Af Daniel Tørnqvist

De to første spil i Plague Tale-serien handler om to søskende, der flygter fra by til by på grund af et udbrud af pest. Hugo, som en af hovedpersonerne hedder i de første spil, har selv en sygdom, som gør, at han kan styre de her rotter. Du skal så finde ud af sammen med din søster, hvorfor du kan det, og hvordan du får det til at stoppe.

De to første spil er gode, fordi du ligesom får en følelse af at være med hele vejen i de spil. Og hver gang, Hugo kommer væk fra sin søster, får jeg en følelse af at ville redde ham. Nu er der så kommet et nyt spil i serien, som hedder Resonance: A Plague Tale Legacy.

Helt nyt gameplay

Til at starte med vil jeg godt sige, at udviklerne fra Asobo Studio er gået i en stor bue udenom de to første spil med det nye. I de to første spil handler det mere om, at du ikke må blive opdaget, for ellers dør du – din hovedperson kan ikke slås på samme måde som i det nye spil.

Begge de første spil er meget mere snige-baserede, hvorimod det nye er mere kamp- og puzzle-baseret. Nå, men nok fra mig, der sidder og ævler. Nu til min anmeldelse.

Afsted til øen

Resonance: A Plague Tale Legacy foregår 15 år før de to andre spil i serien. Her møder vi vores hovedperson Sophia. Vi møder hende som lille i et mystisk nonnekloster, hvor hun bliver sprøjtet med noget, som vi aldrig rigtig forstår, hvad er, men det får hende til at drømme om denne her ø, som hun tegner i sin bog. Hendes far kommer og redder hende væk fra klosteret. Han tager hende med hjem, og herfra begynder spillet.

Kort tid efter tager faren og hans besætning ud til denne ø, men da de kommer tilbage, er faren ikke med. Nu begyder vores hovedperson at træne for at komme med ud på øen.

Puzzles der er tilpas

Spillet kan minde lidt om Uncharted. Du har farens bog med alle øens hemmeligheder med dig. Som spiller skal du finde hoved og hale i øens mysterier, og du skal finde mange hemmeligheder.

Der er selvfølgelig kampe, og de foregår således, at du skal parere angreb og slå dine fjender ihjel med dit sværd eller sparke dem ud over en kant. Fjenderne angriber ofte i grupper på tre-fem personer på én gang. Kamp-mekanismen bliver lidt repetitiv, men det er okay.

Spillet har også mange puzzles. For at løse dem skal du bruge en særlig kugle, du har taget. Det kan f.eks. være, at du finder en grav, og for at kunne åbne den, skal du reflektere lyset med din kugle, så det rammer tre krystaller.

Jeg kan godt lide spillets puzzles. De er ikke for svære eller for lette. Alle kan være med på dem uden at sidde fast. Spillet er forholdsvis lineært. Det er alt sammen meget ligetil – der er ikke så mange veje, du kan gå.

Tilgængelighed

Spillet har mange gode indstillinger. Du kan f.eks. vælge at auto-parere fjendernes slag. Der er også indstillinger til farveblinde, hvor du ændrer farvetonerne i spillet.

Der er også en sværhedsgradsindstilling, hvor du bestemmer, om fjenderne skal være vildt svære, og du kun skal have to liv, eller om du bare vil nyde historien og spillet uden at få sved på panden. Der er også et hint-system, som fungerer godt, når du er gået kold i en gåde. Det kan du også skrue op og ned for.

Konklusion

Jeg synes, spillet er godt, men det er rigtigt langt fra de to første spil i serien. Jeg synes ikke, man får helt samme bånd til hovedpersonen Sophia, som man gør til hovedpersonen i de to andre spil.

Jeg kan godt lide puzzledelen, og jeg kan også godt lide den del af spillet, hvor du lige er kommet ud på øen og skal finde rundt via din bog. Historien fungerer okay. Du kan følge med i, hvad der sker og forstår det meste, der bliver fortalt, men jeg kunne godt tænke mig, at der var mere snige-gameplay. Derfor får spillet karakteren tre ud af fem. Tak, fordi I læste med.

Resonance: A Plague Tale Legacy er ude nu til PS5, pc og Xbox Series X/S

Daniel Tørnqvist

Humørsprederen Daniel er god til strategispil, men hans hjerte banker for alvor for FPS, som han bruger meget af sin fritid på.

The post Anmeldelse: Resonance: A Plague Tale Legacy appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist

Persona-spilserien fylder 30 år. Den har tryllebundet gamere, lige siden det første spil udkom i 1996.

Da serien begyndte, havde spillene en klar action-rollespil-vibe over sig. Den tur-baserede combat var i fokus. I dag har spillene også fokus på at vise en række dybe fortællinger, som jeg selv og mange andre kan relatere til.

De seks mainline-spil giver et spændende indblik i den japanske kultur. Du oplever en high school-elevs liv igennem et skoleår med små story arcs. Du danner stærke venskabsbånd med de folk, du møder i spillene, ved at spise ramen med dem eller spille det japanske brætspil shogi sammen.

Du kan også bare være en god ven og hjælpe folk med deres dilemmaer, små som store, så de åbner sig og fortæller deres historie. Det er dejligt og rørende nok i sig selv, men det hjælper dig også i den anden del af spillet.

Anden del foregår i en monsterverden, hvor du skal bruge de væsner, som hedder persona. De er nærmest en slags skytsengle for dig, som hjælper dig med at kæmpe imod de onde monstre, som hedder shadows. Du kan låse op for et utal af personaer og gøre dem stærkere ved at lære dine venner at kende i den virkelige verden. Det er det, som binder hele spillet sammen.

Det med venskaberne fik mig med på vognen og fik mig til at bruge over 200 timer i universet. Venskaberne i spillene gør, at jeg ikke kan lade være med at vende tilbage igen og igen. Så her – i anledning af seriens 30 års-jubilæum – kommer min top fem over de venskaber, jeg er stødt på i spillene.

5. Daisuke fra Persona 4

Som mange andre elsker jeg sport. Så selvfølgelig har jeg taget Daisuke, fodboldholdets kaptajn, med. Han sætter pris på, at man arbejder hårdt og giver sig fuldt ud. Men lige meget, hvor god man er, kan alle ramme en mur, hvor man mister sin motivation og holder sig tilbage.

Det sker også for Daisuke, selvom han ikke vil indrømme det med det samme. Det blev min opgave, sammen med vores fælles ven Kou, at hjælpe ham.

Jeg kan nikke rigtig meget genkendende til det, fordi jeg selv spiller håndbold og selv har mærket det med at sidde fast og føle, at man lige har brug for et skub i den rigtige retning.

4. Rise Kujikawa fra Persona 4

Den næste på min liste er Rise Kujikawa, som er den her berømthed, som prøver at flygte fra rampelyset. Hun drømmer om at leve et normalt liv, hvor folk ikke kun ser hende som et idol. Men det er ikke nemt, for det at være berømt er også en del af hende.

Hun er bare den her søde pige med den fedeste energi. Hun beder om hjælp til at finde ud af, hvad hun vil og hvem hun egentlig er. Jeg forstår hende godt. Jeg arbejder også på at trække stikket og ikke gøre alle glade altid. Det er en fed vinkel, og jeg kan virkelig se mig selv i hende.

3. Mitsuru Kirijo fra Persona 3

Min tredjeplads går klart til Mitsuru Kirijo, som er en pige, som bare virker perfekt udadtil. Hun er elevrådsformand, får topkarakterer og siger altid det rigtige. Hun har faktisk talegaverne så meget i orden, at hendes skoleleder prøver at overgå hende i en tale, dagen efter at hun selv har holdt en tale. Så, ja, hun er skarp.

Men, når man lærer den rigtige Mitsuru at kende, finder man ud af, at hun har levet i en boble, hvor hun skulle koncentrere sig om at leve op til sin familie og overtage familiens firma. Hun har ikke haft mulighed for at være teenager.

Jeg kan huske, jeg sad helt mundlam, da jeg fandt ud af, at hun aldrig havde prøvet en helt almindelig burger. Men det er også det, der gør hendes story arc så fed. Hun beder om hjælp til at prøve at leve et almindeligt liv.

Man tager med, når hun prøver sin første burger og tager hende med i biffen. De simple ting hjælper hende til at lære at være sig selv og sige fra over for alle de forventninger, der er til hende. Jeg sad bare med armene over hovedet, for jeg blev så stolt af hende, da jeg havde udviklet venskabet fuldt ud.

2. Ryuji Sakamoto fra Persona 5

Første gang jeg mødte Ryuji tænkte jeg ikke meget om ham. Han virkede bare som den klassiske troublemaker i skolen, som er blevet skoletræt. Nogle af jer kender nok typen. Men, jo mere jeg hang ud med ham, jo mere så jeg lige så stille en anden side af ham.

Han er faktisk god nok på bunden. Han er bare en misforstået person, som kom til at stille sig op imod den forkerte. Det var så tilfredsstillende at hjælpe at hjælpe Ryuji, så han kunne få sluttet fred med sit gamle løbehold og føle sig okay igen.

1. Nanako fra Persona 4

Har I prøvet at ønske jer en lillesøster? Den følelse fik jeg, da jeg mødte Nanoko, som er denne her pige, som er ved at blive voksen alt for hurtigt, fordi hendes far aldrig er hjemme og altid arbejder.

Nanoko starter med at være meget genert, men gradvist åbner hun sig op for én. Hun spørger, om hun må hænge ud med dig og dine venner, og efterhånden bliver hun en af de vigtigste personer i vennegruppen, som altid skal med. Hun blev på en måde min lillesøster, som jeg lærte om livets store spørgsmål og ville gøre alt for at gøre glad.

Et hav af fede karakterer

Som I kan høre, er der mange fede karakterer, man kan blive venner med. Jeg synes, spillene giver et spændende indblik i, hvordan det kan være at leve i Japan.

Jeg tror, mange ville kunne relatere til de forskellige karakterer, om det så er den hårde banan Ryuji, som i sidste ende har hjertet på rette sted, eller det er lillesøster Nanoko, som man vil beskytte for enhver pris.

Jeg håber, vi får mange flere fede karakterer med noget på hjerte i Persona-spilserien i fremtiden. Vi ved allerede, at Persona 6 udkommer i 2027, og det glæder jeg mig meget til, selvom der er et stykke tid til. I mellemtiden kan man også glæde sig til remaken af Persona 4, som kommer 18. februar 2027. Så der er masser af spændende ting i vente!

Tobias Qwist

Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

The post Top 5: Personer i Persona appeared first on TV Glad.

Det bliver et efterår fuld af bank, ballade og blodtud. Svend Gejl guider til de største actionbrag indenfor film og spil, som efteråret 2026 har at byde på.

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han laver også musik til vores programmer og elsker gadgets og elektronik.

The post GG Preview: Efterår med smæk på appeared first on TV Glad.

Af Svend Gejl

Har du malerhjerne ligesom Humleridderne, så skal du tjekke det her sjove blæksprutte-male/skydespil ud!

Splatoon Raiders er en spin-off i Splatoon-spilserien, og de tre værter fra Splatoon 3, Shiver, Frye og Big Man, er med.

Det starter med et styrt

De almindelige Splatoon-spil er online skydespil, hvor man konkurrerer i hold. De går ud på, at du er en slags blækspruttefigur, der render rundt med skydevåben, der kan male. Du skal male banerne med dit holds farve og nakke fjender og undgå deres maling. Det hold, der har malet mest i deres farve, når tiden er slut, har vundet.

Det nye Splatoon Raiders er anderledes. Det er først og fremmest en single player-oplevelse. Spillet handler om, at du er på vej ud med helikopter for at finde en skat på en eksotisk øgruppe. Men en storm opstår, og det ender med, at I crasher på øen og ikke kan komme væk. Helikopteren er i stykker, og piloten, der fløj, er blevet slået ud og såret.

Her starter spillet. Med hjælp fra de andre skal du finde en masse krystaller og skatte for at få materialer til at kunne bygge et nyt fartøj, så du kan slippe væk fra øen.

Dumme laksefisk

Spillet er i wave shooter-genren. Undervejs kommer der horder af fjender, du skal klare, for at kunne komme hen til der, hvor skattene befinder sig.

Nogle baner byder på x antal fjender og forhindringer. Andre baner går ud på, at der kommer horder af fjender imod dig ad flere omgange, indtil du har nakket alle. Der er også bosser, du skal klare undervejs. Heldigvis har man altid enten Shiver, Frye eller Big Man ved sin side. Man vælger én af dem som sin hjælper.

Fjenderne er laksefisk, og der er forskellige udgaver af dem. Store og små med forskellige våben, som giver dig power-æg, hver gang du nakker dem. På den måde kan du få boostet dit power meter, og når det er fyldt, kan du fyre din hjælpers vilde specialkræfter af. Det er alt sammen meget sjovt og ofte virkelig kaotisk.

Spillet er først og fremmest en singleplayer-oplevelse, men man kan få hjælp af andre med multiplayer online-funktionen. Der er desværre ingen muligheder for lokal co-op med din sidemakker.

Spilstyringen foregår som udgangspunkt med gyro. Du styrer din karakter med venstre analogpind, bruger gyrofunktionen til at sigte op og ned og højre analogpind til at sigte til venstre og højre.

Nak og opgradér

Der er mange ting, du kan gøre, på din flydende hovedbase. Du kan opgradere selve basen og dine våben og powers. Alle våbnene ser ud som om, de er lavet af gamle colaflasker, reb, bøtter og rør. Det er ret fedt.

Du kan også fiske med kran i det åbne hav efter kasser, der driver forbi. De er fyldt med krystaller og ting til at kunne opgradere.

Det er vigtigt at vælge de rette våben til de forskellige baner. Det er f.eks. ikke smart at bruge malerrullevåbenet i baner, hvor der er flyvende fjender. Rullen gør det bare lidt sværere at ramme dem, da det våben er bedst på jorden.

Tilgængelighed

I starten af spillet kan du vælge sværhedsgrad. Du kan slå gyro fra, hvis du har svært ved at styre med bevægelse, og der er også en funktion til farveblinde, der låser spillets farver.

Ellers er der ikke så mange indstillinger. Folk, der ikke kan læse og forstå engelsk, får nok lidt svært ved spillet, da der er meget tekst, der fortæller om de forskellige ting, du kan gøre for at blive bedre og forstå, hvad der sker i historien. Spillets figurer snakker, men det foregår i et vrøvlesprog, så man er altså nødt til at læse.

Konklusion

Splatoon Raiders er ret sjovt og underholdende, helt ligesom som orginalspillene. Dog kan det blive lidt ensformigt og også lidt uoverskueligt, når der sker en masse på skærmen. Det er absolut ikke et stress-frit spil, men hvis man kan lide, at der er gang i den, er det jo perfekt.

Jeg blev i hvert fald grebet af den vilde, kaotiske actionstemning. Så jeg kan anbefale spillet til dem, der godt kan lide Splatoon-serien.

Splatoon Raiders er ude nu til Nintendo Switch 2.

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han laver også musik til vores programmer og elsker gadgets og elektronik.

The post Anmeldelse: Splatoon Raiders appeared first on TV Glad.

Af Svend Gejl

Jeg har fundet fem spil frem, hvor der gemmer sig en sommeraktivitet, som du kan blive inspireret af og lave i virkeligheden. Her kommer mine bud på sjov og spas, så du ikke kommer til at kede dig, nu det er sommer.

5. Stardew Valley: Sjov på stranden

Stardew Valley er et RPG-spil, hvor du skal farme på din bedstefars gamle sted og genopbygge det gamle beboerhus nær byen, som er forfaldet og oser af skjulte og mystiske hemmeligheder. Samtidig er der et stort supermarked, Joja, som prøver at overtage det hele.

I det spil kan du tage ned til en strand og finde ting i sandet som søstjerner og andet. Du kan også tage ud på molen og fiske. Perfekt at tage på stranden og fiske og finde spændende ting på en sommerdag. 

Udgivet på pc, Linux, Mac, Xbox One, PS4, PS Vita, Switch 1&2, iOS og Android.

4. Canis Canem Edit/Bully: Forlystelsespark

Et spil fra 2006 af udvikleren Rockstar. Her er du ny elev og skal klare dig igennem et helt skoleår som ballademager på en kostskole.

Der en nærliggende by, du kan cykle hen til fra skolen, og der er en forlystelsespark man kan interagere med. Du kan prøve en rutsjebane eller de mange skydetelte, hvor du kan vinde en bamse eller andet.

Det er jo oplagt at tage en tur i en forlystelsespark, nu man har sommerferie. 

Udgivet på pc, PS2, Wii, Xbox 360, iOS og Android.

3. Final Fantasy X og X-2: Blitzball

Final Fantasy X og X-2 er en RPG-spilserie, hvor du spiller som Tidus, der er en stjerne indenfor det særlige spil blitzball. Han begiver sig ud på en rejse med makkeren Yuna.

I Final Fantasy X og X-2 kan du selv komme til at spille blitzball i en form for minigame-turnering. X og X-2 er de eneste spil i Final Fantasy-serien, hvor du mulighed for at spille lidt bold i vandet.

Blitzball minder lidt om både ishockey og vandpolo. Der er fem på hvert hold, og det foregår i vand. Det siger lidt sig selv, at det er perfekt at tage sig et spil bold i vandet, når det er varmest i vejret.

Udgivet på Playstation 2.

2. Yakuza Kiwami 3 & Dark Ties: Smeltende is

Spillet er en del af Yakuza-serien. Du spiller som Kazuma Kiryu. Han er et tidligere yakuza-medlem, som har trukket sig tilbage til Okinawa-øen for at hjælpe hjemløse børn, men en dag bliver han overmandet og ender i det kriminelle undergrundsmiljø igen. 

Der er en sidemission i spillets tredje kapitel, hvor du skal nå at aflevere nogle isvafler til en gruppe børn, inden tiden slutter, og de smelter.

Sommertid betyder en masse is. Så nyd en stor isvaffel, inden den smelter – det kan klart anbefales herfra.

Udgivet på pc, Switch 2, PS4, PS5 og Xbox Series X/S.

1. Tekken 3: Beach volley

Tekken 3 er et meget populært kampspil, som udkom i 1997 på PlayStation 1. Du slås enten mod computeren eller en anden spiller i King of the Iron Fist-turneringen.

I Tekken 3 er der en mode i hovedmenuen, hvor du kan komme ud på en strand og spille beach volley.

Det er oplagt at spille lidt bold i sandet, når vejret er godt – så kan man se, om man er bedst til det i virkeligheden eller i spillet.

Udgivet på PlayStation 1.

Det var min top 5. Jeg håber, den kan inspirere dig til at komme ud og dyrke lidt aktiviteter denne sommer. At spille lidt bold i vandet, efter du har været i forlystelsespark og prøvet en masse ting og spist en kæmpe is.

Ud at nyde det gode vejr, når der skal holdes pause fra gaming.  

Ciao!

– Svend

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han laver også musik til vores programmer og elsker gadgets og elektronik.

The post Top 5: Sommersjov i spil appeared first on TV Glad.

Af Svend Gejl

“Looks like the party’s getting started!” 

Sonic the Hedgehog har jubilæum. Det første spil i serien fylder 35 år – det udkom i 1991 til Sega Mega Drive. Vi fejrer Sonic ved at smide hans første spil i maskinen … Men holder det stadig den dag i dag?

Hvad går det ud på?

Spillet handler om Sonic the Hedgehog, det blå pindsvin med røde løbesko. Det er et 2D sidescroll-pixel-platform-spil.

Man spiller enten ved at udforske banerne langsomt eller ved at skynde sig i mål. Der er nemlig også tidstæller, så man faktisk kan speedrunne banerne, hvis man er til den slags, og se, hvem der er hurtigst.

I spillet skal Sonic ud på eventyr og redde South Island fra den onde Dr. Robotnik. Han prøver at overtage øen ved at forvandle den til kaos og fange alle dyrene og lave dem om til fjender. Sonic må finde smaragderne, der skal samles, så de kan blive til én stor smaragd.

Man skal nå at indsamle dem, før Dr. Robotnik får fingre i dem, og bekæmpe hans skøre robotter. I hver slutrunde skal man klare en boss for at gennemføre banen.

Det syntes vi dengang

De fleste husker den ikoniske første bane “Green Hill Zone”. Det var den, man kunne spille på udstillingsmodellerne i butikkerne. Man nåede som regel ikke længere, og det blev også den mest ikoniske bane i Sonic the Hedgehog-spilserien. Siden har banen fået mange forskellige former og medvirker endda i mange af de andre Sonic-spil, der kom senere, og i Super Smash Bros. er Green Hill Zone også med.

Musikken i spillet var funky, groovy og gjorde spillet fedt at spille. Jeg havde ikke selv spillet som barn, men dengang var det et godt modsvar til Nintendo, der havde Super Mario. Sonic blev markedsført som den seje karakter af dem begge. Cool og hurtigere end Super Mario og lavet til de ældre unge for at lokke dem til. Så Sonic var et svar på Nintendos maskot, og han blev ret populær og er det stadig.

Det synes vi nu

Spillet holder stadig i dag, da mange af de seneste Sonic-spil ikke er så imponerende. Holdet bag eksperimenterer stadig med Sonic the Hedgehog-spillene, og de rammer den ikke altid lige. De bliver for ensformige og mangler indhold. F.eks. er bosserne i de nye spil ikke gennemtænkt efter min mening og lidt grimme at se på. De mangler mere personlighed og bedre kamp-moves. Og så er mange af banerne i de nye spil også lidt kedelige og ikke interessante nok.

Men Sonic 1 holder altså stadig, selvom det er et gammelt spil fra 1991. Det er også stadig flot i dag med sin 2D pixel-grafik, og det har flot design. Der er mange nyere ports af spillet, så du kan spille det på de nyere konsoller og mobilen, hvis du ikke har en gammel Sega Mega Drive-maskine liggende.

Tillykke, blå ven, med de 35 år. Jeg håber, Sonic the Hedgehog holder i mange år endnu, og at serien vil byde på mange nye ting og spil i fremtiden. 

“Hey Sonic! Enjoy your future! It’s gonna be great!”

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han laver også musik til vores programmer og elsker gadgets og elektronik.

The post Holder det stadig: Sonic the Hedgehog appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist

Når det gælder Star Fox-spillene, har de i mange år været i glemmebogen hos Nintendo. De har ikke rigtig kunnet opnå den samme succes, som de gjorde med Star Fox 64 fra 1997, selvom de har prøvet med både remakes og fortsættelser.

Så, da Fox McCloud fra Star Fox-holdet fik en cameo i Super Mario Galaxy Filmen, var der mange, mig selv inklusive, der tænkte, at det måtte være tid til et nyt Star Fox-spil.

Og rigtigt nok: Nu er der kommet et remake af klassikeren Star Fox 64, eller Lylat Wars, som det hed her i Europa. Jeg var spændt på, om det ville lykkes folkene fra Velan Studios at hive nye fans til serien og samtidig få den samme følelse frem i den gamle fanskare, som de første spil gjorde.

Den klassiske historie

Når det gælder historien, er det nye spil præcis som det originale. Man følger Fox McCloud, som er gået i sine fars fodspor som rum-lejesoldat, efter at faren blev forrådt på en mission.

Fox og hans team får til opgave at stoppe den onde Andross, som prøver at overtage galaxen. Lidt efter lidt lærer man mere og mere om sit hold, og Fox træder ud af sin fars skygge og beviser sit værd.

Det er altså præcis den samme historie igen, bare præsenteret mere lækkert. F.eks. har forhistorien med Fox’ far fået en cutscene i stedet for, at det bare står med skrift. Faktisk har alle optakter til missioner fået flotte cutscener. I det gamle spil foregik alt over sådan nogle video calls.

Skuespillerne, der lægger stemme til karaktererne, gør det rigtig godt. Dem, der lægger stemme til Star Fox-teamet gør det især godt, og det fik mig til at føle mig som en del af holdet – om det er Falcos små udfordringer, han giver over videoopkald under missionerne, eller planlægningsmøderne inden opgaver.

Følsom mus

På selve banerne flyver du i dit rumskib. Du er omgivet af folkene i dit team, som også har hvert sit lille fighter-rumskib. Du skyder fjendtlige skibe ned med bomber og laserskud, og du har mulighed for at samle powerups op for at gøre dine skud stærkere. Så bliver det nemmere at skyde fjenderne ned. Gameplayet flyder godt og er godt balanceret.

Den nye udgave har mulighed for at styre med mus, og jeg syntes, det var meget overvældende i starten. Funktionen gør, at sigtekornet er meget følsomt. Det kan man heldigvis rette i spillets indstillinger, hvor man kan indstille følsomheden eller slå musestyringen helt fra. Da jeg først for alvor kom ind i gameplayet, fik jeg den her fede fornemmelse af action og en stor tilfredsstillelse af at skyde fjender ned med perfekte skud.

Hvor skal vi hen, du?

Der er 16 forskellige planeter, og man har selv indflydelse på, hvilken vej, man tager. Hvis man klarer en bane på en bestemt måde, bliver man sendt til én planet, og hvis man klarer den på en anden måde, bliver man sendt til en anden. Jeg elskede især Sector Y, hvor man skulle vælge imellem den hårde vej eller den mere tilgivende. Det var intenst og sjovt.

Jeg synes dog også, gameplayet bliver ret ens i længden. Man skal mest bare skyde ting i smadder. Jeg havde håbet, de havde fulgt mere med tiden i den her nye version og tilføjet flere power ups, så man kunne smadre fjenderne på flere måder.

Der er lige et par missioner, hvor der sker noget andet. F.eks. på planeten Zoness, hvor man har mulighed for at snige sig igennem. Ikke at det er min spidskompetence, men det var alligevel dejligt at få muligheden. Man får også mulighed for at styre en tank et par gange. Og så har udviklerne krydret den nye udgave med en række challenges, man kan forsøge at sætte flueben ud for – det var der ikke i den gamle.

Spillet har også en multiplayer-funktion kaldet Battle Mode, hvor man kan kæmpe mod andre spillere online i kampe fire mod fire.

Tilgængelighed

Man kan indstille spillets sværhedsgrad. Jeg har gennemført spillet på easy og normal. Senere kan man også låse op for expert. Jeg brugte f.eks. easy mode til lige hurtigt at komme ind i spillet og for at varme op, da den er meget tilgivende – den kan man f.eks. også vælge, hvis man bare vil nyde historien.

Den normale sværhedsgrad var en mere balanceret oplevelse, men der var en mission på normal, hvor man skulle kæmpe imod fjenderne i Star Wolf, som jeg syntes var dårligt balanceret. Mine holdkammerater døde utroligt hurtigt.

Hvis du synes, det kan være lidt overvældende at spille spillet i starten, er der også en co-op-indstilling, hvor du kan dele oplevelsen med en ven. Én styrer skibet, og én skyder med laseren. Noget, som jeg klart vil prøve med min kæreste, næste gang vi er sammen.

Konklusion

Star Fox-remaken er et flot spil, som holder sig meget til originalen. Det formår dog stadig at give spillet et løft og serverer en solid historie, som handler om at være sin egen person og bevise sit værd.

Gameplayet er for det meste sjovt. Dog kan det virke ensformigt hen ad vejen i single player. Spillet er kort, og en stor del af værdien ligger i at klare baner på nye måder og finde andre veje gennem galaksen. Det ændrer dog ikke på, at man ofte starter forfra og spiller igennem mange af de samme ting flere gange.

Den nye udgave byder heldigvis også på challenges, co-op og Battle Mode, og det hjælper på variationen. Jeg kan klart anbefale spillet – enten til at spille alene eller med venner.

Star Fox er ude nu til Nintendo Switch 2.

Tobias Qwist

Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

The post Anmeldelse: Star Fox appeared first on TV Glad.

Af Jonas Hertzum

Vores alle sammens yndlingsdinosaurus Yoshi er tilbage med et helt nyt spil, nemlig Yoshi and the Mysterious Book. Jubi! Men er det nu et godt spil? Lad os kigge på spillet sammen, skal vi ikke.

Mystisk skinkebog

Spillet foregår på den ø, hvor Yoshierne bor. Midt i det hele falder en mystisk bog ned fra himlen. Den mystiske bog hedder Mr. E. Ham her Mr. E ligner et stykke skinke, synes jeg. Mr. E har brug for hjælp til at udforske sine sider, som på mystisk vis er blevet blanke.

Bowser Jr., som er den onde Bowsers søn, og Kamek, som er en af Bowsers håndlangere, er også med. De er fanget i bogen og vil gerne hjem til Bowsers slot, hvor de bor, men de kan ikke finde vej.

Spillet har seks forskellige kapitler, som du skal udforske. Når du har klaret dem, ja, så låser du op for mere, kan jeg vist godt sige uden at afsløre for meget.

Leg med Yoshi

Gameplayet, my God, det er godt. Måden, man klarer baner på, er anderledes end i andre spil. I stedet for, at man skal gå fra start til slut, skal man egentlig bare lege med banerne og udforske dem. Man kan interagere med de væsner, man møder.

I en bane skal man f.eks. bære en gul blomst rundt og få nogle træer til at blomstre. Der er også en bane, hvor man skal hoppe på nogle lyserøde væsner, som ligner Kirby fra Kirby-serien, nice. 

Jeg kan også lide et kæmpestort grønt monster, som du kommer i møde. Først sover den bare, men så snart, du giver den et løg at spise, vågner den. Og det er ikke løgn (høhø), går du tæt på monsteret, så spiser den dig, som var du dens frokost, men den spytter dig ud igen.

I enkelte af banerne kan det godt være lidt forvirrende at vide, hvad man egentlig skal. Jeg sad fast et par steder i spillet, fordi jeg ikke kunne regne ud, hvad jeg skulle med væsnerne på banen.

Håndtegnet look

Nu skal du bare høre, spillet har nogle fantastiske animationer. Når du starter en bane, hopper Yoshi f.eks. ind i et forstørrelsesglas. Unødvendig detalje, men stadig fantastisk. Hele spillet ser ud som om, det er blevet tegnet, wow.

Tilgængelighed

Ja, selvom spillet er godt, så skal vi lige give et par røde flag. Det her Yoshi-spil er kun single player. Man kan altså ikke spille to-player som i nogle af de andre Yoshi-spil.

Der er også rigtig meget tekst i løbet af spillet. Man kan vælge at sætte det på andre sprog, men man kan ikke vælge at sætte teksterne på dansk. Det er lidt ærgerligt for de spillere, der måske ikke kan engelsk.

Konklusion

Alt i alt er Yoshi and the Mysterious Book et sjovt og hyggeligt spil med flotte animationer, fedt gameplay og fantastisk grafik, mums.

Altså, hvis du er stor Yoshi-fan, så er det her et godt spil at spille og hygge sig med. Man kan lege en del i hver bane. Til sidst, kære venner, vil jeg nævne en ting, jeg er absolut vild med: Man kan selv navngive de væsner, man møder på vejen, det er bare nice.

Jonas Hertzum

Jonas er redaktionens Mario-ekspert. Han er vild med pølsehorn og går altid med ja-hat. Hver onsdag spiller han pløk-umulige Mario-baner på vores Twitch-kanal.

The post Anmeldelse: Yoshi and the Mysterious Book appeared first on TV Glad.

Af Svend Gejl

“The name is Bond. James Bond.”

Det danske firma IO Interactive, som står bag Hitman-spillene, har brugt de sidste seks år på at lave et helt nyt James Bond-spil.

Det har været et kæmpe projekt, og det har også store navne på rollelisten: Lenny Kravitz er med som skurken Bawma, The Pirate King. James Bond selv spilles af Patrick Gibson, og Lana del Rey har lavet temamusikken.

Bond begynder forfra

I spillet følger man den unge James Bonds oplæring, hvor han træner, så han kan blive 007-agent i MI6. Du starter med en helikoptertur til Island, men helikopteren bliver skudt ned.

Du skal nu kæmpe dig vej igennem en masse fjender og snige dig rundt, til du kommer til en base, der er blevet overtaget. Her er der nogle data, du skal hente på en computer.

Efter den første mission kommer du på træningslejr. Her lærer du mere om, hvordan du spiller spillet, og der har du forskellige måder at klare dig på. Du kan enten snige dig rundt eller vælge action-vejen med combat og skyderi. Du lærer også, hvordan du kører bil, så du kan det senere.

Gameplayet er altså en blanding af luskeri og action. Ofte vælger du selv: Du står i en situation, hvor du har tilladelse til at dræbe, så du har altså muligheden for at skyde dig igennem banen. Men ønsker du ikke det, kan du ignorere det og snige dig videre. Ofte har du så brug for at lave afledninger og lyde, så vagterne ikke opdager dig.

Det er alt sammen sjovt, men nogle få steder kan det godt blive en lille smule ensformigt. Det er af og til de samme strategier, du bruger gentagne gange. Det gælder f.eks. den måde, du afleder fjendernes opmærksomhed på og de ventilationsskakter, du sniger dig igennem.

Men bortset fra det er gameplayet sjovt. Banerne er lange, og de veksler mellem åbne områder og mere låste actionscener, som f.eks. biljagterne.

De rigtige vibes

Du låser op for nye gadgets undervejs, som f.eks. lasere og giftige våben. Du lærer også skills, som f.eks. at bluffe, så du kan snakke dig ud af situationer – hvis du f.eks. bliver opdaget af dine fjender. Du bruger også dine taleevner undervejs i spillet, når du f.eks. møder en mystisk kvinde, du lige skal charmere.

Spiller oser af Bond-vibes fra start til slut. Nogle af de handlinger, Bond laver, virker meget filmiske. Som f.eks. når han siger sig imellem to sprækker, han kan kigge igennem.

Man ser allerede fra starten af, hvor godt det er lavet, da man kan virkelig kan se, det regner og drypper ned af James Bond. Og man kan se sit eget spejlbillede i ting, man kan spejle sig i.

Man rejser meget rundt, da missionerne foregår forskellige steder i verden som Island, London, Malta, Slovakiet, Vietnam, og Antarktis – fuldstændig ligesom i filmene, hvor James Bond også rejser verden rundt.

Tilgængelighed

Spillet har tre sværhedsgrader, du kan vælge imellem, inden du begynder: Let, medium og svær. Du kan customize dine knapper, så de passer til din spillestil. Du kan også få hjælp til at sigte bedre.

Hvis du har problemer med synet, kan du indstille spillet, så du får objekter, du kan interagere med, belyst. Du kan også indstille rystelse, motion blur, film grain osv., hvis du har problemer med for mange effekter. Du kan også sætte granater til at gøre skærmen sort i stedet for hvid, hvis det generer dig for meget. Du kan også indstille underteksterne, hvis du har svært ved at se dem.

Alt lyd kan indstilles – lige fra speaks til effekter, baggrundsmusik og main-lyd på det hele. Der er mulighed for, at du kan få læst menuerne og andet tekst op, hvis du ikke kan læse.

Konklusion

Jeg er begejstret over, hvor mange steder der er i spillet, og hvor flot grafikken er. Det er på alle måder et super godt spionspil, som er spækket med den rigtige stemning.

Jeg håber på flere fremtidige James Bond-spil fra IO Interactive, da det næsten er på niveau med filmene og kunne blive til en film.

Vi har testet spillet på PlayStation 5. Det fås også til Windows og Xbox Series X/S og udkommer til Nintendo Switch 2 senere i 2026.

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han laver også musik til vores programmer og elsker gadgets og elektronik.

The post Anmeldelse: 007 First Light appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist

For mig er et godt Lego-spil et spil, som hele familien kan nyde. Unge som gamle, med sjovt gameplay og den varme humor, som giver et lille smil på læben.

Da det kom ud, at Traveller’s Tales og Warner Bros. Games ville udgive et Lego Batman-spil, var jeg meget spændt på, hvordan det ville gå – også, når jeg tænker på, hvor mørkt Batman-universet er.

Kunne de få introduceret hans verden på en ordentlig måde? Kunne de fange de ondes små, skøre karaktertræk og vise, hvor farlige, de egentlig er, og alligevel holde det familievenligt, nu hvor spillets aldersgrænse er sat til syv år?

En smuk verden med nok at lave

Første gang, jeg så Gotham City i spillet, tænkte jeg: “Wow, det ser godt ud.” Ja, faktisk kæmpede jeg lidt med mig selv, for jeg havde ikke lyst til at smadre noget, og det er ellers det sjove ved Lego-spil. Jeg syntes bare, spillet var så flot, og jeg kunne også virkelig fornemme den her dystre stemning med kaos omkring – og alligevel i en familievenlig pakke.

Et godt eksempel er en scene, hvor man ser politiet løbe efter et bundt pengesedler, som var de glade hunde, der jagter en bold. Jeg synes, det viste på en sjov måde, hvor meget mafiaen og de onde bestemmer i Gotham City.

Man får muligheden for at kæmpe sig igennem et hav af kriminelle i løbet af spillet, og kampsystemet flyder godt. Det sætter fokus på samarbejde, fordi man får muligheden for at bruge en række forskellige figurer fra universet. De har hver deres specielle evne, som man får brug for for at komme videre.

Catwoman har f.eks. sin berømte pisk, som man bruger til at åbne døre med. Batgirl kan hacke, hvilket er et meget sjovt mini game i sig selv. Man kan levelle op i figurernes egne skill trees, og det er lige mig.

Man har også mulighed for at samle en masse forskellige items op i byen, og man får også låst op for ikoniske superheltedragte og køretøjer fra de forskellige film og tegneserier. Her får man lidt at vide om, hvornår de blev vist første gang, og vi snakker altså om tilbage fra omkring 2. verdenskrig til i dag, så I kan lige forestille jer, hvor mange forskellige der er. Det hele blev vist flot frem i min helt egen Batcave, som jeg kunne bygge op, som jeg ville.

Fin opsummering af Batmans historie

Når det gælder historien, låner spillet fra mange forskellige udgaver af Batman. Det gør, at man følger Batman helt fra starten, til han blev Batman. Man ser ham træne i bjergene, hvor han får mulighed for at træne sine kamp-skills. Det gjorde spillets tutorial noget sjovere, selvom den stadig var lidt lang. Man ser også, hvordan Batman møder kendte ansigter fra franchisen, som Jokeren, Robin og Catwoman.

Alle stemmeskuespillerne gør det godt, og jeg synes, karaktererne introduceres rigtig godt. Jeg kunne især godt lide Robins historie. Man møder ham midt i et cirkusshow. Der er også en fed scene fra Arkham med Jokeren. Jeg synes, folkene fra Traveller’s Tales har givet os et godt overblik over Batmans historie, hvor de også har fået noget af den gode Lego-humor med.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af politimanden Jim Gordon, som bare er uheldig og får en masse maling ud over sig og falder ud af en helikopter eller Robin med sine lamme catch phrases.

Tilgængelighed

Når det gælder tilgængelighed i spil generelt, synes jeg, det er på vej i den rigtige retning, hvor der bliver sat mere fokus på det. Men ofte er det stadig gemt meget væk, og man skal igennem en del menuer for at finde indstillingerne.

Det gælder heldigvis ikke Lego Batman. Her blev jeg spurgt lige med det samme, om jeg ville sætte grundindstillinger for tilgængelighed til. Hvis du har problemer med synet, er der en indstilling til det. Hvis du har problemer med hørelsen, kan spillet også hjælpe med det, og hvis du har et fysisk handicap, så frygt ej, det prøver det også at hjælpe med.

Ikke nok med det, så har spillet også en større menu for tilgængelighed, hvor der er endnu flere muligheder. Så tak for det. Sådan burde det altid være.

Konklusion

Lego Batman: Legacy of the Dark Knight er et flot spil, hvor man virkelig får et indblik i Batmans rige univers. Det er alt sammen på en familievenlig måde, hvor alle kan være med, og jeg hyggede mig virkelig med spillet.

Vi har testet spillet på PlayStation 5. Det fås også til Windows og Xbox Series X/S – og det udkommer til Nintendo Switch 2 18/9 2026.

Tobias Qwist

Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

The post Anmeldelse: Lego Batman: Legacy of the Dark Knight appeared first on TV Glad.