Pokémon 30 – en personlig hyldest

Af David Frantsen
Foto af Matias Olsen 

Jeg drager ud på livets vej, jeg går i SFO’n …

Pokémon skylder jeg tak for 30 vidunderlige år, der kun lige er begyndt! Tak er kun et fattigt ord, for jeg havde ikke været så glad og lykkelig uden disse fortryllende yokaier! Yokai er jo den japanske fællesbetegnelse for dyr, planter og sagnomspundne væsner, og Pokémon dækker det hele!  

Og at dække alt er helt bogstaveligt, når Pokémon jo findes i alle former for litteratur efterhånden! Og stor litteratur begynder jo i det små, for skaberen af Pokémon, den japanske spildesigner Satoshi Tajiri (der i øvrigt ligesom undertegnede er diagnosticeret med autisme), samlede nemlig på insekter, da han var lille, og den glæde tog han med sig, da han (højst sandsynligt) med hjælp fra de højere enheder skabte Pokémon i 1996! Fra den ene skabelse til den anden skabte Pokémon for mig også universets bedste barndom.  

For denne barndom som Pokémon-træner (som jeg stadigvæk er i dag), foregik i SFO Vilde Vulkaner i Vordingborg, som jeg var så privilegeret at gå i fra 1998 frem til 2003, altså fra mit 7. til 12. leveår! Pika pika! Først fandt jeg, på en ferie i Tyskland, et kort med skarven Fearow, da jeg var otte, hvor mærkatet var med Pokémon, og året efter delte en skolekammerat fra klassen så gavmildt ud af Pokémon-kort til os alle!  

Mit allerførste kort var Nidorino, en hybrid mellem enhjørningen og hulepindsvinet, og jeg var solgt på stedet, ligesom resten af ikke bare klassen, men hele skolen! Skolen hang jo sammen med SFOen, og hvor skolerne gik på sommerferie, var denne fritidsordning stadigvæk åben, så vi børn havde hele og lykkelige legedage, hvor vi fangede Pokémon på livet løs!

Selvom jeg har haft den bedste familie at vokse op i, og også havde fantastiske kammerater i dagplejen, børnehaven og skolen, så var det i de lange og vidunderlige somre med mine venner Simon, Claus og Nick, at jeg legede Pokémon og oplevede min barndoms højdepunkter!  

Højdepunktet har også været, at universet har lyttet til os, for Pokémon Go, der først blev skabt i 2016, har rødder i vores lege! For vi legede altid, at vi med hver vores Buddy (altså Starter Pokeémon) sammen skulle dræbe Mewtwo eller Gary Oak. For Mewtwo, denne egenrådige, melankolske og majestætiske hybrid mellem en puma og sphynx-kat, var på det tidspunkt verdens stærkeste Pokémon, og Gary Oak afspejlede meget skolebøllernes arrogance.  

Arrogancen blev dog stoppet af os fire modige Pokémon-trænere i bedste raid-stil, og da det jo i dag er en obligatorisk og indgroet del af Pokémon Go til telefonen, kunne man fristes til at tænke, at Alakazam må have læst vore tanker … (KaaaaZzAM!) Tanker gør man sig jo også, når man har den alsidighed, som jeg har. Derfor har jeg også brugt Pokémon til personlig udvikling og sprog …

Hvilken slags Pokémon er du, et nyt sprog lærer du li’ nu …

Terapien skal jeg nok komme til, for det kræver ligesom læring at give sin hjerne masser af slik, simpelthen videngodter! Godter af viden har jeg fået igennem Pokémon, for da denne legendariske franchise er fra Japan, udkom spillene naturligvis på engelsk her i Europa, da tiden dengang krævede, at engelsk stod højest på de europæiske skoleskemaer!

Skolet blev jeg så sandelig også i det engelske sprog via mine Pokémon-spil, siden jeg fik foræret Pokémon i den blå version til min GameBoy Color juleaften i år 2000. Sidenhen har jeg spillet min barndoms Pokémon-spil igen og igen, på, ikke bare engelsk, men også fransk og i skrivende stund nu på tysk!  

For ved hjælp af de replikker i denne elektroniske litteratur, som jeg lærte udenad, da jeg var en lille hvalp, har jeg nu lært at forstå de franske versioner af Pokémon, og det er efter min mening den bedste måde at lære et nyt sprog på.

Magiske kræfter, skjult i terapien ved foden af Mt. Moon med sangen …

Lærer man et nyt sprog, så udvikler man sig jo, og det gør Pokémon jo også, og mig selv med! Min Totem Pokémon er nemlig Galar Weezing, Koffings stærkeste form. Jeg vil nemlig betragte min tid på TV Glad gennem denne udviklingslinje, da jeg i begyndelsen var jubelglad som Koffing og senere kom i en periode grundet kærestesorg, hvor jeg var lige så depri som Weezing og ikke til at holde ud at være i nærheden af, men nu føler jeg mig seriøs, borgerlig, værdig og glad igen, ligesom Galar Weezing.

Pokémonernes udviklinger afspejler så fornemt de udviklingsstadier, som vi mennesker går igennem livet med! Livet må jo siges at være verdens største Pokémon-rejse! Og hvad min fysik angår, har Pokémon også taget mig med på en stor rejse!

Team Rocket rykker, der’ ballade vægten nu lade …

Fysikken, eller nærmere sagt overvægten, har jeg kæmpet med længe, og der har Pokémonerne igen været mine allerbedste venner! Da Pokémon Go, som tidligere beskrevet, kom ud i sommeren 2016, var jeg utroligt skeptisk. For jeg mente, at Pokémon hørte til i en håndholdt konsol, og ikke i en Wii Sports-lignende tilstand. Jeg har siden dengang måttet æde mine ord igen.

For efter at jeg først for alvor for et lille års tid siden begyndte at spille Pokémon Go, er jeg siden blevet utroligt taknemmelig for, hvad denne app gør for, at jeg har kunnet hoppe op på hesten og starte min diæt igen efter to år med usunde sager. At vandre rundt i Pokémon Go, udklække æg, og med kodiakbjørnen Ursaluna som min buddy, altså en slags rejsekammerat om man vil, så kan jeg ikke blive meget lykkeligere. 

Pokémon Go kan dog være en dyr, men glædelig fornøjelse, for jeg ved, at jeg ganske vist ville blive rigere af at kaste denne app bort fra min telefons skov af forskellige funktioner, men så ville jeg til gengæld blive umådeligt fattig, hvad sundhed angår.  

Sundhedens glæde får jeg virkelig lov til at lære at kende, når jeg marcherende udklækker det ene æg efter det andet og derefter kan se på telefonens display, hvor langt jeg har gået. Jamen, altså, Pokémon er (nu vi taler om at gå), netop gået fra at være ikke bare sundt for sindet, men for kroppen, og jeg ved at Galar Weezing giver mig ret i, at det åndelige er lige så værdifuldt som det verdslige!

Og med både verdslig og åndelig værdighed vil jeg af hele mit hjerte takke Satoshi Tajiri, Nintendo, Game Freak og Creatures for at have kreeret verdens bedste franchise, der har gjort mig til et utroligt lykkeligt menneske! Det kræver nemlig modet og heldet, vi må bare hjælpes ad, Pokémon! Du skal fange dem, jeg skal fange dem, Pokémon!