DET VI IKKE KAN ALENE, GØR VI SAMMEN
Af Mark Sonne, Fotos Jonas Koch

Efter at have fejret nytår på Dansk Blindesamfunds center I Fredericia, skal min kæreste, vores førerhund og jeg hjem til København.

Da vi pakker vores kufferter hører vi, at der havde været en skrækkelig togulykke ved Storebæltsbroen.
Vores tog bliver aflyst og de ved endnu ikke, hvornår vi kan komme på et nyt.

I løbet af natten får vi en masse forskellige informationer fra DSB. Til sidst får vi besked på at tage med et tog kl.05 næste morgen – men også, at der vil være flere skift undervejs på rejsen.

Det er dejligt at kunne komme afsted, men hvordan finder man rundt på ukendte stationer, når man ikke kan se?
I Vejle hopper vi på toget, men det kører kun til Odense og der opstår første udfordring; Hvordan finder to blinde og en førerhund over på et nyt spor?

Til vores store held bliver vi tilbudt hjælp af en ung mand og det skulle vise sig at være et lykketræf, da der er flere forhindringer forude.
Blandt andet er elevatoren på Odense station i stykker, men vores nye hjælpesomme ven, får os bugseret op og ned af trapper og ind i tog nummer to.

Da vi når til Nyborg, skal vi skifte igen. Denne gang til bus, der holder på den anden side af stationen – og hvor er det?
Pludselig dukker den unge mand op igen og træder til. Han sørger for at vi finder bussen, at vores bagage kommer samlet ind i bagagerummet og at vi får en plads. Hvor heldig kan man være!

Sidste skift er i Korsør, hvor vi igen skal fra bus over i toget mod København. Nu skal vi lokalisere vores kufferter og skynde os til toget. Men det er svært at skynde sig, når man ikke aner, hvor man skal hen…

På busholdepladsen står en DSB-ansat klar og tager i mod os. Han sørger for bagagen og at vi bliver ført op på perronen og kommer ind i det sidste tog på rejsen.

Hvad der startede med at været en fuldstændig umulig og uoverskuelig opgave, endte i dette tilfælde med at være en opvisning i omsorg og hjælpsomhed.