Min far har kræft i hjernen. Han har kæmpet med sygdommen i fire år, og i dag kan han ikke længere bevæge sin højre side. Han har brug for hjælp næsten hele tiden. Heldigvis har han nogle faste hjælpere, som er både søde og omsorgsfulde. De gør alt, hvad de kan, for at give ham en hverdag, der stadig føles tryg og værdig.

Men det er ikke altid de samme mennesker, der kommer. Nogle gange er det vikarer, og der kan forskellen mærkes med det samme. Der har været episoder, hvor min far er blevet talt hårdere til, og hvor nogen manglede tålmodighed.

Jeg er overbevist om, at vikarerne også gør alt, hvad de kan.

At de også vil give ham en tryg og værdig hverdag. Men hvad stiller man op som pårørende, når hjælpen ikke altid føles som hjælp, og man på første række har et direkte kig ind i et system i underskud?

Når man ser det ske for én, man holder af, gør det ondt – især når man ved, at han ikke selv kan forsvare sig. Jeg har derfor talt meget med de faste hjælpere om det. De fortæller, at mange af vikarerne slet ikke får ordentlig oplæring, før de bliver sendt ud. At de ikke altid ved, hvordan man hjælper en syg person på den rigtige måde, eller hvordan man taler roligt til dem, der er bange eller sårbare. Det er synd for borgerne. Synd for vikarerne. Synd for alle. 

De faste hjælpere gør alt, hvad de kan, men selv de føler sig nogle gange magtesløse. De siger, at det er svært at få de højere ledere til at lytte, og at de bare må klare det bedste, de kan, i et system, der hele tiden mangler hænder.

Jeg prøver ikke at pege fingre. Jeg ved godt, at mange arbejder hårdt, og at det ikke altid er let. Og jeg vælger at tro, at alle gør det så godt, de kan. Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor skrøbeligt det hele er, og hvor meget det kræver af både de syge og de ansatte. Og de pårørende.

Jeg tænker tit på, hvordan det bliver, når jeg selv bliver gammel.
Om jeg får mennesker omkring mig, der forstår, at det vigtigste ikke er tiden, men måden man bliver mødt på. Et venligt ord. Et lille smil. Et øjeblik af tålmodighed

Den 18. november skal vi stemme. Min stemme går til flere hjælpende hænder, til tiden det kræver at lære dem op og til tålmodigheden, når selvsamme hænder er ude hos dem, der har brug for dem.

Sammen kan vi forhåbentlig skabe et system i overskud. Et system, hvor alle hjælpere, faste som vikarer, trygt kan gå på arbejde og vide, at de kan tage sig tid, se mennesket bag sygdommen, og at de ikke er få om mange.

Vi kan alle sammen få brug for hjælp en dag. Og når den dag kommer, håber jeg, at hjælpen altid føles som hjælp.

Husk at stemme til kommunalvalget.

Casper Frisk er ordblind og har derfor fået hjælp af ChatGPT til at rette klummen.

The post Når hjælpen ikke altid føles som hjælp appeared first on TV Glad.

Af: Julie Kragelund Holm
Foto: Jonas Koch
Indtalt af: Maria Lytzen

Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt, og det har tvunget mig til at tænke over, hvad jeg lægger vægt på, når jeg lige om lidt skal sætte mit kryds. Kommunalpolitik er vigtig for mig, fordi det er der, jeg har medbestemmelse over, hvad politikerne skal prioritere. Mit kryds kan være med til at pege min kommune i en retning, der gør min hverdag som menneske med handicap mere fri, mere fleksibel og med mindre frygt.

Som menneske med særlige behov er jeg ikke interesseret i, at de sparer på handicapområdet, og jeg frygter, jeg mister noget af min hjælp. Så når jeg skal tage stilling lige om lidt, kommer jeg først og fremmest til at se på, hvor højt partierne vægter handicappolitik. Jeg har samlet tre punkter inden for handicapområdet, der fylder mest hos mig.

Frihed til at kunne forlade sit hjem
Jeg vil lægge vægt på, om et parti vil give mere frihed til personer med handicap. Helt konkret kan det være at få samlet hjælpen fra kommunen og ikke kræve borgerens tilstedeværelse, så man er mindre bundet til sit hjem. Som det er nu, skal jeg være hjemme, når jeg får hjælp fra kommunen, også selvom den ikke kræver, at jeg er tilstede. Jeg er taknemmelig for den hjælp, jeg får, men den har også en pris, fordi den binder mig til mit hjem og begrænser min frihed. Og som det er nu, må en pårørende ikke overtage hjemmetjansen for mig, hvis der en dag er et behov for det. Jeg er dog så helidg at få min hjælp samlet, så jeg er det mere fri, og det ønsker jeg for alle med særlige behov.

Et andet område i handicappolitik, som giver frihed, er ledsagerordningen. Når jeg skal sætte mit kryds den 18. november, kommer jeg til at gå op i, hvad de enkelte partiers syn på ordningen er. Ledsagerne giver mig som menneske med handicap frihed og forbedrer min livskvalitet. Det kan være at tage en tur i biografen og se den film, jeg længe har ventet på, tage ude at shoppe de sko, jeg har brug for, eller gå på opdagelse i et andet land. Derfor vil jeg stemme på et parti, der ser ledsagerordningen som en bonus og ikke en byrde.

Mere fleksibilitet til at være fandenivoldsk
Den 18. november vil jeg også stemme ud fra, hvilket parti, der vil gøre hjælpen til mennesker med handicap mere fleksibel.

Det kunne være ved at udvide det tidsrum, hvor man kan få hjælp i. Jeg oplever, at det kan være svært at få hjælp uden for den ”normale” arbejdstid, samtidig med at det ikke altid er lige let at få rykket hjælpen til en anden dag. Ved at gøre hjælpen mere fleksibel kan jeg

også få lov til at være uforsigelig og impulsiv. Nogle gange har jeg også brug for at være fandenivoldsk. Ikke at jeg skal være det hver dag, men at jeg har muligheden for nogle gange at være det ville være en lettelse.

En hverdag med mindre frygt
Når jeg skal stemme, vil jeg finde et parti, der vil arbejde for at gøre tilværelsen for mennesker med handicap mere tryg. Det kan ske ved at sætte flere penge af til nattevagter på botilbuddene. På den måde sørger politikerne for, at borgere med handicap kan føle sig mere trygge, også om natten. Jeg har epilepsi, og hvis jeg får anfald, kommer de altid sent om aftenen. Der er ikke nogen nattevagt tilknyttet mit bofællesskab, men jeg har heldigvis en tilkaldealarm. Jeg er dog klar over, at hvis anfaldet kommer, så går der længere tid, før hjælpen kommer med en tilkaldealarm, end hvis der sad en nattevagt på den anden side af mine vægge. Det føles utrygt.   

Tryghed er for mig også velkendte ansigter og faste rutiner. Jeg har en fast hjemmehjælper, der kommer, og jeg sætter virkelig pris på, at jeg har mulighed for at opbygge en relation til et menneske, der så ofte hjælper mig. Min stemme går derfor til et parti, der kan se en fordel i, at hjemmehjælpen er de samme få og ikke de mange fremmede.

I mit baghoved ligger frygten for at miste min hjælp og ulmer. Jeg har på nuværende tidspunkt den hjælp, jeg har brug for. Men jeg er også meget bevidst om, at hvis jeg mister noget af min hjælp, kan det have store konsekvenser for mit liv. Hvis jeg for eksempel mister min kørselsordning til mit arbejde, kan jeg pludeselig ikke passe mit arbejde, som giver mig livskvalitet. Mine to streger går til det parti, der anerkender, at det er en frygt, mange mennesker med handicap deler.   

Jeg skal sætte mit kryds lige om lidt. Og lige indtil det er sat, vil jeg prøve at finde et parti, der lytter til mennesker med handicap. Til deres lyst til frihed og fleksibilitet og deres frygt.

The post Mit kryds går til frihed, fleksibiltet og mindre frygt appeared first on TV Glad.

Så skal vi til det igen. Tirsdag den 18. november skal vi til stemmeurnerne og sammensætte de nye byråd og regionsråd.  

Valgkampen har kørt på fuld skrue de sidste mange uger. Overalt i landet hænger der valgplakater, og kandidaterne har stået på gader og stræder og kæmpet om vælgernes gunst – inklusivt mig selv. 

Andengangskandidat
Jeg er politisk aktiv i min fritid og samtidig byrådskandidat i Ringsted Kommune, hvilket ikke er første gang. Som nogle måske kan huske, så stillede jeg i 2017 op til kommunalvalget for SF. Jeg blev ikke valgt ind, men jeg fik 32 personlige stemmer og blev dermed 3. suppleant, hvilket betød, at jeg kunne blive indkaldt som vikar for det siddende byrådsmedlem. 

Det blev dog aldrig aktuelt, bl.a. fordi jeg to år senere meldte mig ud af SF og tænkte, at jeg ikke længere skulle være politisk aktiv. Men man har et standpunkt til man tager et nyt, som salige Jens Otto Krag engang sagde.  

Så nu gør jeg det igen. Ikke for SF, men for Radikale Venstre.  

Partimedlem som 19-årig
I september 2011 var jeg 19 år gammel, og skulle for første gang stemme ved et folketingsvalg, hvilket jeg syntes var stort, da jeg allerede dengang var meget interesseret i politik. Det var også her, at jeg besluttede mig for at melde mig ind i et politisk parti. Det blev SF, da jeg følte, at det var her mine holdninger hørte hjemme. Jeg havde dog ingen ambitioner om at blive politisk aktiv – men det ændrede sig efter cirka tre år. 

Op til Europaparlamentsvalget i 2014 kom jeg i kontakt med de lokale SF’ere i Ringsted. De spurgte om jeg ville være med til at hænge valgplakater op, og det blev startskuddet til mit politiske engagement – som dog blev sat på pause fem år senere, da jeg var begyndt at køre træt i det politiske arbejde. 

Samtidig begyndte jeg at være meget i tvivl om, hvorvidt jeg hørte til i et politisk parti, da flere af mine holdninger begyndte at rykke sig i en retning, hvor jeg ikke kunne kategorisere dem til et enkelt parti. 

Nyt politisk hjem
Efter længere tids overvejelse og selvransagelse, blev jeg dog enig med mig selv om, at det var Radikale Venstre, jeg var mest enig med. Det startede allerede ved kommunalvalget i 2021, hvor jeg i samtlige kandidattests var mest enig med partiets daværende spidskandidat i Ringsted Kommune. Jeg valgte derfor at stemme på ham, og begyndte langsomt at føle, at det var mit parti. 

For det første kunne jeg konkludere, at de grundholdninger, som Radikale Venstre er bygget op omkring stemmer overens med mine egne. For det andet følte jeg også et behov for at have et “politisk hjem”, så at sige. Så i starten af 2024 besluttede jeg mig for at melde mig ind. Partiet fik desværre ikke stemmer nok ved kommunalvalget i 2021, så på nuværende tidspunkt her vi ingen mandater i Ringsted byråd. Men det kan vi måske få nu… 

Jeg er ikke politiker
Tre måneder efter, jeg havde meldt mig ind, blev jeg inviteret til den årlige generalforsamling i den lokale partiforening. Her blev jeg bl.a. valgt som medlem afbestyrelsen. Det var ikke noget, jeg havde sat mig op til, men jeg syntes, det lød interessant, så jeg valgte at sige ja. 

Derudover skulle der udpeges nogle kandidater til kommunalvalget, og jeg havde ellers en klar idé om, at det skulle jeg ikke være, da jeg havde svært ved at se mig selv som politiker. Men efter at have snakket om det, samt vendt og drejet det med mig selv, så valgte jeg alligevel at sige ja – ikke mindst for at hjælpe partiet. Vi er en meget lille forening, og har dermed brug for alle de kandidater, vi kan få. 

Vi endte med at være seks kandidater i alt, og jeg blev nummer 4 – ligesom sidste gang, jeg stillede op. 

Én af meget få
Siden da føler jeg også, at titlen som byrådskandidat har vokset på mig, ikke mindst pga. støtteerklæringerne fra familie, kolleger, venner og bekendte. Flere har endda givet udtryk for, at jeg kunne blive en god repræsentant for mennesker med handicap, bl.a. fordi jeg selv har en autismediagnose og dermed kan bidrage med noget personlig viden. Og det vil jeg også gerne, hvis det er.

Jeg vil gerne bidrage til, at man får gjort op med den nuværende praksis, hvor det tit kommer til at handle om regneark, og hvor sagsbehandlingen samtidig tager flere år. 

Der findes kommunalpolitikere, som har kendskab til det specialiserede socialområde, og hvor hjertet banker for de mennesker, det handler om. Men kommunalpolitikere, der selv har en autismediagnose; dem er der ikke mange af. Tanken om, at jeg kan gå hen og blive én af de meget få er da meget interessant.   

Nervepirrende førstegangsoplevelse
Der sker mange ting i en valgkamp, f.eks. er der vælgermøder, hvor kandidater skal deltage i paneldebatter og snakke om, hvad de vil gøre, hvis de bliver valgt. 

Den 21. oktober deltog jeg selv i min allerførste paneldebat nogensinde. Det var på ZBC Ringsted, hvor de i anledning af kommunalvalget havde arrangeret noget, de kaldte “Demokratiets Dag”. Da det var unge mennesker, det handlede om, havde man fra ZBC anmodet om, at der blev sendt nogle unge kandidater. Eftersom jeg med mine 34 år er den yngste på den radikale liste, blev vi enige om, jeg skulle tage afsted. 

Jeg var meget nervøs, for jeg er ikke vant til at stå og tale foran en forsamling, og slet ikke når det handler om politik. Så de gange, hvor jeg fik ordet kunne jeg godt mærke, at nerverne kom på overarbejde. Men på trods af alt det, synes jeg, det gik meget godt. Jeg kom igennem det, og er fint tilfreds med de svar, jeg kom med. Der blev f.eks. spurgt ind til den nye lov mobilfrie skoler, hvortil jeg svarede, at det synes jeg heller ikke er noget, som politikerne skal bestemme. 

Kamp om lygtepælene
En af de helt store begivenheder i en valgkamp er naturligvis plakatophængningen, som fandt sted lørdag den 25. oktober. Og her kan for alvor tale om valgkamp, for alle partier og kandidater vil gerne have de bedste pladser i bybilledet – også i Ringsted. 

Da jeg og en af mine partifæller nåede frem til Torvet kl. 11:15 – altså 45 minutter før, plakaterne måtte hænges op – var næsten alle lygtepæle allerede optagede. Et af partierne havde samlet et hav af frivillige, som alle stod klar til at hænge op i det øjeblik klokken slog 12. Der var altså ikke mange ledige pladser tilbage, da vi nåede frem – og vejret var heller ikke helt med os, da det begyndte at støvregne. Det irriterede mig en smule. 

Men det lykkedes os trods alt at finde nogle steder at hænge vores plakater op, både på Torvet og andre steder i kommunen. Vi har ikke nær så mange, som flere af de øvrige partier, men lidt har også ret. 

Blandede følelser
Det bliver spændende at se, om det lykkes os at få et mandat i byrådet, og om det bliver mig, der skal repræsentere partiet de næste fire år. 

“Hvad nu hvis det bliver dig? Hvordan vil du have det med det?”  

Det har jeg også selv tænkt en del over. På den ene side, kunne det være spændende – men på den anden side, ville jeg også være i tvivl om, hvorvidt jeg vil kunne holde til det. 

I starten af september var jeg til et intromøde for nye byrådskandidater i Ringsted. Her blev vi bl.a. introduceret til det at være byrådsmedlem, og selvom jeg godt vidste, at der er meget arbejde forbundet med det, så blev jeg alligevel overrasket over, hvor meget arbejde, der faktisk er forbundet med det – og ikke mindst tungt arbejde.  

Det er altså ikke uden blandede følelser, at jeg stiller mig til rådighed for demokratiet. Men skulle jeg være så heldig at vinde vælgernes tillid, vil jeg selvfølgelig tage imod den, og stræbe efter at gøre det så godt som muligt – ikke mindst når det kommer til det specialiserede socialområde. 

Husk at stemme
Valget er som nævnt tirsdag den 18. november, og valgstederne er åbne fra kl. 8:00 til kl. 20:00.  

Uanset hvad man mener om valg, så vil jeg klart opfordre til at man møder op og gør brug af sin stemmeret. Vores demokratiske ret må aldrig tages for givet. 

Så grib dit valgkort, mød op på dit lokale valgsted og gør brug af den rettighed, som mange andre mennesker kun kan drømme om at få. 

Skrevet af Magnus Schultz

Magnus Schultz er skribent i ordets bredeste forstand. Han kaster sig gerne ud i alle slags genrer og om alt slags indhold. Om det er portrætartikler, reportager, historiske analyser eller noget helt fjerde, kan man altid kende Magnus’ stil på et flydende sprog, et skarpt blik for fakta og et nysgerrigt øje for de mennesker, han portrætterer.

 

The post KANDIDATEN ER TILBAGE: Ville jeg kunne holde til det?  appeared first on TV Glad.