Som barn savnede Rasmus Nielsen ofte, at hans far var mere nærværende.
Hans far blev far som 25-årig, og livet gik stærkt. Samtidig oplevede Rasmus, at hans cerebral parese satte begrænsninger for deres relation.
Alligevel husker han især de mange ture i svømmehallen, hvor de kom tæt på hinanden.
I et personligt interview tager Rasmus en ærlig og vigtig samtale med sin far. Han ønsker at høre sin fars oplevelse af deres fælles historie og få sat ord på det, der har været svært.
