FRUSTREREDE BORGERE RÅBER OP TIL BORGERMØDE OM BESPARELSER PÅ HANDICAPOMRÅDET 

Af Olivia Curtis

Hvornår er nok, nok? Det spørgsmål er blevet stillet et utal af gange den seneste tid, hvor de nye ’kvalitetsstandarter’ har fyldt på handicapområdet i Københavns Kommune. Besparelserne – og de såkaldte kvalitetsstandarter – har skabt forargelse og vrede hos både borgere med handicap, pårørende og fagpersoner. Derfor inviterede Landsforeningen LEV til borgermøde i TV-Glads kantine d. 20. august for at finde løsninger på, hvordan handicapområdet kan forbedres og stille spørgsmål til socialborgmester, Mia Nygård, som også var til borgermødet.

En mor rejser sig op i salen. Hun vil gerne vide, hvornår systemet bliver ’fjernet’ fra hendes og andres børn: ” […] For hvis vi forældre behandlede vores børn, som kommunen gør nu – så var de blevet fjernet”, som hun stiller situationen op. Rundt i salen bliver det nikket og der er ingen tvivl om, at flere er enige. At det, der sker på handicapområdet, er uacceptabelt.
Og følelserne er store, når det kommer til diskussionen af levestandarterne for borgere med handicap. 
En anden kvinde i salen rejser sig op med en klar besked; hun mener ikke, at der bliver levet op til FN’s Handicapkonvention.

Under mødets første halvdel blev nogle af konsekvenserne ved besparelserne ridset op.
Du har sikkert hørt om nogle af de konsekvenser, det har for de enkelte borgere, der er blevet ramt af besparelserne. Måske er der nogen på dit bosted, som ikke længere kan blive boende i deres nuværende botilbud, måske du selv har fået reduceret din arbejdsuge til 3 i stedet for 5 dage, ligesom du sikkert også har hørt historier om manglende ferie og ledsagerordninger, der er begyndt at sprede sig.

Det var i hvert fald nogle af de punkter, som de bekymrede borgere med handicap og pårørende stillede spørgsmålstegn ved. For under mødets paneldebat blev det muligt for de 75 fremmødte gæster at stille spørgsmål til Anni Sørensen, formanden for LEV, Mette Faber fra Handicapaktivisterne, Lisbeth Waidtløw fra LFS og socialborgmester, Mia Nyegaard.

Under mødet delte flere borgere deres erfaringer og oplevelser fra hverdagen med de nye besparelser. Det skabte forargelse i salen, hvorefter det blev socialborgmesterens tur til at svare – eller forsvare. En situation, som ingen bestemt misunder hende at sidde i. Mia Nyegaard fortæller på mødet, hvordan ærlighed og gennemsigtighed er det vigtige i sagen, så det bliver tydeligt, hvad der sker på handicapområdet i Københavns Kommune. Hun kan ikke love, at det bliver bedre i morgen, men hun kan love, at hun vil kæmpe.

TV-Glads egen medarbejder, Thomas Novotny, var også mødt op til mødet som borger med en masse på hjerte: ”Vi taler om det hele tiden, men hvad sker der egentlig?”, spørger han ud i rummet og afslutter, at han da i det mindste håber, at der efter aftenens møde vil begynde at ske noget, så mennesker med handicap bliver behandlet ordentligt rundt i landet.

Om der egentlig bliver ændret på noget, om kvalitetstandarterne faktisk bliver til kvalitet og ikke kun besparelser, er der ingen, der ved. Men som Anni Sørensen afslutter aftenen med, er det vigtigt at stå sammen for at skabe forandringer på handicapområdet. De bekymrende fortællinger, de store følelser og våde øjne blandt gæsterne til borgermødet var ikke til at undgå at se; behovet for forandring var tydeligt til borgermødet d. 20. august.