AUTISMEN BLEV SVÆR I EN TEENAGE-KROP   

 Af David Frandsen, foto af Matias Olsen 

Jeg havde en rimelig sorgløs barndom fra jeg var 0-12 år. Men da jeg betrådte mit 13. år, skete der noget. Lige pludselig blev det mere og mere tydeligt, at jeg var anderledes.
 
Min teenagetid ser jeg tilbage på som en mørk og dyster tid. Da jeg var 12 år, opdagede jeg, hvordan mine skolekammerater langsomt tog mere og mere afstand fra mig.

Jeg var ikke så social, så de har jo følt sig afvist og har ikke kunne forstå, hvorfor at jeg ikke ville med ud og lege. For mens de andre i min klasse i frikvarteret ville ud og spille fodbold, så ville jeg hellere sidde og læse i dyrebøger. For dyr er nemlig min helt store interesse! Især rovdyr!

For det er sådan, når man har autisme, at ens fysiske alder ikke lige altid passer til den psykiske. Så selvom jeg fysisk var 12-13, så var jeg kun 4 år oppe i hovedet, når det gjaldt det sociale. Men når det så gjaldt mine interesser, så kunne jeg være ligesom en gammel mand på 70 i Morten Korch film fra 1950´erne.
 
Og så har de andre jo nok VIRKELIG følt sig jokket over tæerne! For den gammeldags dialekt jeg havde kombineret med, at jeg bare kiggede i mine leksikon gjorde, at jeg ubevidst sendte et signal ud om: “Jeg er bedre end Jer!”. Også selvom at det slet ikke var min mening.

Desværre lod jeg ’de andre’ vinde og holdt en lang pause fra min interesse om dyr. Og det skulle jeg ikke have gjort, for man skal kunne stå ved hvem man er og interessere sig for lige det, som man har lyst til.

KÆRLIGHED OG NATUREN ER DET STÆRKESTE HER I VERDEN!
En anden udfordring i teenagetiden var sex og kærlighed!!! Jeg var vild forelsket i en pige, og der hun endda spurgte mig på sidste skoledag, om vi skulle være ihopp, svarede jeg desværre nej.

Jeg var meget umoden, men jeg var så forelsket i hende, så det futtede ud af ørerne på mig.

Så var det, at jeg startede på efterskolen, og der oplevede jeg for første gang i mit liv at prøve tøjsex og rigtig sex og samtidig få min første rigtige kæreste! At gå på efterskole var VIRKELIG et lyspunkt i mine teenageår! For dér blev jeg accepteret som den jeg er, og det hjalp virkelig at gå sammen med andre, som havde det ligesom mig.
 
I hvert fald så er det vigtigt at forstå, at når man har autisme, så er det ekstra svært at være teenager, fordi det virkelig kan være en kattepine at være et til tider 5-årigt barn i en 15-årig krop!