MARIA ARBEJDER MED DE SOCIALE MEDIER - ER DET VIRKELIG ET ARBEJDE? 

Af Maria Lytzen


Mit navn er Maria Lytzen. Jeg har oplevet mange gode ting på mit arbejde i Glads medieredaktion, og jeg er glad for det, jeg laver. Jeg laver meget arbejde med de sociale medier som Instagram og Snapchat, men det er ikke altid, at mit bosted helt forstår det – for er det virkelig et rigtigt arbejde, spørger de.

Jeg kom på Glad Fagskole i 2011 til 2012. Jeg havde i forvejen taget mine tre år på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i Slagelse. Efter de tre år fik jeg bevilget et ekstra år på Glad Fagskole. Jeg syntes, det var mega fedt at komme på Glad. Jeg kom på radiouddannelsen på fagskolen. Efter det ene år blev jeg ansat på Radio. Jeg var så glad for at blive ansat og det betød rigtig meget for mig. Efter et par år kom jeg i Medieredaktionen, hvor jeg er i dag. Jeg blev en del af snapchat og Instagram Story Teamet. Det var en ny verden for mig. Jeg vidste ikke, hvad de sociale medier kunne, udover at jeg også selv var på de sociale medier, som nogle gange kan være lidt svært.

Løbende på mit arbejde fik vi mange små og større kursus i SoMe. Da jeg kom hjem på mit bosted, fortalte jeg det til personalet. Men så sagde de, at det da ikke er et rigtigt arbejde at lave sociale medier i arbejdstiden. Hvad er det så, tænkte jeg? Jeg blev mega ked af det. Jeg følte faktisk et stort pres, fordi de ikke forstod, hvad et arbejde på en tv-station handler om. Jeg blev meget forvirret over det de sagde om mit arbejde.

Jeg var selv i gang med at lære de sociale medier at kende, så når jeg kom hjem forvirrede det mig at mit personale ikke forstod det hårde arbejde, jeg var i gang med. Det har været en meget lang kamp at få vores Insta Story Team og Snapchat team slået sammen. I starten blev vi tit uvenner, fordi vi kendte faktisk ikke hinanden så godt og hinandens særlige udfordringer. Men nu er vi blevet meget bedre og så begynder vi stiller og roligt at tro på os selv. Men vi har stadig brug for hjælp til at opgaverne. Men jeg må lige fortælle, at efter jeg har arbejdet med de sociale medier i et par år er personalet på mit bosted begyndt at følge mit arbejde. Jeg tror, at det ofte er sådan på bosteder. Når jeg taler med mine andre kollegaer, så kan de også oplever det samme, at deres bosteder ikke altid forstår, hvad man laver på sit arbejde. Det tror jeg, er at stort problem, som er vigtigt at ændre på.