FLERE SPORTSTILBUD TIL UNGE MED HANDICAP 

- Af Daniel Qvist
Trine Ravn er en af grundlæggeren af ”Speciel Sport”, et sportskatalog for børn og unge med handicap. Kataloget og initiativet blev startet op af en gruppe forældre på Skovmoseskolen i Rødovre, der ikke kunne finde idræt- og sportsaktivitet til deres handicappede børn. Derfor tog de sagen i egen hånd, og jeg har nu taget en snak med Trine om hendes opstart og arbejde med ’Speciel Sport’: ”Så vi var fem forældre, der startede denne her idrætsforening i karate og dansehold i et par år. Der var ca. 8 eller 9 børn, men vi ville hellere have flere idrætsmuligheder til bl.a. min dreng Simon, der har Down Syndrom. Han ville så gerne gå til parkour, men der var jo ikke plads til alle de individuelle sportsgrene som børnene ønskede, så derfor måtte jeg overbevise Simon om, at karate næsten var magen til. Vi gik stadigvæk og ønskede, at vi kunne noget mere og ville også gerne have et samarbejde op at køre med de andre idrætsforeninger - det lykkes ikke, og det var baggrunden for, at vi manglede sport til vores børn.”

Trine Ravn sagde hendes job i et fængsel op for tre år siden, da idrætsforeningen modtog 1,3 millioner kr. i satspuljestøtte. Hun fortæller: ”Der gik det op for os, at vi var nødt til at skabe noget synlighed omkring det. Det første år havde vi kun vores egne tilbud i kataloget som vi gik ud og omdelte i 500 eksemplar på lokale skoler. Andet år havde vi 13 hold, og tænkte: Ej nu skal vi også have nogle flere kataloger og havde lært de andre idrætsforeninger at kende. Sidste år havde vi 17 hold i Storkøbenhavn og havde nu et netværk til de andre sportstilbud. Så vi tænkte, nu skal det være, så vi samlede alle de sportstilbud til børn, unge og voksne med særlige behov for at gå all in, så vi fik trykt det her katalog med 60 forskellige idrætsforeninger og 40 sportsgrene”. Trine og foreningen har spurgt de forældre, der har børn med handicap om deres oplevelse af kataloget, og de er meget positive overfor det.

Som mor havde Trine brugt flere år på at finde en sportsgren til hendes søn Simon. Og det er endelig lykkedes gennem ’Special Sport’: ”Jeg er glad for, han er så aktiv, for når han bliver større, har han stadig et sted at gå hen og dyrke sine interesser og være en del af en forening.”
Simon er blevet gladere og sundere, og Trine kan også mærke, at sønnen Simon går meget op i fællesskabet, der er omkring sporten. Han har fået et større selvværd. Det har betydet, at familien har fået travlt, da deres tre børn nu alle går til sportsaktiviteter. Trine Ravn håber på, at idrætten for børn og unge med handicap bliver meget større: ”Det vi i vores forening drømmer om, er at skabe inklusion på tværs af sport, handicap og foreninger, så alle kan rumme at være sammen med alle. Målet er at hjælpe 1000 børn med handicap ud i et aktivt idrætsliv inden år 2025”, afslutter Trine.