
Af Svend Gejl
Efter mange år med Stranger Things-serien er den slut. Det er ikke til at forstå, da den har fået en stor betydning for mange millioner mennesker verden rundt.
Stranger Things startede på Netflix i 2016. Serien foregår i en lille by, Hawkins, og følger en flok børn, der elsker at spille Dungeons & Dragons. En dag opstår der noget uventet, og de ender på eventyr i en anden dimension for at redde byen fra det onde.
Nu er eventyret forbi efter 10 år med firser-vibe, overnaturlige ting og elskede karakterer, som man holder af.
Men hvad skal man lave, nu hvor serien er slut? Jeg har fundet fem gode tips til dig, der gerne vil forsætte med Stranger Things-viben, fordi du stadig ikke kan få nok og ikke vil tro, det er slut endnu.
Crossing Souls

Crossing Souls er et action/adventure-spil, hvor du styrer fem venner fra en californisk forstad, som har fundet en pink sten. Stenen kan få dem til at rejse mellem to verdener. De får den vildeste sommer, hvor de bliver involveret i regeringskonspirationer og overnaturlige ting, som opstår.
De skal løse mysteriet om, hvor stenen kommer fra, samtidig med at regeringen også er på sporet af stenen og vil forhindre gruppen i at finde svaret på, hvor den kommer fra.
Crossing Souls, 2018, PS4, Switch, pc og Mac.
Kung Fury: Street Rage – Ultimate Edition

Til jer, der ikke kan få nok firsertid efter Stranger Things-universet, så er dette spil et godt bud.
Kung Fury er et arkade beat ’em up-spil, der byder på action og kamp i den vildeste kung fu-stil med god firser-synthwave-musik til. Du skal slås mod en masse fjender, der kommer din vej i storbyen, og det gælder om at time comboerne og holde dem i live.
Det er et spil, der er lige til at hive frem og spille, og det er fuld af god action ligesom i Stranger Things.
Kung Fury: Street Rage – Ultimate Edition, 2015, PS4, PS5, Switch, Xbox One, pc og Mac.
The Goonies

Filmen handler om en flok unge, der finder et skattekort oppe på et loft. De begiver sig ud på et eventyr for at finde skatten, og undervejs møder de nogle banditter der kommer efter dem. Vennegruppen opdager deres hemmelighed: et væsen ved navn Sloth, som de holder fanget.
Røverne får færten af, at børnene er på skattejagt og vil gerne have fat på skatten også. Det ender med et eventyr, hvor børnene bliver jagtet og kæmper for at finde sørøverskatten.
Fed film, som også handler om en flok venner, som opdager noget mystisk og begiver sig ud på eventyr ligesom i Stranger Things-serien. Bonus-info: Hovedpersonen fra filmen har en stor rolle i Stranger Things sæson 2!
The Goonies, 1985, udgivet fysisk og på div. streamingplatforme
Super 8

Super 8 er en sci fi/thriller-film fra Steven Spielberg. En gruppe børn er ved at optage en zombiefilm, og lige pludselig bliver de vidner til et mystisk tog-crash. De mistænker toget for at have sluppet noget farligt, overnaturligt ud. De møder deres biologilærer, som er indblandet i ulykken og fortæller dem, de skal passe på og glemme, hvad de lige har opdaget, for noget mega farligt opstår …
Efterfølgende sker der mystiske ting i byen. Hunde løber væk, folk mangler, og elektronik bliver stjålet. Vennegruppen tager ud og undersøger, hvad der skabte alt det kaos, imens efterretningstjenesten vil tage sagen i egen hånd.
Super god film, der giver de rigtige vibes, fordi der sker noget hemmeligt og overnaturligt, og børnene bliver jagtet af regeringen.
Super 8, 2011, udgivet fysisk og på div. streamingplatforme
Playliste
For at kunne holde Vecna og stilheden ud har jeg lavet en playliste, du kan nørde og høre. Jeg har fyldt den med mine bud på andre sange, som også kunne passe til serien.
Giv den et lyt, hvis du savner en god Stranger Things-stund i din kedelige hverdag. Jeg har lavet playlisten, så den føles som en rejse fra start til slut.
Firserne er tilbage – og det virker som om, de aldrig slutter!

Svend Gejl
Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han samler på spil og figurer og elsker at hygge med vennerne online.

