SOMMERFORTÆLLING 

ET KLIMABUDSKAB FRA DYRERNES RIGE
Tekst og foto af Charlotte Mia Krøyer

Min første oplevelse med en talende fugl var, da jeg gik på fritidshjem. Jeg kom tæt på nogle fugle og en pædagog gik hen til mig og sagde: ”Står du og taler med fuglene?”. Ja det er lige netop det, jeg gør - jeg forstår dem, og de kan også forstå, hvad jeg siger. Pædagogen sagde: ”Du må være helt unik, for jeg kender ikke andre end dig der kan fuglesprog”. Og jeg har da også særlige behov og evner. Efter den oplevelse blev min magiske tilknytning til fugle forstærket.

Det var en helt almindelig søndag eftermiddag, hvor jeg havde planlagt at bruge nogle timer sammen med min ledsager, Carina. Vi kørte til en mose for at nyde naturen og den friske luft. Jeg har altid været god til at visualisere og synes, det er en behaglig måde at anskue verden på, så jeg forstillede mig, at mosen var der hvor alfer, elverpiger og enhjørninger befandt sig.

Midt i vores noget besværede vandretur, mærkede jeg noget højt oppe fra himlen, som styrtede lige ned imod mig. Rent instinktivt tog jeg begge mine arme ud, og der faldt en lille pjusket ugle ned i favnen på mig. Den så på mig med sine store mørkeblå øjne.

Jeg var fuldkommen målløs, og det var Carina også. Vi kunne ikke gøre andet end at tage den med os, for selvom den så helt uskadt ud, havde den en brækket vinge.

Fuglen havde de mest smukke mørkeblå øjne, den var ligesom taget ud fra et eventyr: ”Hvor var det godt du greb mig”, sagde den med lettelse i stemmen. Talte fuglen lige til mig der? Jeg kunne ikke tro det.

Så sagde fuglen: ”Jeg skal sige dig, at du er den første, der kan høre mig. Jeg kommer med et budskab til dig, og jeg har brug for, at du får formidlet det videre til så mange mennesker som muligt! Jeg er en ret unik kirkeugle. Jeg har fået til opgave at fortælle dig, at vi kirkeugler har svært ved at overleve i jeres verden, og vi har brug for menneskernes hjælp til at sætte fuglekasser op, der hvor vi har vores levesteder. Så vil vi kunne klare os meget bedre. Min art, kirkeuglen, er ved at være en udryddet art, så vil du ikke godt advare de andre mennesker og bede dem om at passe bedre på os?” pippede den lille fugl.

Vi havde taget uglen med i bilen, så den kunne tilses af en dyrlæge, for vi synes det var underligt, at den bare sådan var faldet ned fra himlen. Den havde rigtig nok brækket en vinge, og vi fik at vide, at den havde brug for at komme i pleje. Han kunne også fortælle os, at den havde en sjælden sygdom, der gjorde at den ikke kunne klare sig i naturen. Det var også forklaringen på, hvorfor den havde de her magiske, blå øjne. Det var en pigmentfejl. Jeg synes, at sådan en sjælden fugl med særlige behov, var noget jeg kunne genkende fra mig selv, så jeg tog fuglen til mig.

Det var en helt fantastisk og magisk oplevelse at have uglen boende, og jeg valgte at kalde hende for Ulla. Ulla har en helt særlig egenskab; hun skifter form til en anden slags fugl. Hun kan blive til en hvilken som helst fugl og meget ofte, er det en truet fugleart, som hun bliver til. Fuglen Ulla fortalte mig mere om hendes budskab her på jorden: ”Jeg har som ugle set rigtig meget oppe fra luften. Jeg har set, hvordan I mennesker smider affald alle vegne og forurener vores natur. Det må I stoppe med, og det budskab skal du være med til at sprede”, sagde Ulla bestemt til mig.

Jeg fik spredt budskabet om at passe på de ugler, vi har, og jeg fik derefter dagligt beskeder fra dyrenes rige om, hvad der skal gøres for andre dyr og for selve naturen, så der kan skabes balance og harmoni omkring os. Takket være en fugl med blå øjne, der faldt ned fra himlen.