KLUMME ALTID AKTIV, UNDGÅ FORFALD

Af Rasmus Nielsen, foto af Charlotte Worsaae

Endnu en dag. ”Endnu en søndagscafe-dag”, tænker jeg og vågner langsomt, melankolsk og stille.
Med mine store overarme får jeg møvet mine små ben udover sengekanten. Ondt igen fra morgenstun-den, ondt i lænden. Jeg pruster og stønner.

Jeg får fumlet noget modent tøj på og trasker ud ad døren, ned på den lokale cafe. Jeg sæt-ter mig over i hjørnet af cafeen, giver mig til at kigge ud ad cafeens klare vindue. Trods en svingende start på dagen, er jeg i godt humør og imødekommende for verden. Ud ad vinduet ser jeg masser af mennesker gå og passer deres gøremål. Jeg tænker, at tiden flyver forbi mig.

Dengang jeg var 17 år, havde jeg meget mere robusthed, energi og gå på mod. To unge mennesker - nok på 17 - kommer gående. De ser ud som om, de er gode venner, og jeg tænker tilbage på dengang, jeg selv var yngre. Manden siger noget stille og subtilt til kvinden og får hende til at bryde ud i latter. Det har jeg prøvet mange gange, da jeg var 17, tænker jeg - et utal afgange. Men det er ligesom om, at den tid er forbi, at det er noget andet nu. Jeg kan ikke finde den samme 17-årige mand og energi-nerve i mig længere.

De trasker glade, håbefulde og målrettet videre ud i livets naive teenageår. Jeg fornemmer, de har været sammen længe. De går i hver deres retning med øjne stirrende ned i hver deres mobiltele-fon. Udødelige og usårlige ser de ud. Men jeg ved, at det udelukkende kun er et spørgsmål om, før tiden skal passere og sætte sporerne.

HANDICAP ER INGEN UNDSKYLDNING FOR MIG
Jeg har nemlig et livsvarigt fysisk handicap, bedre betegnet CP. Og med mine fysiske udfordringer gen-nem hele livet, har jeg tydeligt mærket, hvordan kropsforfaldet har ramt mig en smugle, og at jeg er på den anden side af 25 år. Jeg er blevet mere tung og langsom i mine bevægelser. Mere forpustet og slidt i kroppen, når jeg bevæger mig.
 
Men jeg nægter at bære en gammeldags utrendy tilgang til fysisk aktivitet og mental sundhed. Jeg forsøger, så godt jeg kan at være herrer over min egen fremtid, med de muligheder jeg har. Derfor er det helt centralt for mig at få pulsen markant op 3-4 gange om ugen i et Fitness center og spise sundt. Jeg holder fast i at læse aktuelle aviser og pleje mine interesseområder hver dag samtidige med at være nysgering og åben for nye ting. At være indebrændt og uoplagt er noget af det værste.

For min nærmeste flok menneskers skyld – dem der kan lide mig, som ham de kender og er vant til at se – så går det jo ikke, at man ender med at komme til at ligne en muggen, indebrændt, rynket fer-sken. Den eneste måde for mig er hele tiden at arbejde med at opfinde mig selv på nye måder. Det må og skal mit fysiske handicap ikke stå i vejen for!

Ingen ved, om jeg på et senere tidspunkt møder en stor forelskelse, så vil jeg have det bedst med, at hun trods alt også kan se brudstykker af den 25-årige mand, jeg engang var, så meget som mu-ligt. Oplever jeg sen kærlighed er denne vision vigtig både for hendes og min skyld.

Og når vi så bliver ældre, så sidder vi måske en dag på en fortovscafé og siger ordene: ”Vi har da aldrig lidt nogen form for forfald” og kigger på hinanden, som var vi 25.