ALENE I FREDEN 

Af Amir Becirovic

Da jeg var barn, foregik der en politisk krig i Bosnien. Det var pludselig ikke ligegyldigt, om du var serber eller kroatisk, eller om du var muslim eller ej. Min mor og far besluttede, at vi skulle flygte ud af landet. Men de andre fra min familie tog ikke med. Vi rejste fra bedsteforældre, kusiner, fætre, onkler, tanter – alle valgte at blive tilbage.

Mange fra min familie troede, krigen snart ville slutte, så vi igen kunne leve fredeligt sammen. Men krigen fortsatte, og da resten af min familie gerne ville flygte, var det ikke alle, det lykkedes for. Så nu sad jeg derhjemme i tryghed, men i uvished om, hvordan min familie havde det i Bosnien. Vi boede sammen med 300 andre flygtninge fra Bosnien, men vi var i sikkerhed. Vi begyndte at få de første meldinger om familiemedlemmer, der var gået bort og landsbyer, der blev bombet. Hos dem var der ikke fred.

Jeg kan huske efter et par måneder, kom der besked fra min familie i Bosnien. De mandlige familiemedlemmer var taget afsted i krigen, så nu var det de unge drenge i min familie, der skulle passe på kvinder, børn og de gamle. Jeg husker især, at det var hårdt at få at vide, at min fætter på bare 12 år gik rundt på altanen med et maskingevær for at passe på sin mor og søster. Der var jeg helt sikker på, at jeg ikke skulle se ham igen. Man bliver mere hærdet, når man er dernede, hvor os der var blevet skånet i Danmark, slet ikke forstod det. For ham var det jo bare hverdag.

Men det var ikke alting, jeg fik at vide. Min anden fætter, der var soldat, kom til skade under et angreb. Det overhørte jeg en samtale mellem de voksne, men da jeg spurgte, hvad der var sket med min fætter, sagde de, at alt var okay, og at jeg ikke skulle være nervøs. De skånede mig for historier og for virkeligheden, som min familie var i nede i Bosnien. Det de ikke vidste var, at jeg nok ville få mere ro, hvis de faktisk fortalte mig, hvad der skete.

Selvom jeg sad i sikkerhed herhjemme, var jeg også alene med mine følelser og bekymringer. Jeg måtte ikke sige til nogen, hvad jeg følte, for det skulle jeg ikke bekymre mig om. Jeg skulle jo til at have en lang og lykkelig barndom i Danmark.
Langt om længe endte krigen i 1995, og jeg besøgte igen Bosnien i 1999. Vi havde ikke set vores familie i mange år, og nu så jeg igen mine fætre. Vi havde været børn, der legede sammen, men pludselig blev vi adskilt, og vi vidste ikke, om vi skulle se hinanden igen. Men efter mange års usikkerhed og adskillelse, stod jeg pludselig til min ene fætters bryllup. 

Lige siden har jeg været i Bosnien hver sommer og besøgt min familie. Og mit håb er, at vi aldrig skal skilles ad igen som dengang, og at alle kan leve i fred.