventninger til min fremtid. Nogle mente nærmest, at jeg aldrig ville komme til at klare mig selv eller få et ordentligt arbejdsliv.

Men mine forældre nægtede at acceptere, at andre skulle bestemme, hvad jeg kunne blive til.

Min mor og far hjalp mig med at forstå og acceptere, hvem jeg var. Og min far kæmpede for mig, når systemet ikke ville lytte.

Jeg husker især en praktik, som kommunen gerne ville have mig til at fortsætte i. Personalet var glade for mig, og jeg hjalp også andre mennesker der. Men jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige sted for mig.

Kommunen ville alligevel gerne have, at jeg blev. Det ville min far simpelthen ikke acceptere. Han blev vred over, at de ikke lyttede til, hvad jeg selv ønskede. Han kæmpede, indtil der blev fundet en anden løsning.Til sidst kom jeg til Medieshoppen i Slagelse, hvor jeg fik gode venner og erfaring med billeder. Senere kom jeg til TV-Glad. Og det var noget, min far var utrolig stolt af.

Her fik jeg endelig mulighed for at vise, hvad jeg kunne. Jeg kunne redigere videoer, komme med idéer, arbejde sammen med kollegaer og være med til at skabe noget, som andre mennesker kunne få glæde af.

Jeg har nu været på TV-Glad i omkring 10 år, og min far nåede heldigvis at opleve meget af det, jeg har lavet. Blandt andet vores program Den Særlige Samtale. Det betød utrolig meget for mig.

Men vores liv handlede selvfølgelig ikke kun om arbejde og problemer med systemet. Vi havde også rigtig mange fantastiske oplevelser sammen.Som barn og ung rejste jeg ofte med mine forældre til Frankrig. Min far sad bag rattet, min mor ved siden af, og på de lange køreture hørte vi lydbøger. Vi kom blandt andet igennem alle syv Harry Potter-bøger og Ronja Røverdatter.

Når vi nåede frem, handlede det om at nyde livet. Vi gik ture langs stranden, hyggede os og nød ferien. Min far og jeg havde også vores egen lille tradition. Vi satte os ved en bar eller restaurant, hvor han fik en øl, og jeg fik en sodavand. Det lyder måske ikke som noget særligt, men det er nogle af de minder, jeg holder allermest af.

For nogle år siden fik min far konstateret kræft i hjernen. Det var et voldsomt slag for hele familien. Vi vidste, at sygdommen var alvorlig, og at vi ikke havde uendelig tid sammen. Alligevel forsøgte vi at fortsætte vores liv. Vi tog stadig på ferie og nød de gode dage, så længe vi kunne.

Efter flere operationer og komplikationer blev min far lam i den ene side af kroppen og måtte bruge kørestol. Og pludselig blev vores roller byttet om.

Hele mit liv havde min far hjulpet mig. Nu var det min tur til at hjælpe ham.
I 2025 brugte jeg rigtig meget tid sammen med ham. Jeg hjalp ham ind og ud af bilen, kørte ham rundt i storcentre og sørgede for, at vi stadig kunne komme ud og opleve noget.

Jeg hjalp ham også med mere personlige ting, som at komme på toilettet og i seng, når hjælperne ikke var der. Det var ikke altid nemt. Nogle ting var grænseoverskridende, fordi det jo var min egen far.

Men jeg gjorde det.

Ikke fordi jeg forventede noget til gengæld. Mine forældre har altid været gavmilde og givet mig både penge og gaver, men det havde intet med min hjælp at gøre.

Jeg gjorde det, fordi jeg elskede ham.

Min far var meget taknemmelig, selvom han syntes, det var mærkeligt pludselig at være den, der havde brug for hjælp. Og selv mens han selv havde det svært, tænkte han på min mor. Han ville være sikker på, at jeg passede godt på hende, når han ikke længere var her.

Efterhånden blev min far dårligere og dårligere. Til sidst kunne jeg ikke længere tage ham med i bilen. Så begyndte vi i stedet at gå ture med kørestolen, hvor vi lyttede til fuglene, snakkede sammen og nød naturen.

Senere mistede han også evnen til at tale.

Men jeg fortsatte med at snakke til ham.

Det gjorde ikke noget, at han ikke kunne svare. Han var stadig min far.

Til sidst kunne vi heller ikke gå de små ture længere. Han lå i sin seng, og jeg måtte se på, hvordan sygdommen langsomt tog mere og mere fra ham. I august 2026 døde min far.

Sorgen og savnet
Det var selvfølgelig hårdt. Men jeg oplevede ikke sorgen helt på den måde, som man måske ville forvente.

Jeg havde gennem lang tid set min far blive mere og mere syg. Jeg havde set, hvordan han mistede de ting, han elskede at gøre. Til sidst var han næsten ikke længere den mand, jeg havde kendt hele mit liv.

Og jeg vidste, at han ikke ønskede at blive ved med at lide.

Vi havde heldigvis nået at sige farvel til hinanden. Jeg havde fortalt ham, hvor højt jeg elskede ham, og han vidste, hvor meget han betød for mig.

Jeg savner selvfølgelig min far. Jeg savner hans humor, hans stædighed, vores samtaler og alle de små oplevelser, som vi havde sammen. Men når jeg tænker tilbage, er der én ting, jeg er særlig taknemmelig for.

Da jeg var barn, var der mange mennesker, som ikke troede på, at jeg ville få en god fremtid. Min far var ikke en af dem. Han troede på mig, selv når andre ikke gjorde. Han kæmpede for, at jeg skulle få muligheden for at vise, hvem jeg var, og hvad jeg kunne.

Og han nåede at se, at hans kamp ikke havde været forgæves. Jeg fik et arbejde, gode kollegaer, venner og et liv, som jeg er glad for.

Jeg håber, at min far vidste, hvor stor en forskel han gjorde. Men jeg tror faktisk, at han allerede vidste det.

Han hjalp mig gennem livet, da jeg havde allermest brug for ham. Og da han selv fik brug for hjælp, var jeg der for ham. Det kommer jeg aldrig til at fortryde.

Tak for alt, far.

Du var min bedste ven, og det vil du altid være.

The post Min far var min bedste ven. Han gav aldrig op på mig appeared first on TV Glad.

I denne udgave af “Verden ifølge Glad” er Alex Pilgaard og Per Rosenberg gået sammen om at lave lasagne – sådan en med oksekød, ikke laks. Mads Nissen tager os igennem LEGO-spillenes udvikling. Bob G. Jensen fortæller om sit arbejde i genbrugsbutikken og livet generelt. Phuc Huynh Pham anmelder computerspillet Mouse P. I. og så slutter Frank Christensen i en Halloween-special af med at lave gravmudder. Mums.

The post VERDEN IFØLGE GLAD: Lasagne og gravmudder appeared first on TV Glad.

Amir Becirovic har cerebral parese. Det betyder, at han er afhængig af den hjælp, som han får fra hjemmeplejen. Amir oplever, at hans frihed begrænses, når hverdagen skal hænge sammen med hjemmeplejens fastlåste skema. For at forstå hvorfor det er sådan, har han nu inviteret sin hjemmehjælper Anja forbi til en snak om hendes arbejdsvilkår.

The post Amir & Hjemmeplejen appeared first on TV Glad.

Der er vildsvin på menuen, når Gordon P. Henriksen gæster David Frantsens udekøkken. David er fascineret af tanken om selv at nedlægge den mad, han spiser, og netop dét har Gordon gjort til en levevej som professionel fisker og jæger.

Mens vildsvinet tilberedes, bliver der ikke sparet på hverken røverhistorierne eller margarinen. Samtidig vender de to alt fra bæredygtighed og vildsvinehegn til glæden ved selv at skaffe og tilberede sin mad.

The post VERDEN IFØLGE GLAD: Frantsens vilde køkken appeared first on TV Glad.

Folketinget er officielt åbnet efter en lang sommerferie.

Tre TV Glad-reportere deler, hvad de håber, at regeringen vil gøre for mennesker med handicap som noget af det første.

Julie Holm: Gør hjælpen mere fleksibel

Kære regering

Jeg håber, I vil sørge for, at hjælpen til alle handicappede i hverdagen bliver mere fleksibel. Fleksibilitet betyder nemlig mere frihed.

Jeg får hjemmehjælp hver tredje uge. Jeg får hjælp til at tømme min skraldespand, få skiftet mit sengetøj og gjort rent. Det gør jeg, fordi jeg grundet mit fysiske handicap ikke selv kan gøre det. Det er ikke altid muligt at flytte sin hjælp til en anden dag, hvis man pludselig skal noget uventet. Og reglerne er på nuværende tidspunkt sådan, at man skal være hjemme for at få sin hjælp. Der var for eksempel en gang, hvor jeg fik mulighed for at møde Rasmus Seebach, hvilket jeg vildt gerne ville. Den mulighed kom nok ikke igen, men da jeg ikke kunne rykke min hjælp, måtte jeg desværre aflyse den. Og så kan jeg risikere at skulle vente tre uger, før kan jeg få hjælpen igen.

Jeg har været ret heldig med at kunne flytte hjælpen, men der er også gange, hvor det ikke har været muligt at rykke den. Jeg er heldig at have nogle forældre, der til nød kan hjælpe mig med nogle praktiske gøremål, men den mulighed har alle ikke.

Hjælpen kan være fuldstændig uundværlig, men behovet for at have planer og deltage i ting, når man har et handicap, er også vigtig for livskvaliteten. Så når hjælpen ikke er mere fleksibel kan man som menneske med handicap ofte stå i et svært dilemma: Skal jeg få hjælp eller deltage til festen?

Jeg har for eksempel en kollega, der engang skulle vælge mellem, om han kunne få et bad eller tage til fest. Han valgte festen og måtte aflyse badet, men det ville da have været rart for ham at få et bad før festen.

Det er vigtigt at sige, at det ikke kun er tant og fjas, der gør, at man må aflyse sin hjælp. Hvis man har mere nødvendige aftaler som for eksempel akutte tider hos lægen eller tandlægen, så må man også aflyse sin hjælp. Hvis jeg aflyser, får jeg ikke tømt min skraldespand, skiftet sengetøj og gjort rent. Og så kan jeg risikere, at der går tre uger igen, før hjælpen kommer.

Forestil dig en skraldespand, der har stået i seks uger uden at blive tømt. Det er ikke en rar lugt.

Jeg er taknemmelig for den hjælp, jeg får. Men jeg ville ønske, at jeg selv kunne klare opgaven. For sagen er den, at hvis der ikke kom nogen, ville det være decideret sundhedsskadeligt for mig at være i mit hjem.   

Det er på nuværende tidspunkt ikke en ret, at man kan få rykket sin hjælp. Men uden at lyde utaknemmelig ville jeg ønske, at det var ens ret. Eller at man kunne

 fjerne kravet om at skulle være hjemme, når man får jeg hjælp. På den måde kan jeg på trods af mit handicap også få lov til at være spontan engang i mellem. Det samme ønsker jeg for alle andre, der har et handicap.

For mere fleksibilitet giver mere frihed.

Dan Jørgensen: Forbedr tilgængeligheden i bybilledet

Kære regering

Jeg hedder Dan Jørgensen, og jeg arbejder på TV Glad som journalist. Jeg har nogle kollegaer, som har fysiske udfordringer i det offentlige rum på grund af deres handicap.

Det handler om kørestolsbrugere, kolleger, som har brug for en rollator og svagtseende. Jeg har i lang tid undret mig over, hvad de gør, når de skal bruge en elevator ved for eksempel metro- og togstationerne, og elevatoren ikke virker. Jeg oplever, at det desværre ofte er tilfældet. Det må være frustrerende, at man så må aflyse det, man skulle, eller skal stresse over at finde alternative måder at komme frem på. Derfor håber jeg, at I vil være endnu mere opmærksomme på, at de skal fungere på landsplan.

Derudover håber jeg, at I vil fokusere på at forbedre adgangsforholdene, når det kommer til offentlige toiletter, sikre mere kørestolsvenlig transport og gøre det obligatorisk at have ramper ved alle offentlige bygninger. Det er vigtigt at føle sig inkluderet alle steder, og derfor er tilgængeligheden nødt til at være i orden.

De automatiske ramper i busserne har gjort en kæmpe forskel for mine kolleger, der sidder i kørestol eller bruge rollator. Meget mere af det, tak.

På forhånd tak.

Maria Lytzen: Flere ledsagertimer, tak

Kære regering

Mennesker med fysisk eller kognitivt handicap kan få bevilget en ledsager, hvis de har problemer med at færdes alene. Ledsagerens rolle er at give personen med handicap oplevelser uden for hjemmet. Det kan være at tage i biografen, gå i teateret eller købe et par nye sko. Ordningen er god, fordi den sørger for, at mennesker med særlige behov, der måske har et lille netværk, kan få lov til at komme ud, opleve nye ting og ikke mindst være social.

Der er bare det lille problem, at man på nuværende tidspunkt kun har ret til 15 timers ledsagelse om måneden. Det kan lyde rimeligt, hvis man tænker på, at mange andre mennesker måske heller ikke har et tætpakket program alle weekender hver måned. Men hvis nu personen med en ledsager ønsker at tage en uges ferie med en ledsager, så skal vedkommende i gang med at spare timer op. Det svarer til, at han eller hun skal undvære sin ledsager i næsten et halvt år. Et halvt år uden kulturelle, sociale eller praktiske aktiviteter med ledsageren. Det, synes jeg, er et problem.

Det er vigtigt for mig at komme ud og få nye oplevelser, og jeg er heldig, fordi mine forældre ofte tager mig med til mange ting. Jeg har for nylig været til en talk med Trine Dyrholm og Thomas Korsgaard. Jeg er jævnligt ud at spise med mine forældre. Og så var jeg i Italien i påsken.

Men det er desværre ikke alle, der har en tryg relation, som sørger for, at de kommer ud og får nye, kulturelle oplevelser eller socialt samvær. Og måske slet ikke i udlandet.

Derfor er mit største ønske til jer, at I øger antallet af ledsagertimer, man som minimum har ret til. På den måde kan I gøre det mere realistisk for mennesker med handicap at opleve udlandet uden at gå på kompromis med oplevelserne i Danmark.

God arbejdslyst fra alle os.

The post Kære regering: Her er tre presserende punkter på handicapområdet appeared first on TV Glad.

Laura Visby er vært i denne udgave af Verden Ifølge Glad. I “En Glad udfordring” udfordrer kolleger i Aabenraa hinanden i forskellige ting. Tobias Wieczorek og Lene Klavsen har aldrig prøvet at flyve før, men har været friske på at tage udfordringen op. Og så har TV-Glad i Aabenraa også haft besøg af en berømt YouTuber-familie, nemlig familien Münster. Se med her.

The post VERDEN IFØLGE GLAD: En udfordring og et stort ønske appeared first on TV Glad.

I min hverdag har jeg brug for hjælp til forskellige ting. Det kan være hjælp til at skære min mad ud, lyne min jakke og tømme min skraldespand. Små hverdagsting, som betyder, at jeg er meget afhængig af min familie, personalet på mit bosted og hjemmehjælpen. Det begrænser min frihed.

Min spasticitet er permanent, derfor ville jeg ønske, at der fandtes flere hjælpemidler, jeg kunne benytte mig af. Så jeg har samlet alle de hjælpemidler, jeg ville ønske, fandtes i Danmark. Og hvem ved? Måske er der nogen, der læser med her, der får lyst til at gå i gang med at producere. Hvis ingen ved, hvad der ville være fantastisk at have, er der ingen der arbejder på at opfinde dem.

Måske er der flere, der kender til, hvor frustrerende det er ikke at kunne de ting, man vil. At man skal have hjælp og ofte på bruge flere timer på at vente på den hjælp. En hjælp, jeg ellers vil kunne have klaret på få minutter, hvis jeg selv kunne med hjælpemidler.

Jeg er meget taknemmelig for den hjælp, jeg får. Men hvis der nu fandtes hjælpemidler, så jeg selv kunne klare tingene i hverdagen, tror jeg, at kommunen og personalet på bosteder ville kunne spare en masse ressourcer. Hvis jeg selv kunne lukke min jakke, ville jeg ikke skulle afbryde personalet i mit bofællesskab, der er midt i noget andet. Og hvis jeg selv kunne tømme min skraldespand, ville hjemmeplejen kunne bruge mere tid på borgere, der har mere brug for hjælp og omsorg end mig.

Det ville være en lettelse for mig og andre, at små hverdagssituationer ikke bliver blæst op til, hvad der af og til føles som verdenssituationer.

Så her er en oversigt over de hjælpemidler, jeg ville ønske, var opfundet i Danmark:

1. Negleklipning og rens af negle
Det kunne være dejligt, hvis der var opfundet noget, der kunne klippe og rense mine negle for mig og klippe mine neglerødder. Jeg har døjet med mange neglerødder, da jeg jo ikke bare kan bruge min anden hånd pga. min spasticitet.

Derfor bliver jeg nødt til kun at bruge hånden med negleroden, hvor den irriterer hele tiden. Det samme gælder, hvis der er en løs negl. Derudover skal neglene jo også renses.

Jeg ved, der findes nogle hjælpemidler, som hjælper med selve klipningen af neglene, men de virker ikke for mig. Derfor ville jeg ønske, at der var et hjælpemiddel, som kunne gøre det for én.

2. Skifte ens skraldespandpose samt lukke den
Jeg kan ikke selv skifte min skraldespand, og det er, derfor hjemmeplejen, der skifter den. Derfor ville det være genialt med et system, hvor man kan få hjælp til at skifte skraldespanden og lukke den.

Jeg har fundet ud af, at der findes en skraldespand på Amazon, der kan netop det, men den er ikke tilgængelig i Danmark.

For mig ville det betyde en enorm lettelse, da jeg så ikke ville være afhængig af hverken mine forældre eller kommunen, og det kunne være fantastisk.

3. At kunne lægge vasketøj sammen
At lægge vasketøj sammen tillader min spasticitet heller ikke.

Jeg har set, at der findes en maskine, der kan lægge tøj sammen, men den er kun tilgængelig for vaskerier og er stor og klodset til privat brug.

Jeg blev ellers meget begejstret, da jeg så det, indtil jeg opdagede, at man ikke kunne få maskinen som privatperson.

4. At kunne lukke min jakke selv
Det, at jeg ville kunne lukke min jakke selv, ville betyde, at jeg ville kunne gå ud af døren uden at skulle have hjælp til at lyne først. Derhjemme hjælper mit personale med det og på arbejdet, er det mine kolleger. Der ville være en frihed i ikke at skulle spørge og føle, at man bruger folks tid. Også selvom det bare drejer sig om få sekunder.

Derfor håber jeg, at der snart kommer noget på markedet, der gør, at man kan lukke sin jakke selv. Måske en magnetisk lynlås?

5. Få sat sit hår op i en hestehale og fletning
Jeg ville vildt gerne have, at der fandtes noget, som kunne sætte mit hår op for mig eller gøre, at jeg selv kunne sætte mit hår op i for eksempel en hestehale eller fletning.

Da jeg var yngre, elskede jeg at få lavet en fransk fletning. Jeg er nu voksen, og elsker stadig fletninger, men kan ikke selv sætte håret op. I hverdagen er der ikke tid til, at jeg kan få hjælp til det, og derfor har jeg aldrig mit hår sat op mere.

Mit hår er nu også fint nede, men på dage, hvor der er varmt udenfor, eller jeg har det dårligt, kunne det være rart med en hestehale.

6. At kunne skære ens mad ud
Jeg ville ønske, der var opfundet et hjælpemiddel, som kunne skære ens mad ud, eller som kan holde på selve maden for én, mens man skærer den ud. Jeg skal altid have hjælp til at skære kød ud. Uanset om det er okse, gris eller kylling.

Hvis der fandtes et hjælpemiddel, ville jeg ikke skulle ulejlige dem omkring mig med at skære min mad ud for mig. Det ville være sjovere med en frokostaftale, hvor vi bare kunne fokusere på snakken og spise maden, mens den er varm.

Jeg tror, at mine drømmehjælpemidler ikke er blevet opfundet, fordi mange nok tænker, at der ikke er et stort nok marked, på trods af at der er mange, der alene i Danmark har et handicap. Udover at hjælpe alle dem, der ikke kan selv, er der også en masse ressourcer at spare. Hænder, der kan blive brugt anderledes og måske steder, hvor de er endnu vigtigere. Og så tror jeg heller ikke, at det er almen viden, at der er flere mennesker, hvor almindelige hverdagsting kan drille. Det er kun noget, man ved, hvis man er i direkte berøring med det, eller kender nogen, der er.

Så hvis du, som læser med her, har mod på at kaste dig ud i en investering, der kan skabe glæde og frihed i hverdagen for flere med et handicap, så giv den gas. Og meget gerne hjælpemidler, der er tilgængelige for alle både på pris og uden at skulle søge om det hos kommunen.

Det er en win-win for alle. Mere frihed til borgerne, flere ressourcer til det offentlige.

The post Julies politiske hjørne: Gid disse hjælpemidler fandtes appeared first on TV Glad.

Victoria Stampe er gæst i denne omgang af Rejsen med Glad, hvor hun fortæller Christian Drost om sin tid i Glad Fonden. Først på fagskolens STU og senest ansættelse og arbejde på TV Glad.

The post REJSEN MED GLAD: Victoria appeared first on TV Glad.

Laura Visby hobby er dyr. Især hunde og katte. Laura må ikke have kæledyr på sit bosted, men Lauras mor har katten Tove, og hende elsker Laura at lege med!

The post LAURA OF KATTEN TOVE appeared first on TV Glad.

Hvordan kan man få et godt liv med handicap, når man har svært ved at tale rent som mig? Når man er stammer, tror folk, de hjælper, når de vil sige ordene på mine vegne, men det gør de bare slet ikke. Det bliver det faktisk bare meget værre af. De ved jo ikke, hvad jeg vil sige til dem. Så jeg ville ønske, at folk ville lytte til mig og give mig tid til at sige det det, jeg har på hjerte.

Nogen tager sig ikke tiden
Forleden dag var jeg nede i Føtex for at handle, men jeg kunne ikke finde det, jeg skulle bruge. Så jeg henvendte mig til personalet og forsøgte at forklare, hvad jeg ledte efter, men de forstod mig ikke. De gav sig simpelthen ikke tid til at lytte på mig. Så jeg måtte skrive ned, hvad jeg mente, før de forstod det. Tidligere ville sådan en situation have gjort mig ked af det, men nu er jeg snart så vant til det, at det ikke rører mig længere – og dog, hvis jeg skal være helt ærlig over for mig selv, er der stadig en del af mig, der bliver ærgerlig i den slags situationer. Over at folk ikke tager sig tid til at lytte.

Nogen tager sig tid
Jeg har i årenes løb fundet nogle trygge rammer, hvor jeg kan fortælle det, jeg gerne vil sige – også i større offentlige forsamlinger. Det gælder for eksempel Løgumkloster Refugium, hvor jeg er kommet gennem 29 år, og de kender mig rigtig godt. Når der er foredrag i havesalen, og jeg gerne vil stille et spørgsmål, giver de mig mikrofonen og lader mig stille mit spørgsmål med mine egne ord og giver sig tiden til, at jeg får formuleret ordene.

Det samme gælder for Aabenraa Y’s Men’s Club, hvor jeg har mange gode oplevelser, og hvor de respekterer mig og giver mig lov til at tale ud – både når vi taler sammen, og når der er større arrangementer.  

Når folk lytter, føler jeg mig med i fællesskabet
I de situationer, hvor folk faktisk tager sig tid til at lytte og respekterer mig og min måde at formulere mig på, betyder det mere for mig, end de måske aner. Det giver mig følelsen af at være med i fællesskabet på lige fod med andre. Det er en vigtig følelse ikke at føle, at man er sat uden for døren – altså uden for fællesskabet. For den følelse kender jeg alt for godt, og det er netop den følelse, jeg får, når folk omkring mig ikke lytter eller lader mig tale ud.

En for tidlig fødsel har påvirket min tale og trivsel
Det, med at have taleudfordringer og at stamme, er jo ikke noget, jeg selv har valgt eller bare kan vælge at lade være med. Jeg blev nemlig født alt for tidligt og fik for lidt ilt under fødslen, har mine forældre fortalt. Derfor har det altid været et livsvilkår for mig helt fra barnsben. Og det er noget, der har påvirket mig lige siden min skoletid.

Det er bedst at få en god skolegang, men det var ikke tilfældet for mig. Jeg blev nemlig mobbet i skolen, og det bundene i mine taleudfordringer. Det var slet ikke rart at blive mobbet, og at nogen fra klassen var efter mig. Der var en gruppe fra min klasse, der holdt mig udenfor det meste af frikvarteret, de kaldte mig øgenavne – det kunne være Bingo eller Spasser, det var bestemt ikke spor rart at blive kaldt den slags. De fik mig til at føle mig dum. Heldigvis havde jeg også nogle gode venner, der hjalp og støttede mig meget – de var begge store, og de hjalp i skolegården.

Det ikke at blive lyttet til vækker dårlige minder
Den dag i dag, når jeg møder mennesker, der ikke lader mig tale ud eller ignorerer mig, kan jeg få følelsen af at være tilbage i skolegården sammen med mobberne fra den tid. Det sidder dybt i mig, og derfor er det så vigtigt at folk tager sig tid og lytter til mig og lader mig tale ud, selvom det tager lidt tid.

Giv dig tid, når du møder en med talehandicap
Jeg vil sige til alle dem, der afbryder og har så travlt, at de ikke lader mig og andre tale ud, at de bør give sig tid til at lytte. Ellers får de aldrig at vide, hvad vi egentlig gerne ville sige. De tror, de ved, hvad jeg gerne vil sige, men det ved kun jeg.

Jeg ved godt, at folk kan have travlt, når man møder dem i det offentlige rum, og det forstår jeg godt. Men jeg håber, at dig, der læser denne klumme, næste gang tager dig lidt mere tid, når du møder et medmenneske med talevanskeligheder.

Lyt og vær nysgerrig på det menneske, du står overfor. Det betyder mere, end du tror.

The post Lyt, før du taler, når du møder en med talehandicap appeared first on TV Glad.