UDE I VERDENEN UDEN AT KUNNE ENGELSK

- Martin Rosenlind og Sumer Mansoor

Martin og Sumer er efterhånden rutinerede rejsemakkere, som har rejst flere steder i verden. Og det er endda selvom, de ikke kan tale engelsk. Læs med her og få gode tips til fra de to globetrottere om, hvordan du kan begå dig på en rejse uden at kunne det lokale sprog, og hvordan du kommer godt fra start som ny rejsende.

Hvad gør I for at forberede jer godt, inden I skal ud på en ny rejse?
For Martin er det vigtigt at planlægge i god tid: ”Nogle mennesker har behov for at planlægge, hvis man ikke er god til sproget og undersøge, hvilke muligheder man har. Det har jeg for eksempel. Så er det godt at gøre i god tid, før man rejser”. Sumer får meget ud af at planlægge sammen med Martin, når de sammen skal på ture: ”Men jeg får også hjælp af mit bosted til at pakke og hjælp til at ordne visum og sådan noget”, fortæller Sumer.

Hvis man ikke har rejst særlig meget, skal man bare komme afsted, ifølge Martin. Det gælder også, hvis man har særlige udfordringer eller sygdomme, der skal tages hensyn til. Sumer talte med sin læge, inden hun tog afsted til USA og med sin forsikring, om alt var på plads. 

Det er Martin enig i: ”Man skal ikke tænke, at man ikke kan rejse, fordi man fx har sukkersyge, som jeg har. Man undersøger via diabetesforeningen, hvilke råd de har. Og hvis det handler om at få det igennem flyverne og security, så kan man få en lægeerklæring på engelsk, så de ved det under hele rejsen, hvis der sker noget”.
 
Men hvad gør man så, hvis man skal rejse i lande, hvor man ikke kan tale hverken engelsk eller det lokale sprog?
Sprogforskelle kan ofte være en stor udfordring, men det er ikke noget, der stopper Martin: ”Man behøves ikke være god til sprog. Hvis man kan bruge google translate-app, så kan man tale til den på dansk og så oversætter den til andre sprog”. Også i USA klarede de to sig med andre hjælpemidler end det engelske sprog, fortæller Sumer: ”Selvom vi ikke forstod engelsk, så kunne man pege på menukortet i stedet. Og så fik man lækker mad!”.

Alligevel har de to været ude for situationer, hvor det ville have været rart at kunne engelsk. Martin fortæller om en episode i Fort Lauderdale, hvor to sikkerhedshunde i lufthavnen, gjorde Sumer bange: ”I den situation ville jeg gerne have kunne tale engelsk, fordi man ville kunne forklare hundeførerne, om de ville holde hunden tæt på sig i kort snor. I USA skulle vi også selv bestille en udflugt, og det var for svært for os, fordi vi ikke selv kunne klare det, og alle talte engelsk, så det var lidt svært. Jeg prøvede at sidde og bestille, men jeg opgav, fordi der var for meget at læse. Så det kan være svært at gøre tingene selv og svært at bede om hjælp”.

Det får dog hverken Sumer eller Martin til at blive hjemme i Danmark. Deres bedste råd er at få hjælp fra et rejsebureau: ”Hvis der er første gange, man for eksempel skal på krydstogt og ikke ved, hvor man skal starte henne, så tag kontakt til et rejsebureau og hør om muligheder. Og nævn at du ikke har prøvet at rejse alene, så vil de anbefale, hvor det er godt at tage hen. Mit bedste bud er at starte i København og sejle op af den norske fjord. Det er en god rejse. Så kan man prøve, om det er noget for en. Eller tage på charter ferie og hører om nogen vil med, når det er ens første gang. Find en god støtteperson, der kan hjælpe med check in og i sikkerhedskontrollen. Det skal man ikke være bange for at gå igennem”, siger Martin. 

Han bruger også ofte en app med valuta-omregner: ”Så kan man taste eksempelvis 500 danske kroner ind og se, hvad det er i amerikanske dollars. Så fortæller den det til en”.

Udover de gode praktiske råd er Martin og Sumer heller ikke i tvivl om, hvad der gør en rejse ekstra god: ”Det er rart at have nogen at rejse med. Så oplever man stederne sammen med en anden”, som Martin fortæller, hvortil Sumer tilføjer: ”Og så snak med venner og familie, så de gør dig tryg. Og så kan man jo stadig skrive med sine venner derhjemme, mens man er afsted”.

TV-GLAD


TV-Glad er en del af Glad Fonden. 

Vi er verdens første tv-station for og med mennesker med funktionsnedsættelse.


TV-GLAD
Rentemestervej 45-47
2400 København NV
Tlf.: 3812 0100
information@gladfonden.dk

Ansvarshavende redaktør: Hanne Jensen

Yderligere kontaktinfo: klik her

SOCIALE MEDIER


Facebook

YouTube

Instagram



REGNSKAB, VEDTÆGTER OG BESTYRELSE

Se her