KLUMME: Sommer i Bosnien

Af Amir Becirovic, foto: Jonas Koch

Jeg flygtede fra Bosnien i 1992 med min familie til Danmark. Jeg savner de familiemedlemmer, der stadig bor i Bosnien, og jeg savner mentaliteten i landet, som er lidt mere fri end i Danmark. Men når det bliver sommerferietid i Danmark, pakker vi alle sammen taskerne og tager sydpå.

Alle os der flygtede til de nordiske lande tager sammen til Bosnien og mødes med de familiemedlemmer, der stadig bor i Bosnien. Et par dage efter ankomst, kører vi alle videre på badeferie. Vi er nok mennesker til at fylde tre biler op, som på én lang række kører afsted mod afslapning, pool, strand og familietid. Når vi er ladt op med ny energi efter et par uger, tager vi rundt i landet og besøger hinandens hjembyer. I løbet af vores ferie, tager vi også tilbage til byen, hvor jeg voksede op. Under krigen blev vores hus bombet, dét hus som min farfar har bygget, og som min far er vokset op i. Jeg føler lidt, at noget af mig forsvandt med huset, så derfor er det også rart at komme tilbage og se de dele af byen, der er bygget op igen.
Selvom vi er 15 mennesker, der rejser sammen, så tager vi alt lidt løbende dernede. Når morgenkaffen er drukket, tager vi afsted uden de store aftaler om, hvad der skal ske. Det er klassisk planlægning i Østeuropa.

Vi har i mange, mange år været afsted på den årlige familiesommerferie, men siden 2013 har jeg også haft min kone, Heidi, med. Og hun er efterhånden begyndt at holde lige så meget af det som mig. Hun er begyndt at sætte rigtig stor pris på den afslappende og anerledes kultur. Når jeg har været i Bosnien i en uge, føler jeg det som om, at jeg altid har boet der og nemt kan være en del af kulturen. Det er stadig lidt anerledes for Heidi, men hun er blevet mindst lige så opsat på at skulle afsted, som jeg. Vi føler begge, det er et frirum, som vi kun kan få på netop den rejse.

Min familie er stor, og jeg ser dem sjældent. Men på den faste sommerferie til Bosnien er der tid til hinanden, fordi vi slipper alt der handler om arbejde og alt det, vi normalt skal nå. Jeg har ikke ur på i en måned, så man glemmer nemt hvilken dag, det er. Det er en fed følelse, når der er intet, man skal nå.
Selvom jeg flygtede fra et land med krig og bomber, værdsætter jeg det land, jeg kommer fra og min familie, der stadig bor der. Bosnien er stadig fyldt med charme og grin, og det glæder jeg mig til snart at opleve igen.