Det er ikke en selvfølge for os med særlige behov at blive mødt med åbne arme og blive lukket ind i fællesskabet, når vi bevæger os forskellige steder i samfundet. Men campinglivet kan noget helt særligt. Det er få steder, man bliver mødt med samme åbenhed som på campingpladsen og i campinglivet generelt.

Min kæreste og jeg startede med at campere sammen tilbage i 2011. Lige siden er vi kommet det samme sted hvert år i den samme hytte. Her er der åbne fællesskaber og plads til alle, og vi har særligt fundet den følelse af fællesskab på Aarø Camping.

Aarø Camping ligger på en smuk sønderjysk ø lidt uden for Haderslev. Der bor 151 fastboende personer på øen, og der er en syv minutters færgetur med en lækker færge derud til den nette som af 55 kroner tur/retur.

Campinglivet er for alle – også os med særlige behov
Jeg har altid haft et ønske om at leve så normalt et liv som muligt og gøre de ting, som alle andre mennesker gør – fx tage kørekort, få en campingvogn og tage ud i sommerlandet. Når vi camperer, føler vi os lige som alle andre på pladsen, som en del af fællesskabet og til trods for, vi har de udfordringer, vi har.

Jeg har camperet siden jeg var tre måneder gammel – først sammen med min familie, hvor jeg har været på mange forskellige campingpladser i ind- og udland, og jeg elsker campinglivet. Men der findes kun en plads, der er så særlig og hjertevarm som Aarø Camping – og derfor er det i år 16. år i træk, vi skal på Aarø Camping.

Vi bliver ved med at komme, så længe vores ben kan bære os. Det er fællesskabet på pladsen, der gør, at vi bliver ved med at komme. Det er nemlig noget helt særligt, og man bliver taget imod, som den man er. Der er plads til alle. Også folk som os med særlige behov.

Godt fællesskab på pladsen
Der er et super godt fællesskab på pladsen. Vi har nogle gode venner der, som vi mødes med hvert år. Fx spillede vi kongespil sidste år – Danmark mod Tyskland. 

På campingpladsen er det et liv i frihed, hvor man hjælper hinanden. Vi har haft et vennepar siden 2011, som vi har snakket med hvert år, hvis vi er på pladsen på samme tid.  Vi bliver hentet hvert år ved færgen af nogen, vi kender, så er vi fri for at gå med alt vores oppakning. Så bliver vi altid budt på en kop kaffe hos dem, og så er ferien i gang.

Vi havde også et vennepar som var fastliggere på pladsen i nogle år. Vi gik altid en tur med deres hund, og hvis hunden, som hed Pan, sad ved min kæreste Jane, så kunne jeg ikke altid snakke med den, fordi den passede på hende.

Vi kender også dem, der har havnegrillen Café Aarøgaard. Vi spiser altid første aften på Cafe Aarøgaard og sidste aften på Havnegrillen.

Livet er dejligt som campist
Det er en dejlig hytte, vi bor i hvert år – det er altid den samme. Det er en fast tradition. Derfor kalder de andre campister den ”Pelle-hytten”. Det er godt nok uden bad og wc, men det er ikke længere væk, end vi kan gå derhen.

Bare der en seng og mulighed for, at vi kan lave vores morgenkaffe, så er vi glade. Man kan gå fra hytten uden at låse den, når vi går rundt på pladsen – også selvom vi har vores mobiler derinde.

Vi går altid rundt på øen, når vi er derovre. Fx når vi skal ud at spise. Campingpladsen har også en lille dyrepark med geder, alpakaer og høns, og der er en hyggelig café.

Vores drøm er at spare op til at købe en campingvogn, når jeg er færdig med arbejdslivet – og så bo fast på Aarø camping alle sommermånederne eller et sommerhus, for så kunne man bor derovre fra maj til oktober.

Det sidste vi gør, inden vi tager hjem fra campingpladsen er at booke hytten til året efter. Det er en fast aftale, vi har, som vi ikke vil lave om på.

Tag selv på camping og føl fællesskabet
Vi kan varmt anbefale andre med særlige behov at tage på campingferie. Og til jer, der endnu ikke har prøvet det: Tag ud og nyd naturen, drik en god øl fra det lokale bryghus og spis god mad på en café.

Livet er fedt, når man er på camping med det glade fællesskab, der er på pladsen. Vi kan ikke undvære vores årlige ferie på Aarø. Det er et sted, hvor der er plads til alle, og jeg er sikker på, at det er det samme fællesskab, man kan støde på på andre campingpladser. Og hvem ved, måske finder I en campingplads, hvor I også bliver taget imod med åbne arme og bliver en del af et fantastisk fællesskab.

Før I får set jer om, har I måske også 16 års jubilæum på jeres favorit campingplads.

Rigtig god fornøjelse med campinglivet og god sommer.

The post På campingpladsen er der plads til alle appeared first on TV Glad.

Jeg kommer fra en familie, hvor pengene var små. En familie, hvor vi kun havde til det, der var nødvendigt at bruge. I min barndom var mine forældre afhængige af utroligt lavtlønnede jobs, men som familie klagede vi ikke vores nød til nogen. Vi havde det udmærket med vores levevilkår, selvom vi fra tid til anden ikke vidste, hvad morgendagen bragte. Set i det lys var mit møde med Rasmus Seebach til optagelserne af En særlig samtale en superfed og syret oplevelse.  Det møde og den dag har i det hele taget sat sig i mig på mange måder.

Som du måske ved, har jeg været så privilegeret at møde Rasmus Seebach til interview i en hangar ude på Amager, hvor vi optager alle afsnittene til En særlig samtale. Dig, der ser programmerne, har måske ikke hørt om, hvordan det var som journalist at interviewe Seebach i tre timer, så det vil jeg prøve at berette for dig:

Den dag sad jeg overfor en karismatisk, charmerende, stenrig fyr med et glimt i øjet. Et flot stjerneikon, der åbnede sig og viste både glæde og sårbarhed – selvom han vidste, at han var en af de tunge drenge, som havde styr på sit shit med succes og rigdom. Det var både nærværende, intenst, humoristisk og alvorstungt. Med hans kærlighed og varme tvang han mig til at være i nuet sammen med ham og mine kolleger – noget af det vildeste, jeg har oplevet. Det var som at få strøget noget af hans stjernestøv ud over lille mig. Jeg og de andre journalister var fulde af adrenalin af oplevelsen. Wow, vi har interviewet en successtjerne – det er ikke ligefrem hverdagskost!

Når virkeligheden rammer
Jeg fulgtes med tre af mine kolleger hjem i bil, og stemningen var høj. Da vi nåede til mit hjem, trådte jeg ud på parkeringspladsen. Der var koldt. Jeg smækkede døren og begyndte at traske mod min lejlighed. Der var bælgmørkt, og kun gadelysene lyste min lille smalle vej op. Da jeg kom ind i opgangen, frøs jeg. Jeg tog elevatoren alene op til lejligheden, åbnede min hoveddør og trådte ind til en totalt kold og mørk lejlighed.

Jeg havde ikke været hjemme i syv timer den dag, og jeg havde forberedt programoptagelsen i mange dage forinden. Køleskabet var gabende tomt. Ingen mad, ingen varme, ingen kvinde at komme hjem til. Ingenting at lave. Ingen nedskrevne kommende arrangementer i kalenderen. Ingen projekter på arbejdet. Det var midt på måneden, og jeg vidste allerede på det tidspunkt, at jeg kun havde penge til at købe mad og ikke til ekstra sjov, fis og ballade. Og så begyndte en følelse af tung ensomhed at strømme ukontrollabelt igennem min krop. En ensomhedsfølelse, jeg før har stødt på i små mængder, men som nu var stor og ukontrollabel. Jeg græd ikke under optagelsen om formiddagen, men jeg græd derimod uhæmmet, da jeg sad helt alene derhjemme den samme aften.

”Kommer jeg mon nogensinde til at slippe den her dag med den her massive følelse, der gør mig i rigtig dårligt humør?” tænkte jeg.

Selvom det er tre måneder siden, og ensomhedsfølelsen har lagt sig, står dette spørgsmål mig stadig uklart. Jeg kan bare sige til dig, kære læser: Der er i den grad noget om snakken, når Gasolin’ synger omkvædet i deres kendte sang Masser af succes. Det lærte jeg virkelig på den hårde måde den aften. Livet privat bag den lukkede dør var der ikke meget stjernejournalist-liv over – her følte jeg, at jeg sad med det korteste strå. Jeg tror ikke, det er særligt sundt at gå så hurtigt fra den ene følelsesmæssige yderlighed til den anden. Dyb ensomhed må der være mange, der kender til. Vi må tale mere om det. Ensomhed kan være en af de tungeste og for mig mest destruktive følelser.

(Forskel)ligheder på godt og ondt
Jeg ved da godt, jeg har tendens til at sammenligne mig med den kreative elite, som jeg godt personligt kunne tænke mig at låne lidt moneter og prestige fra. Ja, især deres penge og status. Den kendsgerning hænger helt sikkert sammen med, at jeg det meste af mit liv har gået med bevidstheden om mine egne utilstrækkeligheder på baggrund af mit fysiske handicap og de begrænsninger, det medfører. Tilmed er jeg som nævnt også fra et hjem uden så mange penge. Mon ikke jeg er – som så mange andre danskere – ramt af sammenligningskulturen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan vi danskere gerne vil kendes på at være et meget socialt og udadvendt folkefærd. Vi fortæller hinanden udadtil, at vi sætter pris på solidariske og ligeværdige fællesskaber – det tvivler jeg dog på til tider. Jeg har en medfødt spastisk lammelse, og helt fra barnsben var det hårdt, når de andre børn legende og begyndte at gå langt væk fra mig. Det med tolerante, rummelige og sociale danskere, der viser åbenhed og kærlighed – og alt det komplekse i det. Er vi åbne for hinanden? Det er jo i høj grad det, Rasmus Seebachs sangtekster handler om.

Spejling og sammenligning med andre er noget, vi alle kender, tror jeg. For mit vedkommende har jeg meget tendens til det. Igennem livet har jeg mest brugt det usundt, men indimellem også som en drivkraft.

Jeg siger jo ikke, at jeg sammenligner mig med Rasmus Seebachs mange millioner, flotte ansigt, dejlige kone og tre børn – jeg ville fx aldrig kunne håndtere at have tre børn. Men jeg kan sammenligne mig med alle de værdier, som Rasmus Seebach skriver om i sine tekster – om kærlighed, fællesskab og sammenhold. Og ikke mindst alle de komplicerede og til tider negative følelser, der følger med de værdier.

Og sørme så, om ikke også vi begge hedder det samme til fornavn.

Til sidst vil jeg sige, at denne dag også har skærpet mit fokus på det vigtige i livet: Jeg stræber efter en lykkelig fremtid ved at gå min helt egen vej.

Skrevet af Rasmus Nielsen

Rasmus Nielsen er klummeskribent med fokus på retfærdighed og ligestilling for mennesker med handicap. Han spotter konflikter og væver egne erfaringer ind i social- og samfundsorienterede emner og udfordrer sin læser med respekt for menneskers forskelligheder.

The post En særlig sammenligning appeared first on TV Glad.

I Køge har en stor gruppe mennesker med funktionsvariationer et stort fællesskab. De er en del af Stjernekasterne, som er en afdeling af Ravnsborg Bowling, der er målrettet børn, unge og voksne med alle former for handicap og funktionsvariationer.  

Hver torsdag mødes de i Ravnsborg Bowlinghal og bowler i en time. 

Det handler om at have det sjovt! 

Afdelingen blev etableret i 2022 af Thomas H. Jørgensen. Tanken bag det var at give – især børn og unge med diverse funktionsvariationer – et socialt fællesskab.  

– Jeg ved, at der er rigtig mange børn og unge, som sidder efter skole og ikke går til noget, siger han. 

Mange af dem har, ifølge Thomas, også svært ved at være en del af en forening, da meget af det handler om at blive bedre til den pågældende sportsgren, men det handler det ikke om i Stjernekasterne. 

– Her handler det om, at man skal have det sjovt, siger han.

De startede også med at have 12-14 børn og unge blandt medlemmerne, men de fleste er stoppet igen af forskellige årsager. Ifølge Thomas har de også svært ved få rekrutteret børn og unge, da de har svært ved at komme til træning efter skoletid, hvilket han også er i dialog med Køge Kommune omkring. 

Jeg hedder Jeff! 

I januar 2023 åbnede de så op for, at der også kunne komme voksne medlemmer på holdet – og så gik det stærkt, fortæller Thomas. 

Der viste sig at være rigtig mange voksne, som også rigtig gerne ville gå til bowling, heriblandt Jeff – en meget entusiastisk bowler og imødekommende person. 

– Jeg hedder Jeff, siger han og gerne mere end én gang.  

Selv som udefrakommende føler man sig velkommen på stedet.

Der er p.t. omkring 15 voksne medlemmer på holdet, hvor de fleste kommer fra arbejds- og samværstilbuddet ITC Køge. 

Flere af dem er iført Ravnsborgs grønne holdtrøjer. 

Begge køn er repræsenterede, og der er ingen aldersgrænse.

Alle kan bowle 

Der er stadig masser af plads til nye medlemmer, fortæller Thomas, og det kommer der også i form af 21-årige Emil fra Herfølge, som her var til sin første prøvetræning hos Stjernekasterne. 

Han er synshandicappet, men det forhindrer ham ikke i at vælte de fleste af keglerne hver gang. Han er ét stort smil og får – ligesom alle de andre – highfives fra både Thomas og de to hjælpetrænere, hver gang han laver en strike. 

Som Thomas også påpeger, så kan alle bowle, uanset hvilke udfordringer man har. 

Hvornår skal vi bowle igen?

Uanset om man har fået mange eller få point, så er humøret stadig højt. Man støtter hinanden og roser hinandens præstationer, og så glæder man sig til at vende tilbage ugen efter. 

Der er altså tale om en aktivitet og et fællesskab, som ingen af medlemmerne ville være foruden. Det har også kastet en stor anerkendelse af sig i form af Køge Kommunes Handicappris, som afdelingen modtog i slutningen af 2022 – altså et halvt år, efter de var startet. 

Ifølge Thomas var det et kæmpe skulderklap, som han er stolt af.  

– Men jeg havde aldrig klaret det alene, siger han og slår fast, at hans team er en lige så stor del af konceptet, og at anerkendelsen derfor også tilfalder dem. 

Selv én væltet kegle er en succes 

En af dem er Iben Bardino, som selv bowler på dameholdet i Ravnsborg. 

Hun ville gerne lave noget frivilligt i klubben og blev dermed en del af teamet bag Stjernekasterne, hvilket, ifølge hende selv, giver hende meget.

– Jeg lærer især rigtig meget af den glæde over, at man kan juble over bare at vælte én kegle, og det, at vi møder folk der, hvor de er, siger hun.  

En velsmagende og vigtig del af kontingentet 

Tre til fire gange om året bliver der serveret burgere og pommes frites i bowlinghallens cafeteria, hvilket ifølge Thomas også er en stor del af det at skabe et fællesskab for medlemmerne. 

– Det er vigtigt, påpeger han. 

– Det er en del af kontingentet, og det er vigtigt, at vi også har noget socialt, så vi ikke bare står og bowler i en time. 

Man fornemmer også den store glæde blandt medlemmerne ved, at de har et fællesskab både nede på banen og i cafeteriet. Og ifølge Thomas er det ikke slut med at få nye medlemmer ind i Stjernekasterne. 

De er en del af et tilbud, som hedder Jump4Fun, hvor børn og forældre kan få tilskud til at betale kontingentet i en idrætsforening, heriblandt Stjernekasterne. 

– Det er en ting, som vi virkelig prøver at få noget ud af i samarbejde med Køge Kommune, siger Thomas og håber, at der i en nær fremtid vil komme flere børn og unge blandt medlemmerne. 

The post KEGLER OG FRITTER: Et prisvindende hold i Køge  appeared first on TV Glad.

Mange folk spiller alene, men der findes også computerspil, man kan spille med andre. I disse spil, kan man bl.a. få et godt fællesskab med de andre spillere. 

Casper Frisk, Tobias Qwist og Matias Olsen fortæller om deres yndlingsspil, som kan spilles med andre.

Portal 2: Nemt for begyndere

Casper Frisk er glad for Portal 2, som er et skyde-/puzzle-spil og en fortsættelse af Portal. 

“Det foregår i et gigantisk laboratorium, hvor man er to spillere, der styrer hver sin robot, og så skal man løse en række opgaver,” siger Casper. 

Hvad kan du godt lide ved spillet?

“Jeg kan godt lide kommunikationen og samarbejdet med den anden spiller. Det er en ægte hjernevrider, hvor man skal tænke over, hvordan man klarer de her opgaver.” 

Kan man snakke sammen i spillet? 

“Ja, men jeg vil anbefale, at man bruger Discord, da lydkvaliteten i selve spillet er meget dårlig.” 

Man spiller altid med den samme makker igennem hele spillet, og ifølge Casper kan det være godt for to rigtig gode venner at spille det, da man kan blive bedre til at samarbejde. 

Skal man være en øvet gamer, for at spille det? 

“Nej, det er meget nemt at lære, så man kan godt invitere en ven, som ikke er så erfaren, med til at spille det.” 

Minecraft: Pause fra tankemylder

Tobias Qwist anbefaler Minecraft, som er et sandbox-/survivalspil, hvor man kan skabe sit eget univers i fællesskab med andre spillere. 

“Jeg har spillet det rigtig meget med en veninde, og vi har brugt uendeligt mange timer på at skabe vores perfekte verden i det univers,” fortæller han. 

Hvad kan du godt lide ved spillet?

“Jeg kan godt lide, at ens kreative frihed kan få frit løb. Der findes sågar nogle, der har bygget et helt Pokémon-spil op inde i Minecraft.” 

Samtidig har Tobias et meget stærkt minde fra dengang, han blev rygopereret. 

“Mens jeg var indlagt på hospitalet, byggede min veninde et kæmpe hus til mig i Minecraft, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne vente med at komme i gang med at spille det igen.” 

Der er næsten 140 millioner aktive spillere på verdensplan, så det er et af de største spil, med et stort fællesskab. Man kan altså møde andre, der har samme interesser som en selv. 

Hvad giver det dig at spille Minecraft? 

“Det giver mig en pause i hverdagen, hvor jeg tit tænker over alle mulige ting. Det er også en god måde for os at få talt sammen om hverdagen.” 

Fifa-serien: Internationalt fællesskab

Matias Olsen er stor fodboldfan og spiller selv, især på PlayStation, i form af de velkendte FIFA-spil. 

“Det er godt at spille med vennerne, hvor man skal få samarbejdet til at køre mellem 11 spillere, ligesom ude i virkeligheden,” siger Matias. 

Man er altså i alt 11 personer, der spiller på samme tid og styrer hver sin fodboldspiller, og ifølge Matias er det et godt fællesskab. 

Hvor har du lært alle de venner at kende? 

“Dem har jeg lært at kende igennem FIFA. Flere af dem går mange år tilbage.” 

Er det kun danskere? 

“Nej, jeg spiller også meget med folk fra andre lande, såsom Belgien, Tyskland, England og USA.” 

Hvis man er fodboldfan og gerne vil have et fællesskab indenfor feltet, der også går udover de danske grænser, er FIFA-spillene altså gode. De kan fås til stort set alle platforme; computer, PlayStation, Nintendo og så videre.

The post Tre gode spil når man er flere appeared first on TV Glad.