MINDRE INDRE KAMP MED MIN AUTISME 

Af Tommy Ahrendt Hansen

Mit liv med min autisme er ikke så nemt, som folk går rundt og tror det er. Det er faktisk en kamp hver eneste dag, når jeg gerne vil bevise, at jeg rummer mere end den autisme, som folk ikke kan lade vær med at se på.
I min barndom har jeg altid troet, at jeg var en helt almindelig dreng, som gjorde ligesom andre børn gjorde: Leget, drømte og fantaseret om, hvad ens liv skulle være. Men det var først da jeg var 11 år gammel, at folk omkring mig gjorde mig opmærksom på, at jeg havde autisme. 

I begyndelsen virkede det harmløst, da det for mig var bare et ord. Men efterhånden som tiden gik, begyndte jeg at hade min autisme, fordi folk omkring begrænsede mig ved at sige: ”Nej, det kan du ikke på grund af din autisme.” Og så begyndte de også at fortælle, at når folk med autisme gjorde en eller anden handling, så var det på kun grund af vores autisme. Og så føler man også, at man ikke bliver taget alvorligt. Jeg følte, at jeg var lavet af glas og duet ikke til noget. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne skille mig af med det. Men min mor sagde, at det vil ikke kunne lade sig gøre, da det er en sygdom, som jeg aldrig vil slippe af med. Det var der, at jeg overbeviste med mig selv om, at det godt kan være at jeg ikke kan slippe fra min autisme, men at den ikke skal have lov til at bestemme, hvem jeg er.

Men jeg har udviklet mig en del, da jeg kom fire år på en kostskole uden for Vejle. Jeg lærte at blive mere ansvarlig, selvstændig og lærte en del om tålmodighed. Jeg følte mig mere fri sammen med de elever, lærer og pædagoger end jeg gjorde, da jeg gik i folkeskolen og det gjorde, jeg følte mig mere normalt. Dengang ville min mor gerne have, at når jeg var færdig med at gå i skole, så skulle jeg bo på et bosted, så jeg kunne få den hjælp, som jeg havde behov for i mit voksenliv. Men det ville jeg ikke. For jeg havde mine søskende at se op til, hvor de havde hver deres lejlighed og levede et stille og fredeligt liv. Jeg gad ikke at leve et liv, hvor en pædagog skulle styre min hverdag og bestemme, hvordan jeg skal leve mit liv. Det var så der, at jeg måtte bevise, at jeg godt kunne klare mig i en lejlighed og i løbet af de næste par år, så var jeg fuldstændig klar til at få min egen lejlighed, da jeg blev færdig med skolen i 2011.

Selvom jeg nu alligevel bor i egen lejlighed, selv kan komme på arbejde og klare mange af tingene selv, så føles det nogle gange som om, at mennesker omkring mig ikke kan lade være med at gøre mig opmærksom på, at jeg har autisme. Jeg ved bare med mig selv, at hvis jeg opgiver og lader mig være den autist, som folk påstår jeg er, så vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv.
Hvis I spørger mig om jeg nogensinde vil elske min autisme, så er svaret nej. Jeg vil hellere accepteres for min personlighed, som ligger i mit hjerte, frem for hvad der forgår oppe i mit hoved med min autisme.