I august 2026 mistede jeg min far til kræft. Han havde været syg i flere år, og det var en hård tid for hele familien. Men når jeg tænker tilbage på min far, er det ikke sygdommen, jeg først husker. Jeg husker hans humor, hans kærlighed og ikke mindst hans utrolige stædighed.

Min far var en utrolig stædig mand. Hvis han stod og arbejdede med en hammer og kom til at slå sig over fingrene, så stoppede han ikke bare. Nej, han skulle lige gøre arbejdet færdigt, lægge hammeren fra sig, og først derefter kom der et stort “AV!”

Sådan var min far. Stædig som bare pokker, men også et af de mest kærlige og hjælpsomme mennesker, jeg har kendt. Han havde en fantastisk humor, især sort humor, og vi kunne diskutere næsten alt uden at blive uvenner.

Men det vigtigste var, at han altid tænkte på andre. Nogle gange så meget, at han helt glemte sig selv.

Han var ikke bare min far. Han var min bedste ven.
Jeg havde ikke den nemmeste barndom. Jeg er født i 1989, og dengang var forståelsen for mennesker med handicap og diagnoser ikke altid særlig stor. Jeg skiftede skole mange gange, fordi lærerne havde svært ved at forstå mig.

Jeg var anderledes, og det betød desværre, at mange så mig som et problem.

Som barn var jeg hos over 12 forskellige læger og fagpersoner. Flere havde meget lave forventninger til min fremtid. Nogle mente nærmest, at jeg aldrig ville komme til at klare mig selv eller få et ordentligt arbejdsliv.

Men mine forældre nægtede at acceptere, at andre skulle bestemme, hvad jeg kunne blive til.

Min mor og far hjalp mig med at forstå og acceptere, hvem jeg var. Og min far kæmpede for mig, når systemet ikke ville lytte.

Jeg husker især en praktik, som kommunen gerne ville have mig til at fortsætte i. Personalet var glade for mig, og jeg hjalp også andre mennesker der. Men jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige sted for mig.

Kommunen ville alligevel gerne have, at jeg blev. Det ville min far simpelthen ikke acceptere. Han blev vred over, at de ikke lyttede til, hvad jeg selv ønskede. Han kæmpede, indtil der blev fundet en anden løsning.Til sidst kom jeg til Medieshoppen i Slagelse, hvor jeg fik gode venner og erfaring med billeder. Senere kom jeg til TV-Glad. Og det var noget, min far var utrolig stolt af.

Her fik jeg endelig mulighed for at vise, hvad jeg kunne. Jeg kunne redigere videoer, komme med idéer, arbejde sammen med kollegaer og være med til at skabe noget, som andre mennesker kunne få glæde af.

Jeg har nu været på TV-Glad i omkring 10 år, og min far nåede heldigvis at opleve meget af det, jeg har lavet. Blandt andet vores program Den Særlige Samtale. Det betød utrolig meget for mig.

Men vores liv handlede selvfølgelig ikke kun om arbejde og problemer med systemet. Vi havde også rigtig mange fantastiske oplevelser sammen.Som barn og ung rejste jeg ofte med mine forældre til Frankrig. Min far sad bag rattet, min mor ved siden af, og på de lange køreture hørte vi lydbøger. Vi kom blandt andet igennem alle syv Harry Potter-bøger og Ronja Røverdatter.

Når vi nåede frem, handlede det om at nyde livet. Vi gik ture langs stranden, hyggede os og nød ferien. Min far og jeg havde også vores egen lille tradition. Vi satte os ved en bar eller restaurant, hvor han fik en øl, og jeg fik en sodavand. Det lyder måske ikke som noget særligt, men det er nogle af de minder, jeg holder allermest af.

For nogle år siden fik min far konstateret kræft i hjernen. Det var et voldsomt slag for hele familien. Vi vidste, at sygdommen var alvorlig, og at vi ikke havde uendelig tid sammen. Alligevel forsøgte vi at fortsætte vores liv. Vi tog stadig på ferie og nød de gode dage, så længe vi kunne.

Efter flere operationer og komplikationer blev min far lam i den ene side af kroppen og måtte bruge kørestol. Og pludselig blev vores roller byttet om.

Hele mit liv havde min far hjulpet mig. Nu var det min tur til at hjælpe ham.
I 2025 brugte jeg rigtig meget tid sammen med ham. Jeg hjalp ham ind og ud af bilen, kørte ham rundt i storcentre og sørgede for, at vi stadig kunne komme ud og opleve noget.

Jeg hjalp ham også med mere personlige ting, som at komme på toilettet og i seng, når hjælperne ikke var der. Det var ikke altid nemt. Nogle ting var grænseoverskridende, fordi det jo var min egen far.

Men jeg gjorde det.

Ikke fordi jeg forventede noget til gengæld. Mine forældre har altid været gavmilde og givet mig både penge og gaver, men det havde intet med min hjælp at gøre.

Jeg gjorde det, fordi jeg elskede ham.

Min far var meget taknemmelig, selvom han syntes, det var mærkeligt pludselig at være den, der havde brug for hjælp. Og selv mens han selv havde det svært, tænkte han på min mor. Han ville være sikker på, at jeg passede godt på hende, når han ikke længere var her.

Efterhånden blev min far dårligere og dårligere. Til sidst kunne jeg ikke længere tage ham med i bilen. Så begyndte vi i stedet at gå ture med kørestolen, hvor vi lyttede til fuglene, snakkede sammen og nød naturen.

Senere mistede han også evnen til at tale.

Men jeg fortsatte med at snakke til ham.

Det gjorde ikke noget, at han ikke kunne svare. Han var stadig min far.

Til sidst kunne vi heller ikke gå de små ture længere. Han lå i sin seng, og jeg måtte se på, hvordan sygdommen langsomt tog mere og mere fra ham. I august 2026 døde min far.

Sorgen og savnet
Det var selvfølgelig hårdt. Men jeg oplevede ikke sorgen helt på den måde, som man måske ville forvente.

Jeg havde gennem lang tid set min far blive mere og mere syg. Jeg havde set, hvordan han mistede de ting, han elskede at gøre. Til sidst var han næsten ikke længere den mand, jeg havde kendt hele mit liv.

Og jeg vidste, at han ikke ønskede at blive ved med at lide.

Vi havde heldigvis nået at sige farvel til hinanden. Jeg havde fortalt ham, hvor højt jeg elskede ham, og han vidste, hvor meget han betød for mig.

Jeg savner selvfølgelig min far. Jeg savner hans humor, hans stædighed, vores samtaler og alle de små oplevelser, som vi havde sammen. Men når jeg tænker tilbage, er der én ting, jeg er særlig taknemmelig for.

Da jeg var barn, var der mange mennesker, som ikke troede på, at jeg ville få en god fremtid. Min far var ikke en af dem. Han troede på mig, selv når andre ikke gjorde. Han kæmpede for, at jeg skulle få muligheden for at vise, hvem jeg var, og hvad jeg kunne.

Og han nåede at se, at hans kamp ikke havde været forgæves. Jeg fik et arbejde, gode kollegaer, venner og et liv, som jeg er glad for.

Jeg håber, at min far vidste, hvor stor en forskel han gjorde. Men jeg tror faktisk, at han allerede vidste det.

Han hjalp mig gennem livet, da jeg havde allermest brug for ham. Og da han selv fik brug for hjælp, var jeg der for ham. Det kommer jeg aldrig til at fortryde.

Tak for alt, far.

Du var min bedste ven, og det vil du altid være.

The post Min far var min bedste ven. Han gav aldrig op på mig appeared first on TV Glad.