Tekst af Victoria Stampe
Privat foto af Jehad Abdo
Kl. er 04 morgenen i Bulgarien, og 1-årige Jehad Abdo ligger fastspændt til sin seng på børnehjemmets overfyldte sovesal. Rundt om sengen tårner sengehestens tremmer op om ham. Han føler sig indespærret. Det strammer. Det er traumer. Og de sætter deres spor.
I dag er Jehad 34 år gammel, og han bor på botilbuddet Robertshøj i København. Han sidder i kørestol. Under fødslen manglede Jehad ilt til hjernen. De første 6 måneder af hans liv var han på sygehuset. De kom frem til, han har cerebral parese – at han er spastiker.
TV Glad har mødt ham til en snak om, hvordan han som barn med handicap oplevede det bulgarske børnehjem, han voksede op i. Jehad husker opholdet på børnehjemmet som en meget svær tid.
”Det var faktisk ret sygt. Man var ikke fri. Vi lå meget i sengene og havde ikke meget kontakt til de voksne. Man måtte ikke gå ud fra børnehjemmet. For det meste skulle man være inde. Man var fanget.”
Der lå vand på gulvet
Dengang i 1990erne, da Jehad var på børnehjem, stemmer meget godt overens med det, han selv beskriver. Jeg har læst flere artikler, og efter nærmere undersøgelse, må jeg bare anerkende, at det ser ret skidt ud på de bulgarske børnehjem i 90erne. Det går meget igen, at der ligger vand på gulvet, og folk tisser på madrasser. Og Jehads oplevelser på børnehjemmet stemmer også godt overens med, hvad der ellers er blevet beskrevet omkring børnehjem i Bulgarien i 1990’erne.
Den mørkeste vinter
Det var en kold december nat. Vinden fyger, og det er minus 10 grader i den lille landsby Dzhurkovo i det sydlige Bulgarien. 80 børn med handicap ligger i deres senge og fryser. De fik ikke mad og manglede deres medicin. Specielt ét barn har det rigtig skidt denne nat. Sult, kulde og elendighed leder til dette barns død.
I vinteren 1996-97 døde i alt 15 børn i Bulgarien. Der var økonomisk krise og en ekstrem kulde. På børnehjemmet i Dzhurkovo. Det var blot kun 6 kroner pr. barn om dagen, de kunne bruge på børnene. Børnehjemmet råbte til regeringen, men det var desværre først mange dødsfald senere, at de sendte penge til mad og medicin.
Den bulgarske stat blev i 2013 dømt for og bære ansvaret for de 15 børnehjemsbørn frøs og sultede ihjel.
Tilbage til Jehad
Tilbage hos Jehad tænker han tilbage på tiden i Bulgarien. Det selvsamme land, hvor vintertragedien fandt sted. Selvom han ikke oplevede døden helt tæt, var opholdet på børnehjem stadig rædselsfuldt.
Jehad sidder i sin kørestol ved siden af sin seng på værelset i København. Han har det rigtigt svært ved låste senge. Det stammer fra børnehjemmets tremmer for sengen. Og fra de gange, han blev spændt fast til sengen.
”Jeg vidste slet ikke, jeg måske ikke kommer derfra, eller hvad fremtiden ville bringe. Hvorfor var det mig, der skulle havne i den situation? Hvorfor skulle jeg ligge der og være spændt fast”.
I dag sidder der stadig mange traumer i Jehad fra tiden på børnehjem. Men han er også glad for at være kommet til Danmark, hvor forholdene på botilbud og bofællesskaber er langt bedre end i Bulgarien.
Men det har de ikke altid været.
Danske børnehjem var forfærdelige
Forholdene på danske børnehjem har nemlig også været ganske forfærdelige. Helt op til 1960’erne har vold og magtmisbrug præget de danske børnehjem. Det har jeg undersøgt nærmere, og der var mange ting, der gjorde indtryk på mig.
For eksempel hjerteskærende historier om, at børn tissede i sengene og græd sig selv i søvn. Der var en lille pige, der tissede i sengen en nat. Dagen efter blev bedt om og gå ned i gården og tørre hendes lagen, og hun skulle være der, indtil det var tørt. Og hvis hun gjorde det dagen efter igen, jamen så var det om igen. Samtidig blev hun slået og blev udskammet.
Men det er faktisk ikke så længe siden igen, for bare i 1960’erne blev mine forældre født, så de har faktisk vokset op med danske børnehjem, som var ret barske. Det var også på den tid, at Godhavnsbørnene var på børnehjem. De blev også misbrugt med psykisk og fysisk vold. Det er vildt at tænke på, at mine forældre levede dengang på samme tid med de børn. Straffen var en almindelig del af hverdagen.
Jeg synes, det er ret uhyggeligt at tænke på, at det ikke er så mange år siden. Det er ikke 100 år siden, at folk lå og græd i søvne, de blev slået med skam og fortvivlelse.
De lå også nogle gange i kolde sovesale, hvor der ikke var ret meget varme, vinduerne var ikke helt lukket til og de tissede i sengene.
Tilbage til Jehad
Tilbage i Jehads lejlighed. Han sidder i sin lejlighed i København og tænker tilbage på det liv, han havde i Bulgarien. Hvis han skulle give det en karakter, er det 1 ud af 10.
Og han tænker på det liv, han har fået “igen”. Han har det langt bedre i dag. I dag er det 5 ud af 10.
Han er tilfreds, selvom han måske ikke altid føler sig 100% tilpas. Så er han glad for, han har tag over hovedet og lever under langt bedre forhold end på børnehjemmet i Bulgarien. Han har fået en rigtig lejlighed. Her har han sit eget toilet, tekøkken og stue/soveværelse.
I fremtiden kunne Jehad godt tænke sig at flytte i et bofællesskab i Værløse, hvor der er et bofællesskab for mennesker med cerebral parese som ham. For at komme på lige fod med nogen, han selv kan se sig i.
Han er skrevet op. Og nu venter han bare på, at hans drøm gå i oplevelse. Og han vil bo der resten af livet, siger han.
