Det er altid både spændende, interessant og ofte bekymrende, hvad vi mennesker tænker om hinanden på baggrund af førstehåndsindtryk. Jeg ser mig selv som en ganske almindelig mand med et fysisk handicap. Jeg er født med CP, men klarer det meste af min hverdag selvstændigt. Jeg arbejder som mediemand på TV Glad, og jeg styrketræner på højeste niveau – primært i romaskinen. Hver morgen ordner jeg mig selv foran spejlet, handler selv ind i dagligvarebutikker, og jeg har både venner og familie.

Alligevel oplever jeg sjældent at kunne færdes på gaden uden, at fremmede på en eller anden måde føler, de skal hjælpe mig. De viser mig ofte en overdrevet og misforstået omsorg.

Velmenende fordomme
Lad mig give dig nogle typiske eksempler: Når jeg kører til bageren i min el-kørestol og holder for at overveje, hvilket bagværk jeg skal købe. Der er næsten altid en, der spørger: “Skal du have hjælp til noget?” Jeg svarer hurtigt: “Nej, det går fint – jeg klarer det.”Jeg værdsætter nemlig min selvstændighed og kan godt lide at klare ting selv. 

Det samme sker i fitnesscentret, hvor jeg træner 5-6 gange om ugen. Når jeg kommer ind i træningssalen, skal jeg nærmest skynde mig hen til romaskinen for at undgå, at nogen siger: “Sig til, hvis du skal have hjælp.” Selvfølgelig er det velment, men det føles som en påmindelse om mit handicap – en påmindelse, jeg sagtens kan undvære.

Jeg undgår også ofte at køre med DSB’s S-tog, fordi jeg føler mig mere udsat for kommentarer som: “Hvor er du sej, at du klarer dig så godt,” eller: “Hvordan er det egentlig at sidde i kørestol?” Hvorfor synes folk, jeg er interessant i et offentligt transportmiddel? Jeg er jo for pokker bare på vej et sted hen, præcis som alle andre!

En sidste ting, jeg vil nævne overfor dig, kære læser, er, hvordan jeg tit oplever, at folk taler mig efter munden. Nye bekendtskaber gør det ofte. Hvis jeg fx deler en holdning om en samfundsproblemstilling eller deltager i en diskussion, får jeg ofte bare anerkendende nik og ubetinget medhold – uden nogen form for modargument eller skepsis. Jeg tænker, det har noget at gøre med mit handicap, og det irriterer mig meget.

En gylden middelvej
Alt dette – den misforståede hjælpsomhed, opmærksomhed og medhold – gør, at jeg har det bedst og finder det nemmest at være anonym i det offentlige rum. Jeg gør mig umage for at navigere hurtigt og diskret rundt – lidt ligesom Kim Larsen sikkert gjorde.

Til gengæld er det befriende for mig, når folk tør give mig modspil. Modspil giver nye perspektiver og bredere udsyn. Hvorfor holde tilbage med den ærlighed, du har på hjerte? Jeg er jo for fanden ikke mit handicap – jeg er en mand med et handicap.  

Kunne vi ikke sammen finde en gylden middelvej? Hvor folk fremover møder mig med et mere almindeligt førstehåndsindtryk – uden misforstået hensyntagen, fordomme eller overdrevet omsorg? Bare mere almindeligt. Det ville være befriende.

Et helle
Udenfor bærer jeg konstant en facade for at kontrollere, hvordan jeg bliver mødt på baggrund af mit handicap. Men i mit hjem er det en anden sag: Der kan jeg invitere gode venner og bekendte hjem, stege en bøf, se film, tale om nyheder, fjolle og grine, trøste eller berette om svære personlige ting i livet. Bare være mig selv. Jeg vil også gerne have den frihed, når jeg træder over dørtærsklen ud i samfundet. Det synes jeg er ærgerligt, hvis det er for meget at forlange. 

Så sidder nogen måske og tænker, at det et sted indeni mig handler om min selvforståelse. Det er nok også rigtigt til en vis grad. I takt med at jeg bliver ældre, er jeg begyndt at arbejde mere med min selvforståelse. Husk bare på, at de ting, man går rundt og tumler med indeni som voksen, ofte er opstået fra folk udefra og det omliggende samfund. Derfor er det kun derhjemme, jeg kan være mig selv. 

Skrevet af Rasmus Nielsen

Rasmus Nielsen er klummeskribent med fokus på retfærdighed og ligestilling for mennesker med handicap. Han spotter konflikter og væver egne erfaringer ind i social- og samfundsorienterede emner og udfordrer sin læser med respekt for menneskers forskelligheder.

The post Kun derhjemme kan jeg være mig selv appeared first on TV Glad.