SID IKKE FAST I FORTIDENS MOBNING 
Af Chris Palmgren

Min klumme handler om, hvordan mange ofte ser sig selv som et offer, hvis de er blevet mobbet. Når du er færdig med at læse min klumme, vil du nok tænke, at jeg kan virke som om, jeg ikke har sympati for dem, der bliver mobbet. Men det er netop min sympati, der gør, at jeg skriver klummen, fordi jeg har mærket det på egen krop.  

Jeg kan godt opleve, at mange jeg har mødt, de automatisk sætter sig i offerrollen, hvis de er blevet mobbet. Det kan jeg ikke altid forstå. For JA både mennesker med og uden handicap blive mobbet nogle gange, JA det hører ingen steder hjemme, JA man skal ikke mobbe andre, men folk vil ikke stoppe med at mobbe, hvis du sætter dig selv i en offerrolle. I stedet for at være et offer for noget forfærdeligt, så brug det som en motivation til at blive et endnu stærkere menneske. Måske du tænker, at jeg ikke kan sige noget om mobning, og der tager du fejl. For hvis der er nogen, der ved noget om mobning og motivation, så er det mig.

Lad mig tager dig tilbage til den tid, hvor jeg gik i folkeskole. Jeg gik på en skole i Ringsted. Da skolen startede i 1978, havde Ringsted kommune en smuk tanke, da handlede om, at ’normale’ og handicappede mennesker skulle gå i skole under samme tag og have undervisning sammen. Det var og er en smuk tanke, og jeg støtter den 100 %. Men fra 3. klasse og til jeg stak af fra skolen i 9. klasse, blev jeg og mine klassekammerater der også havde et handicap, slået og mobbet af eleverne uden handicap. Nu tænker du: ’Jamen hvorfor sager du det ikke til dine lærere?’. Det gjorde jeg også, men det gjorde det bare værre. For eleverne fandt ud af, at vi have fortalt om mobberiet, og så blev det bare værre også efter skoletid, og når jeg skulle i SFO. For i SFO’en var jeg en af de få med handicap, og så skulle jeg bare have en ordentlig omgang.

Chris fra chokoladefabrikken
Det jeg husker mest fra den tid, var fra dengang programmet ’Chris og chokoladefabrikken’ kom ud, hvor alle blev ved og ved og ved med at kalde mig det og gøre grin med mit navn. Det var så slemt, at jeg tit bare stak af fra skolens område, hvilket forårsagede af lærerne måtte bruge lang tid på at finde mig. Jeg overvejede stærkt at skifte navn til Martin eller David, som var mere normalt end navnet Chris er.

Men al det her har motiveret mig til at ville blive bedre til at tale, da jeg tidligere har haft svært ved at tale rent. Jeg blev også bedre til at træne min krop og i det hele taget styrkede det mig til at ville være et bedre menneske. Det hjalp mig igennem skolen, indtil jeg stak af og kom på efterskole. Også her blev jeg ved med at udvikle mig som person og fandt ud af, at jeg var god nok, også selvom jeg har et handicap.

Så næste gang du tænker tilbage på, at du blev mobbet eller taler om den hårde tid, du gik igennem, så sæt dig ikke i en offerrolle ved at sige til dig selv og til andre, at det var hårdt og synd for dig. Brug det hellere til at motivere dig selv til at blive en bedre person og motiver dig selv til at gøre noget godt for dig selv og for andre. Hvad der skete dengang, er der ikke nogen grund til at bruge energi på.