UNIVERSITETERNE ER ENDNU IKKE GEARET TIL PERSONER MED HANDICAP 
af Olivia Curtis 

For mange mennesker der lever et liv med handicap, kan det ordinære uddannelsessystem være en for stor mundfuld. For Jacob Nossell blev studiet en vigtig tid for ham, hvor han lykkedes og skabte arbejde på sin egen måde i kraft af sit handicap.
  
Jacob har nemlig en kandidat i social videnskab og journalistik fra Roskilde Universitets Center: ”Det tog mig af forskelige årsager syv år at blive færdig. Og det var også, fordi jeg har lavet meget ved siden af”. Jacob fortæller, hvordan studietiden overordnet set var præget af en velvillighed fra folk omkring ham, men som han samtidig pointere: ”Vi skal ikke lang tid tilbage før, at sådan nogle som mig ikke fik en uddannelse”.

Jacob oplevede, hvordan hans medstuderende var åbne overfor, hvad netop Jacobs handicap gav af muligheder og udfordringer: ”De fandt jo hurtigt ud af, at jeg var ligesom alle andre”. Desværre var det ikke alle, der så sådan på Jacob og andre med handicap. Han fortæller om en gammel erfaren underviser fra sit studie, der opfordrede Jacob til at droppe journalistikken, fordi hans handicap nok ville blive for stor en udfordring. Men Jacob havde andre planer for sin fremtid: ”Jeg ved udmærket godt, at jeg ikke bliver radiovært eller en almindelig journalist, så hun har helt ret på en måde, men nu er jeg blevet kommunikationschef på min egen måde”.

Jeg spørger Jacob, om der var noget, han gerne ville have vidst, inden han startede på sin videregående uddannelse, og til det svarer Jacob: ”Jeg ville gerne have vidst, at man kunne få ekstra tid og ekstra hjælp til eksamener og til skolen generelt. Der var engang til en eksamen, hvor alle i min gruppe fik 10 eller 12, men hvor jeg fik 4, fordi hverken censor eller vejleder kunne forstå mig. Det var jo en meget ubehagelig oplevelse for mig. Jeg tror, det handler om en mere proaktiv rolle, som universitet skal have i forhold til at gøre opmærksom på de muligheder, man har”.

Ifølge Jacob, er der rigtig mange uddannelser, som endnu ikke er gearet til personer med handicap endnu: ”Jeg har også venner, som går eller har gået på andre videregående uddannelser, hvor det har været besværligt. Der har for eksempel ikke været en elevator, så de måtte gå ind ad bagdøren. Det ville være rart at arbejde med et universelt uddannelsesdesign, hvor personer med handicap bliver inkluderet og ikke bare lukket ind ad bagindgangen på universiteterne og de andre uddannelser. Så jeg håber, at universiteterne og uddannelserne en dag bliver for alle”.

Men hvordan kan man egentlig som ung med et handicap undersøge, om man kan studere på sit drømmestudie efter sin ungdomsuddannelse? Jacob siger: ”Handicap kan være mange ting. Man kan have mange forskellige behov, så jeg vil være påpasselig med at give råd, men det er altid godt at søge rådgivning og finde ud af, hvordan andre har klaret netop det studie og deres erfaringer med den uddannelse, man gerne vil søge. Og så tror jeg især, når man ligesom mig har fart på og gerne vil hurtigt frem i verden, at man husker at tage sig den tid, man skal bruge for at få en god karakter og komme godt igennem studiet i stedet for at presse selv til at nå det hele på ’almindelig’ tid”, afslutter Jacob.