INTERVIEW EN GLAD JERNMAND  

Af Magnus Schultz Pedersen, foto af Andrei Thustrup Petersen

Jonas er elev på køkkenlinjen på Glad Fagskole i Ringsted og kan skrive “jernmand” på cv’et, da han i 2019 gennemførte triatlon-sportsstævnet IRONMAN Copenhagen. Nu har han ovenikøbet vundet en pris for sit store sportsengagement, men hvad giver det ham udover fysisk sundhed? Og hvilken betydning kan ens handicap have, når man dyrker sport på højt niveau? Det har jeg sat mig for at blive klogere på.

Har du altid dyrket sport?
“Ja, det har jeg gjort siden jeg var fem, hvor jeg startede til svømning. Jeg har fundet mig selv i svømning, fordi det er en enmandssport, mens fodbold er en holdsport, så det stoppede jeg med. Jeg fik altid at vide, at jeg ikke spillede med andre, men løb alene med bolden. Jeg var ikke så god til sammenhold, fordi jeg er sent udviklet.

Kan du fortælle mere om, hvad dine udfordringer er?
“Jeg har nedsat funktionsevne. Så har jeg også lidt ADHD og noget autisme. Jeg plejer at sige til folk, at jeg har hele pakken.”

 Påvirker din sport din såkaldte “pakke”?
“Den påvirker mig nogle gange, hvor jeg ikke kan træne og har brug for at hvile mig. Det kan f.eks. være små tanker omkring min cykel, hvis der er noget på den, der skal ordnes. Min krop kan klare mere end min psyke kan. Det er derfor jeg nogle gange ikke kan træne.”

Jeg har hørt, at du træner 15 til 20 timer om ugen. Er der en bestemt grund til, at du gør det?
“Ja, og jeg er måske også helt oppe på 30 timer på nogle tidspunkter. Jeg har sat mig et mål, om at nå til VM i multisport i Holland i 2021, hvor der er alle mulige former for triatlon. Jeg vil gerne se, om jeg kan blive verdensmester i 1000 meter svømning og 5 kilometer løb.
 
Er det VM for handicappede?
“Nej, det er for helt almindelige sportsudøvere. Det synes jeg også kunne være fedt, hvis man kunne blive verdensmester, selvom man har et handicap. Man siger i IRONMAN, at der skal være 80% hjerne og de sidste 20% er kroppen. Så det er mest hjernen, det handler om.”
 
JONAS HYLDES MED NY HANDICAPPRIS
I år modtog du så også Ringsted Kommunes handicappris for din deltagelse i IRONMAN og for at sætte fokus på vigtigheden i, at alle mennesker får tilbudt idræt- og motionstilbud. Hvordan har du det med det?
“Jeg var meget stolt. Jeg kan huske, jeg næsten græd af glæde. Jeg synes nogle gange ikke, at jeg fortjener så meget anerkendelse, så det var lidt svært at holde følelserne tilbage. Da jeg så stod deroppe og skulle modtage prisen, rystede mine ben, mens borgmesteren holdt tale.”
 
Hvad er du mest stolt af i dit sportsliv?
“Det er helt sikkert IRONMAN og så Herlev Triatlon, hvor jeg fik en 2. plads. Det er også et løb for mennesker uden handicap, så det havde jeg slet ikke regnet med.”

Det beviser jo også bare, at selvom man har et handicap, så kan man sagtens få succes. Har du i så fald så et godt råd til andre mennesker med en diagnose, der gerne vil opnå succes med deres sport?
“Det er nok, at man skal finde den sport, der gør en mest glad. Så er det lige meget, om man opnår succes, bare man er glad for sin sport. Det synes jeg er det vigtigste.”