JEG PASSEDE IKKE IND - DET GJORDE MIG ENSOM

Af Nadja Hauge Dalgaard

Jeg har haft en depression for 9 år siden, da jeg var 20 år gammel. Det gjorde at jeg følte mig meget ensom.
Det startede, da jeg mistede min mormor. Hun var min klippe, og jeg havde altid hende at snakke med. Så da hun døde, var det rigtig svært for mig.

Efterfølgende var jeg på to forskellige uddannelser, hvor jeg ikke følte at jeg kunne slå til. Uddannelserne blev for svære for mig, og det førte til det ene nederlag efter det andet. I den tid havde jeg meget let til tårer og begyndte at føle mig ensom. Jeg følte, at jeg ikke havde nogen, der kunne forstå mig, eller nogen at snakke med. Jeg havde det heller ikke godt med at være selv, da jeg så var alene med mine tanker. Jeg følte mig ikke god nok.
Jeg var ensom og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, på trods af at jeg havde min familie, og selvom jeg var sammen med personer, som jeg holdt af.

Efter jeg stoppede på den sidste uddannelse, blev jeg sygemeldt i et halvt år, og jeg begyndte at gå til psykolog.
Efter det halve år kom jeg ud og gå på Glad Fagskoles medielinje i Esbjerg, og jeg begyndte at føle mig mere som mig selv igen. Dengang var jeg 21 år, og jeg begyndte endelig at smile mere og grine igen.

Da jeg gik på fagskolen, begyndte jeg at føle, at jeg faktisk kunne noget, og at det ikke var mig, der var noget galt med. I stedet begyndte jeg at få mere selvtillid. Det var ikke kun selve fagskolen, der gjorde det, men også de personer jeg havde omkring mig, som jeg senere kunne begynde at kalde for venner. Jeg fandt ud af, hvor meget det betyder at have folk omkring mig, der forstår mig og endda værdsætter mig.

Nu har jeg det så godt med mig selv, at jeg ikke har noget imod at være alene, nu kan jeg nyde roen og nyde at være mig selv. Uanset om jeg er sammen med andre eller alene, så følger jeg mig ikke længere ensom.