ISOLATION I 8 DAGE - MINE CORONAPRØVER BLEV VÆK

Af Louise Larsen, foto af Jonas Koch

Jeg skulle testes for Corona som så mange andre i disse tider. Men hvad der skulle have været et par dage med hjemmearbejde, blev til 8 dage i karantæne uden nogensinde at få svaret på mine tests - de var blevet væk i systemet.

Det var ikke særligt sjovt, da jeg bliv isoleret og ikke måtte komme ud af mit værelse. Jeg følte mig som en fange i mit eget hjem. Jeg har et værelse og et lille toilet på mit bosted, hvor jeg deler køkken og bad med andre. Så mens jeg var i isolation, skulle jeg have mundbind på, når jeg skulle ud til badet for at være sikker på, jeg ikke smittede andre med Corona, hvis jeg havde haft det. Dette gjaldt også selvom jeg ikke havde symptomer, for man kan jo ikke vide, om man egentlig er syg bare uden at vise symptomer.

Jeg ventede og ventede. Jeg brugte meget tid på at se Netflix og Viaplay, men det var kedeligt, da jeg ellers ikke så andet end de fire vægge på mit værelse. Jeg skulle blandt andet have været til min mors fødselsdag, men det kunne jeg ikke, da jeg ikke havde fået svar fra mine prøver endnu. 

Jeg kom kun ud, når jeg skulle tage mine to tests, og jeg snakkede kun med mit personale for at tjekke sundhed.dk for testresultaterne.

Da der var gået over en uge uden svar, fik jeg mit personale til at ringe til min egen læge for at se, om de kunne se svaret på mine tests. Men efter så mange døgn viste det sig efterfølgende, at prøvestedet havde smidt mine Coronatest væk. Hvordan kan de bare blive væk?

Heldigvis havde jeg ikke symptomer, så efter at have været isoleret i så mange døgn i træk, vurderede lægen, at jeg gerne måtte komme ud. Det var en hel lettelse, for det var meget frustrerende og ensomt kun at tale med folk over telefonen, det er ikke det samme som at se folk ansigt til ansigt.

DET ER FOR DÅRLIGT!
Jeg synes, det er for dårligt, at de mister begge mine test i systemet, så man skal være isoleret så længe uden at kunne fortage sig noget ud over at vente på svar på noget, de har smidt væk. Jeg kan forstå, at man kan miste den ene, men det undrer mig, at det kan ske med begge tests. Jeg ved godt, de har mange test, der bliver udført, men at der er flere test, der skal gå tabt, er ikke i orden, synes jeg.

Det var svært for mig at vide, hvor jeg skulle gå hen med problemet, så det gjorde mig endnu mere frustreret og ensom. Heldigvis kom jeg ud i den klare luft efter 8 dage, men når man er i isolation, og man lige er blevet testet, så går man jo også bekymrer sig om, hvorvidt man har Corona eller ej.

Nu er jeg bare glad for at være ude i verdenen igen, og forhåbentlig bliver mine tests ikke væk i systemet, hvis jeg skulle være nødt til at blive testet igen. Det kan ske, at det laves fejl, men det var en uge, som jeg håber, jeg ikke skal gå igennem igen en anden gang.