Min far har kræft i hjernen. Han har kæmpet med sygdommen i fire år, og i dag kan han ikke længere bevæge sin højre side. Han har brug for hjælp næsten hele tiden. Heldigvis har han nogle faste hjælpere, som er både søde og omsorgsfulde. De gør alt, hvad de kan, for at give ham en hverdag, der stadig føles tryg og værdig.

Men det er ikke altid de samme mennesker, der kommer. Nogle gange er det vikarer, og der kan forskellen mærkes med det samme. Der har været episoder, hvor min far er blevet talt hårdere til, og hvor nogen manglede tålmodighed.

Jeg er overbevist om, at vikarerne også gør alt, hvad de kan.

At de også vil give ham en tryg og værdig hverdag. Men hvad stiller man op som pårørende, når hjælpen ikke altid føles som hjælp, og man på første række har et direkte kig ind i et system i underskud?

Når man ser det ske for én, man holder af, gør det ondt – især når man ved, at han ikke selv kan forsvare sig. Jeg har derfor talt meget med de faste hjælpere om det. De fortæller, at mange af vikarerne slet ikke får ordentlig oplæring, før de bliver sendt ud. At de ikke altid ved, hvordan man hjælper en syg person på den rigtige måde, eller hvordan man taler roligt til dem, der er bange eller sårbare. Det er synd for borgerne. Synd for vikarerne. Synd for alle. 

De faste hjælpere gør alt, hvad de kan, men selv de føler sig nogle gange magtesløse. De siger, at det er svært at få de højere ledere til at lytte, og at de bare må klare det bedste, de kan, i et system, der hele tiden mangler hænder.

Jeg prøver ikke at pege fingre. Jeg ved godt, at mange arbejder hårdt, og at det ikke altid er let. Og jeg vælger at tro, at alle gør det så godt, de kan. Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor skrøbeligt det hele er, og hvor meget det kræver af både de syge og de ansatte. Og de pårørende.

Jeg tænker tit på, hvordan det bliver, når jeg selv bliver gammel.
Om jeg får mennesker omkring mig, der forstår, at det vigtigste ikke er tiden, men måden man bliver mødt på. Et venligt ord. Et lille smil. Et øjeblik af tålmodighed

Den 18. november skal vi stemme. Min stemme går til flere hjælpende hænder, til tiden det kræver at lære dem op og til tålmodigheden, når selvsamme hænder er ude hos dem, der har brug for dem.

Sammen kan vi forhåbentlig skabe et system i overskud. Et system, hvor alle hjælpere, faste som vikarer, trygt kan gå på arbejde og vide, at de kan tage sig tid, se mennesket bag sygdommen, og at de ikke er få om mange.

Vi kan alle sammen få brug for hjælp en dag. Og når den dag kommer, håber jeg, at hjælpen altid føles som hjælp.

Husk at stemme til kommunalvalget.

Casper Frisk er ordblind og har derfor fået hjælp af ChatGPT til at rette klummen.

The post Når hjælpen ikke altid føles som hjælp appeared first on TV Glad.